Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 19. 10 mai 1912 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NR. 19 * 1912
Teknisk Ukeblad
UTGIT AV DEN NORSKE INGENIØR- OG ARKITEKTFORENING OG
DEN POLYTEKNISKE FORENING
REDAKTØR: INGENIØR LARS RASMUSSEN
Indhold: Elektrisk kraftfordeling i landdistrikterne. Professor Hannovers nye akkumulator. Om skjærstensmeltning. Den elektriske separation ved
Lazy zinkhytte i Oberschlesien. Om detaljer ved „magasinbrytning". Litt av Dunderlandverkets (Iron Ore Company Ltd.) historie. Foreningsefterretninger.
Elektrisk Kraftfordeling i
Landdistrikterne.
For den der er fortrolig med anlæg av
elektricitetsverker for landdistrikterne, er
det en kjendt sak at anvendelsen av
høi-spændt vekselstrøm i mange tilfælder
opviser et anlægsbudget, som ikke staar i
noget rimelig forhold til de indtægter man
kan gjøre regning paa.
Specielt i det nordenfjeldske, hvor der
er en overflod baade av store og smaa fosser
som kan utnyttes, har erfaringen vist at
det oftest er lønsomt at anlægge flere
mindre elektricitetsverker med likestrøms
fordeling 2 X 220 volt, istedetfor ét større
anlæg med høispændt vekselstrøm.
Dette er et forhold som ikke er heldig,
idet man ved et høispændt anlæg har en
betydelig større bevægelighet med hensyn
til avstander og belastning end ved
lavspændte anlæg, og har derfor i fremtiden
frie hænder med hensyn til en eventuel
kraftleveranses plasering. Paa grund av
samtidighetsfaktorens virkning, behøver et
høispændt kraftanlægs kapacitet ikke være
saa stor som summen av de lavspændte
anlægs kapaciteter for at tilfredsstille det
samme behov. Hensynet til
reservemaskineri taler ogsaa til gunst for et høispændt
anlæg.
En av de vigtigste aarsaker til at den
høispændte vekselstrøms anvendelse biir
uøkonomisk og i mange tilfælder helt umulig,
er de lavspændte fordelingsnets kostende i
forbindelse med det store antal
transformatorstationer.
I almindelighet fordres at der paa et
gaardsbruk skal kunne disponeres en
kraftmængde av 3—10 HK (som oftest 5 à 6
HK). Og ledningerne maa da selvfølgelig
dimensioneres derefter, selv om denne
maksimale kraftmængde kun blir brukt en
forholdsvis kort tid av aaret.
I motsætning til i utlandet, hvor
bebyggelsen i landdistrikterne har tendens til at
samle sig i smaa landsbyer, er denne hos
os som oftest spredt jevnt utover med
enkelte mere tætbebyggede strøk. Dette gjør
at den gjennemsnitlige ledningslængde pr.
gaard fra kraftfordelingscentret er
uforholdsmæssig stor. Og naar man erindrer at
omkostningerne stiger omtrent med
kvadratet av avstanden, maa man medgi at
dette er et moment av den største
betydning.
Det nærmeste middel til at avhjælpe
disse i denne henseende uheldige naturlige
forhold er, at anvende en høiere spænding
for fordelingsnettet end den nu almindelige
220 volt.
En høiere vekselstrømspænding end 250
volt er imidlertid i henhold til
departementets forskrifter av 3dje januar 1908 ikke
tilladt, og vilde kanske heller ikke være
særdeles betryggende, hvis derved en høiere
spænding mot jord (ved jordledning av
den ene fase) kunde opstaa.
Der findes dog en metode til at forhøie
overføringsspænd,ingen uten at derved
spændingen mot jord stiger, nemlig ved at
anvende 3-fase vekselstrøm med O-leder, naar
denne sidste paa betryggende maate er
forbundet med jord. Den maksimale
tillatelige spænding mellem faserne biir derved
y3 X 25Ö volt. Ved at anvende dette
system vil man under ellers like forhold
spare ca. 60 °/0 av kobbermængden. I
praksis vilde man ordne sig slik at man
indskrænket transformatorstationernes antal
og samtidig fordelingsledningernes
dimensioner i et saadant forhold at de samlede
omkostninger blev et minimum.
Systemet er ikke uprøvet. Det er f. eks.
indført ved en mængde tyske
elektricitetsverker i de senere aar, og er selvskrevet
ved de saakaldte „Ueberlandcentralen“.
Jeg har indhentet oplysninger fra en række
av disse elektricitetsverker, og resultaterne
fra driften viser at man er særdeles vel
tilfreds med ordningen.
De væsentligste indvendinger er følgende:
1. Naar en fase ledes til jord, opstaar
der kortslutning.
2. Hvor der anvendes sikringer og ikke
automatiske brytere, vil isaafald den
ene fase utkobles. Derved opstaar
sterke induktionsforstyrrelser i
telefonanlæg med jordledning, hvis disses
ledningsnet føres paralelt med
vekselstrømmen.
3. Ved berøring av en av faserne er man
altid utsatt for den fulde lysspænding,
naar man samtidig er i berøring med
jord.
Erfaringen har dog vist at alle disse
indvendinger ikke er av nogen særdeles
stor betydning. Av 14 verker, hvorfra der
foreligger oplysninger om eventuelle
telefonforstyrrelser, er det kun 2 hvor forstyrrelse
har forekommet. Det ene av disse vai’
ganske uvæsentlig, og ved det andet kun
momentant ved at en fasesikring smeltet
av. Et av verkerne meddeler at de
derværende telefonapparater søkte at overføre
alle telefonforstyrrelser tilbake paa sterk
-strømsfordelingsnettet, men det viste sig
dog hver gang at feilen var paa ganske
andre hold.
Jordledning av nulledningen foregaar paa
forskjellig vis: 1) Den forbindes til jord
paa enkelte punkter (transformatorstationerne)
og lægges forøvrig op isolert, eller 2) den
lægges op helt uisolert, og da som oftest
helt i jorden.
Den første metode er utvilsomt den
sikreste og tilsvarer forøvrig den almindelige
anordning ved trelederlikestrømsanlæg. Ved
anvendelse av jordkabel maa alle 4
ledninger lægges i samme kabel, da man ellers
vil faa induktionsvirkning ved en eventuel
skjæv belastning.
Nulledningens tversnit i forhold til
faseledningernes varierer noget, men er som
oftest 1/2.
Ved hel jordledning (2) anvendes som
oftest kabelens blymantel og armering som
nulleder, i enkelte tilfælder forsterket med
en eller flere indlagte kobbertraader av
mindre tversnit. Der anvendes endog blank
ledning lagt i kabelgrøften ved siden av
kabelen, men dette er uheldig paa grund
av mulige induktionsvirkninger.
Sidstnævnte metode med hel jordledning
har dog sine særegne fordeler, idet man
ved installationer kan anvende den i den
senere tid meget benyttede mantelledning,
hvor mantelen kan benyttes som
„tilbake-leder“.
Herved opnaar man at faa en solid og
smuk installation til omtrentlig samme pris
som de nu almindelige
„glansgarns“-installationer, der desværre hverken udmerker
sig ved soliditet eller skjønhet.
Ved anvendelse av en lampespænding
paa 220 volt biir motorspændingen ca. 380
volt.
Med bitre erfaringer fra de anlæg hvor
150 volt i sin tid blev valgt, vil vel mange
ha en skræk for at indføre en ny
„normal-spænding“. Forholdet er dog ikke analogt,
idet den nye motorspænding kan opnaaes
ved at omkoble til stjerne en 220 volt
motor som er viklet i trekant.
Dette forhold praktiseres allerede av flere
større elektricitetsfirmaer, og man har sogar
av den grund fundet at maatte anvende
120 og 210 volt som normalspændinger.
Teknisk Ukeblad — 19
Utkommer hver fredag.
Koster kr. 10.oo indenlands
og kr. 16.00 utenlands.
Bestilles paa postanstalterne
eller direkte i ekspeditionen
Torvgaten 1, Kristiania.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
