Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 14. 5 april 1912 - Om elektrisk jernsmeltning, referat av Grønwalls foredrag, av V. B.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
190
TEKNISK UKEBLAD
Nr. 14 1912
paa i fremtiden, saa maa jeg si at jeg
ikke tror det kan gjøres saa store
forbedringer med hensyn til
ovnskonstruktionen; ti virkningsgraden er inklusive
tap i kabler, skinner og transformatorer
78 % ved en ovn paa 2500 HK. Tapene
i kabler og transformatorer er 6 å 7 °/0,
saa selve ovnens virkningsgrad er mindst
83 °/0. Ved større ovner paa 4 à 5000 HK
biir den nok et par °/0 høiere.
Elektrode-forbruket er jo saa litet, at der er ikke
stort mere at gjøre. Derimot skulde man
kunne mindske kulforbruket ved at
tilvirke jern med mindre kulgehalt. Kunde
man f. eks. faa den ned til 1 °/0, skulde
jo 25 kg. rent kul eller 30 kg. koks
ind-spares pr. ton jern. Ved den paafølgende
ferskning, naar kullet skal bortskaffes,
kunde jo meget spares, saa at
fremstillingen av staal og smijern skulde bli
meget billig. Vi har ikke hat anledning
til videre forsøk i denne retning, men
jeg anser det ikke umulig at løse dette
problem.
Hvorledes stiller saa økonomien sig for
det elektriske rujern i forhold til det
almindelige ru jern?
Hvad da først angaar trækulsrujernet,
saa er jo trækul for tiden saa dyrt at
det uten videre er tydelig at den
elektriske metode skal bli fordelagtig, hvis
elektrisk kraft kan erholdes til
nogenlunde moderat pris. For koksrujern stiller
saken sig anderledes. Jeg vil ikke anstille
nogen sammenligning mellem de relativt
smaa elektriske ovner og de store
kokshytter i utlandet, som aarligaars tilvirker
i hundredetusenvis av ton pr. ovn. Men i
Sverige har vi i det mindste 5 jernverk
med smaa kokshytter, som dog gaar med
et godt økonomisk resultat. I
sammenligning med disse som har omtrent samme
aarsproduktion som de elektriske masovner,
biir utgifterne like for arbeidsløn,
vedlikehold og avskrivning. Disse svenske
jernverk betaler i gjennemsnit inklusive fragter
24 kr. pr. ton koks. I den elektriske ovn
spares i det mindste 600 kg. koks, altsaa
tilsvarende kr. 14.40. Denne sum skal
altsaa ved den elektriske ovn strække til
at betale den elektriske kraft, elektroder
og royalty. Utgifterne til elektroder er
kr. 1.50, royaltyen kan vi regne til 2 kr.,
altsaa staar tilbake til kraften kr. 10.90
for i middel 1/3 HK-aar. Altsaa kan
kraften betales med kr. 32.70 pr. HK-aar. Tar
man saa i beregning at det elektriske
koksru jern faar høiere kvalitet, og derfor
bør betinge en høiere salgspris, ser vi at
det bør bli god forretning selv at gjøre
elektrisk koksrujern. Forutsætningen er
vel at merke, at man har skikket malm
og billig kraft. Av kraft findes jo
overflod her i Norge. Derimot er det kanske
litt skralt med malmerne; men i de sidste
aar er jo paavist den ene jernforekomst
efter den anden, saa det kunde vel strække
til en ganske betydelig jerntilvirkning.
* *
For nærværende er 3 elektriske
masovner efter Elektrometalls system i drift,
nemlig en i Trollhättan, en i Domnarfvet
og en i Hardanger, den sidste paa 3500
HK og i drift fra november sidste aar.
Ved Hagfoss i Sverige kommer snart 2
stykker à 3000 HK i gang. I Arendal
bygges nu 3 ovner à 4000 HK, av hvilke
den ene foreløbig skal staa som reserve.
Diskussionen blev indledet av professor Vogt,
som vilde minde om at vi i Norge har hat en
jernindustri i tidsrummet 1620—1870, som utgjer
en bemerkelsesværdig del av vor historie; og denne
industri spilte til sine tider en væsentlig rolle.
Der produsertes aarligaars 9—10000 ton jern
og 20—25000 ton malm.
I 1870 gik denne industri praktisk talt til grunde,
og otti- og nittiaarene utgjer en ded periode.
Men saa begyndte en ny tid. I 1900 blev der
produsert 20 oöo ton jernmalm, i perioden 1901 —
05 aarligaars i gjennemsnit 50 ood ton, 1906—10
100 000 ton, og i aaret 1911 180 000 ton jernmalm.
De 180000 ton jernmalm som ifjor
eksportertes, repræsenterer i utferselsværdi 2.2 miil.
kroner og i forædlet tilstar d vilde det ha været 10
millioner. Malmen kan deles i stykmalm og slig.
I forløpne aar utførtes 75 000 ton stykmalm og
noget over 100 000 ton slig, hvorav det meste blev
brikettert.
Vi maa for fremtiden regne med et lignende
forhold, dog vil neppe stykmalmsproduktionen vokse
saa sterkt, ti vi har fattigere malm.
Her er i høst gjort et bemerkelsesværdig
fremskridt; idet der er produsert god slig med 65%
jerngehalt av titanholdig jernmalm.
Briketteringen er et ømt punkt. Man kan regne
at den koster kr. 3.50 pr. ton malm for gode
briketter, naar medtas amortisationsutgifter. Dette vil
ordinært si kr. 6.00 pr. ton jernindhold eller mindst
10 % av rujernets pris.
Altsaa maa spørsmaalet for os bli, om vi kan
undgaa eller forenkle briketteringen; ti io°/q av
prisen er for stor ekstrabelastning. Programmet
maa være at undgaa briketteringen og arbeide med
stykmalm og slig.
Vore gruber maa — merkelig nok — sies at
ligge ved kysten. Den stykmalm vi har, er ikke
saa rik paa jern. Vi har forekomster paa 60—65 %
jernindhold, men der har ikke været i stor drift
nogen saa rik grube. Vore ordinære gruber —
titanjerngruber undtat — har malm med jerngehalt
fra 42 til 55 à 56 0/0.
Skal vi arbeide med indenlandsk malm maa vi
altsaa regne med ca. 50 % jerngehalt.
Det næste spørsmaal biir da sligtilsatsen. Vi
maa regne med en viss tilsætning av slig for at øke
jerngehalten.
Hvor meget jern faar vi da pr. HK-aar paa denne
maate?
I Trollhättan har man faat ca. 3 ton pr. HK-aar
av 55,3% jernholdig malm. Det kan være, at vi
paa mange steder maa arbeide med fattigere malm.
Vore anlæg maa altsaa baseres paa en lavere
produktion — f. eks. 2.5 ton pr. HK-aar — og vi
trænger altsaa en tilsvarende billigere kraft.
Men forskjellen er ikke av principiel natur, det
er et regnestykke, hvad som lønner sig. Vi kan
naturligvis ogsaa ha tilfælder hvor begge fordeler
kombineres: rik malm og billig kraft.
Jeg vil her nævne en ting: Det gaar ikke an
at administrationen gaar saa sendrægtig frem med
behandlingen av koncessionssaker; ti derved
hemmes industrien.
Vort maal maa ikke være lujeru, men at ende
med staal. Vi bør derfor først fremstille rujern
med kun à 2 °/0 kul, forat staalprocessen skal
bli enklest mulig.
Vi har nu 4 anlæg under utførelse, og en række
er planlagt. Denne nye næringsvei vil sikkerlig faa
en rask utvikling.
La os ikke glemme at det her er svenske mænd
som har gaat i spidsen. Ideerne er realisert i fra
Sverige.
Dr. Hel ft en s tein imøtegik foredragsholderens
uttalelser om hans ovnkonstrution, specielt det at
gaserne skulde forlate ovnen med for høi
temperatur, og at elektrodeforbruket skulde være saa stort,
samt gav en nærmere forklaring av sit system.
Ingeniør Bie Lorentzen trodde at der var
et par svake punkter ved Grønwalls ovn. En av
de vigtigste indvendinger han hadde at gjøre, var
mot den opfatning at det skulde være av saadan
betydning at elektroden fribrænder sig. Taleren
var uenig i det princip; man arbeider da paa
lysbue istedetfor paa motstand.
Ingeniør Grønwall arbeider med en lysbueovn,
og man faar derved en overhetning paa et enkelt
punkt. Men mange har motarbeidet fribrændingen,
og jeg er enig i det.
Konstruktionen av Tinfosovnen er derfor
basert paa denne opfatning.
Men hensyn til gasens indvirkning paa
elektroderne, saa har det jo ved Trollhättans ovn vist sig,
at gasindblæsningen har hat en uheldig virkning.
Er det elektrodeforbruk som av ingeniør
Grønwall blev opgit, beregnet efter hvad der er medgaat
kun til det nyttige arbeide eller er stumper og
avfald ogsaa medregnet, saa man faar det virkelige
forbruk?
Endelig med hensyn til det opgivne
kraftforbruk : Er opgaven basert paa maaling med
kilowatt-maaler av den medgaaede kraft eller er den
beregnet efter det kraftkvantum som maa staa til
disposition for en saadan ovn?
Dette maa oplyses; ti ellers har vi kun faat
vite en tredjedel av hvad vi virkelig bør vite. Og
kunde vi ikke nu bli enige om, naar det er tale
om kraftforbruk, da at medregne alle de
bestemmende faktorer!
Det forbauser mig at foredragsholderen ikke
nævnte mere om driften ved Odda. Denne ovn
har jo arbeidet saa længe at der maa foreligge
erfaringer ogsaa om drift med koks i Elektrometalls
ovn.
Ingeniør Grønwall var enig med professor
Vogt i at man i almindelighet burde tilføre
saa-meget slig som mulig istedetfor de kostbare briketter
til malmen. Vi har ikke gjort saa mange forsøk i
Trollhättan med hvormeget slig man kan tilføie.
Vi har gaat op til 70 °/0; men dette viste sig ikke
at gaa saa bra. Anvendes trækul, kan man tilføre
noget mere slig end naar man anvender koks.
Men vi brukte ikke ovner som var specielt
konstruerte for tilsætning av slig.
Professor Vogt sa at man ikke burde
produsere rujern med 3^/2 °/o 6 enderesultatet burde
være staal. Jeg er sikker paa at der vil komme
en overgangstid, hvorunder produktion av saadant
rujern vil være lønsom.
Ingeniør Bie Lorentzen har talt om
fribrændingen. Ja, vi tænkte i begyndelsen det samme
som han, men vi har fundet mange fordeler ved
fribrændingen. Vi har dog ikke en vanlig lysbue, vi
kan heller kalde det en fordelt lysbue.
Det er rigtig at elektrodernes avbrænding under
den første periode blev betydelig, men vi hadde
da en saadan anordning at kulsyreholdig gas kom
mot elektroderne. Dette er nu forandret, og vi har
derved undgaat den sterke fortæring av
elektroderne. Mine opgaver er brutto.
Hvad utbytteberegningen angaar, saa omtalte
ingeniør Bie Lorentzen de svingninger man faar i
driften, saaledes at det er vanskelig i virkelig
forbruk at komme op imot det kraftkvantum som
man kjøper.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
