Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 25. 21 juni 1912 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NR. 25 ♦ 191;
Teknisk Ukeblad
UTGIT AV DEN NORSKE INGENIØR- OG ARKITEKTFORENING OG
DEN POLYTEKNISKE FORENING
REDAKTØR: INGENIØR LARS RASMUSSEN
Indhold: Munchs billeder i festsalen. Forandringer i Kristiania bygningslov av 26de mai 1899. Revision av Kristiania bygningslov. Offentlig administration.
En opgave for vore keramikere. Metallografi. Om oprettelse av en kreditforening for laan mot 2den prioritets pant i faste eiendomme. Mindre meddelelser.
Foreningsefterretninger. Personalia. Rettelser.
Munchs Billeder i Festsalen.
Universitetets nye festsal er et
stor-slaat vidnesbyrd om akademisk
borger-aand blandt nordmænd hjemme og ute.
Og den er et blandt mange eksempler
paa den avgaaede rektors makeløse energi,
som bryter tvers igjennem alle
vanskeligheter. Bidragene stampedes op av
jorden og bygningen forcertes frem i løpet
av en efter vore forhold forbausende kort
tid. Det gik som det var smurt,
programmet blev holdt, og den 2den
september 1911 kunde salen indvies til
100-aars-ju bilæet.
Bare paa et par punkter var der en
liten brist i programmet.
Salen skulde være i Universitetets stil.
Men den arkitektur som er anvendt i
tilbygningens ydre, er dorisk græsk, og har
ikke anden tilknytning til Universitetets
end den at hovedlinjerne i gesimsen er
ført igjennem i samme høide. Og hvad
den indre detaljutformning angaar, saa
har disse akademiske former av Teophilus
Hansens skole ikke saa særdeles nært
slegtskap med den Schinkelske aandfulde
og personlige opfatning av den græske
arkitektur.
Salen skulde fremtræde i mest mulig
ægte materialer. Marmor skulde komme
til anvendelse i stor utstrækning, og der
blev i sin tid samlet ekstra bidrag for at
tilveiebringe norsk marmor. Men den
norske marmor uteblev. I stenlandet
Norge maatte stenmanden Brøgger gaa til
Italien efter sten. Og de vanskeligste
deler av dette stenhuggerarbeide, som var
tænkt som en triumf for norsk
stenindustri, blev utført i Carara.
Og endelig var det tanken at salens
vægger skulde danne rammen om en
herlig kunstnerisk utsmykning. Arkitekturen
skulde beskedent holde sig i bakgrunden
og hovedvegten lægges paa utformningen
av vakre felter, hvor den norske
malerkunst kunde vise den norske videnskab
hvad den evnet. Felterne fik vi, men
istedenfor kunsten — gule silketapeter!
Teknisk Ukeblad — 25
Nu kan det jo siges, at naar
arkitekterne først var bundet til den græske stil,
var det rigtig at gjøre mindst mulig ut
av den side av saken. Og det kan siges,
at det var forholdene som umuliggjorde
den smukke tanke om norsk sten, og at
silketapeterne kun venter paa at bli
avløst av den store kunst — selvfølgelig alt
kan forklares og fortolkes. Og ikke mindst
har Universitetets mænd vist sin evne i
den retning. Men negtes kan det ikke,
at salen i mange retninger blev en
skuffelse.
Anderledes kunde det heller ikke godt
gaa. Opgaven var ganske ny for vore
kunstnere, og arbeidet skulde leveres paa
dagen. Trods talrike opfordringer avslog
Universitetet at avholde offentlig
konkurranse om salens utsmykning, mens tiden
endnu var god. Og saa fulgte den
bedrøvelige kamp mellem Munch og
Vigeland. Resultatet var negativt. Men det
var tillike meget nedslaaende, fordi denne
kamp viste hvor meget der endnu
manglet paa, at en kunst som Munchs med
dens sprudlende fantasi og dens sterke
dekorative egenskaper kunde vinde frem
til forstaaelse hos dem som sitter inde
med magten i vort kultursamfund.
Joakim Skovgaard skrev om Munchs
»Historien«, at »det rummer stemning fra
bræens tider, der er noget drømmende,
noget gjennem tiderne utviklende sig i
det, ja netop av aartusinder.« Han saa
hvilke muligheter her var. Den store
danske kunstner saa klart, at der
gjennem ufuldkommenheterne lyste store
evner, som vilde kunne frembringe den
store kunst. Men egentlig er det vel
ikke saa meget at undres over, at den
læge norske mand som ikke sitter inde
med en Skovgaards forutsætninger, hadde
vanskelig for at forsone sig med Munchs
løse skisser. Der skal en kunstners
fantasi til for at forestille sig billederne
færdige og anbragt paa sin plads i de rette
omgivelser. Man hadde jo kun set
ut
kastene sammenhopet i Dioramalokalets
miserable indramning.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
