Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Nr. 29. 19 juli 1912
- Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
19 juli 1912
TEKNISK UKEBLAD
385
Taugbaner.
Referat av ingeniør Gustav Thorkildssens foredrag
i N. I. A. F.s møte den 29de mårs 1912.
Taugbaner eller luftbaner har i den
sidste menneskealder utviklet sig til et
vigtig og i mange tilfælder uundværlig
transportmiddel, særlig for massegods som
bergverks- og skogbruksprodukter o. lign.
De første taugbaner byggedes i 1861
av bergassessor, friherre Franz von Dücker
i Bochum og ved Oeyn-hausen, og von
Dücker maa derfor betegnes som
taug-banernes opfinder.
Det var imidlertid først i 70-aarene at
taugbanerne begyndte at faa nogen større
utbredelse i industriens tjeneste, og
senere er de kommet mer og mer i bruk,
paa samme tid som
taugbanekonstruk-tionerne har naadd en høi grad av
fuld-kommenhet. Taugbaner har fortrinsvis
berettigelse i kupert terræng, eller hvor
elver, kanaler, veier eller jernbaner
lægger hindringer iveien for terrestriske
baner.
Man skjelner i almindelighet mellem
to forskjellige systemer av taugbaner,
nemlig saadanne som er utstyrt bare med
et enkelt endeløst staaltraadtaug, der paa
samme tid tjener som bæretaug og som
træktaug, og saadanne der er forsynet
med 2 særskilte bærekabler og et endeløst
træktaug. Den helt overveiende del av
moderne taugbaneanlæg er utført efter
det sidstnævnte system, som maa
betegnes som det fuldkomnere og det eneste
mulige hvor der forlanges stor
transportevne. Her skal derfor kun omhandles
taugbaner med fast kjørebane.
*
En taugbanes tracé er altid retlinjet
eller sammensatt av retlinjede sektioner,
forbundet med vinkel- eller
mellemstationer.
Driftsmaskineriet anbringes ved
endeeller mellem stationer, og til drivkraft kan
anvendes hvilkensomhelst kraftkilde.
En taugbanes konstruktionsdeler kan
henføres til 2 grupper, nemlig de
fast-staaende og de bevægelige deler.
Til den første gruppe hører den av
staalkabler bestaaende kjørebane med sine
bukker og spændeindretninger samt
stationer, og til den sidste træktaug og
vogner.
Bærekablerne understøttes av bukker,
der kan utføres enten i træ eller i
jernkonstruktion. Bukkenes indbyrdes
avstand er meget variabel alt efter terræn-
Fig. i. Pholigs universalapparat.
gets profil. Faa flat mark sættes den
sedvanligvis til 80 à 100 m., men hvor
banen skjærer daler og kløfter
forekommer ofte betydelig større spændvidder:
500—1000 m. og undtagelsesvis 1500 m.
og derover. De paralelt med hinanden
løpende bærekabler har sedvanligvis en
indbyrdes avstand av 1.75 à 3 m. Som
bærekabler benyttes i almindelighet
spi-raltauger, bestaaende av 19 eller 37 runde
traader spundet sammen til en part; men
ved siden av disse benyttes ogsaa, særlig
ved tunge baner, kabler av saakaldt
lukket konstruktion. Ved disse dannes det
ytre lag av fa^ontraader, hvorved kablen
faar en glat overflate. Til bærekabler
benyttes staaltraad av forskjellig kvalitet.
Tidligere benyttet man mest en kvalitet
med bruddbelastning ca. 60 kg. pr. mm2,
mens man nu tildags hovedsagelig
anvender kabler med 90, 120 à 150 kg.s
bruddbelastning.
Bærekablerne fremstilles i længder paa
200 à 400 m., som føies sammen til et
hele ved hjælp av koniske staalmuffer.
Taarnene eller bukkene, paa hvilke
bærekablerne er oplagret, utføres som nævnt
enten i træ- eller jernkonstruktion.
Høiden av disse bukker varierer efter
ter-rængets beskaffenhet like fra 4 à 5 m.
op til 40 à 50 m. Bukkene er utstyret
med støpejernsoplagringssko, der er
forsynet med en rille, avpasset efter
bære-kabelens diameter. Oplagringsskoene er
enten fastliggende eller dreibare. De
sidste har den fordel at de av sig selv
indstiller sig efter den stigning eller det
fald som bærekabelen har paa det
betræffende sted. Foruten oplagringssko for
bærekablerne er bukkene ogsaa forsynet
med bæreruller for træktauget. For at
forhindre utilladelige paakjendinger i
bærekablerne forankres disse kun i den
ene ende, mens der i den anden ende
anbringes strammeindretninger i form av
store, frithængende vegter, der kan
bevæge sig op og ned alt efter som
spændingen i kablerne tiltar eller avtar paa
grund av den rullende last eller
temperaturforandringer. Spændingen i
bærekablerne holdes ved disse vegter konstant.
Saadanne strammeindretninger anbringes
alt efter terrængforholdene i avstande fra
1000 til 2000 m. fra hinanden, delvis
paa linjen, delvis i stationerne. De paa
linjen anbragte strammeindretninger er
saaledes utført, at vognene uhindret kan
passere uten at bli avkoblet og uten at
der her tiltrænges betjeningsmandskap.
Under gunstige terrængforhold og for
forholdsvis ringe transportevne kan baner
paa 10 à 15 km.s længde utføres i en
eneste sektion; men som oftest biir
spændingen i træktauget ved saa lange baner
saa betydelig at det viser sig
hensigtsmæssig at indskyte en eller flere
mellemstationer. Saavel paa endestationerne
som paa mellemstationerne bevæger
vognene sig paa hængeskinner, paa hvilke
de skyves frem til de forskjellige
lasteeller lossepunkter. Overgangen fra
bærekabel tik hængeskinner dannes av særlig
utformede tungeskinner. Ved transport
av massegods utstyres i almindelighet
endestationerne med fyldkasser eller
binger, fra hvilke vognene paa
lastestationen fyldes, og i hvilke godset paa
losse-stationen tømmes.
Som allerede nævnt bevæges vognene
fremover ved hjælp av et endeløst
træktaug. Som træktaug benyttes
sedvanligvis lidsetaug, der er spundet sammen av
6 parter, hver med 7 traader. For at
forøke træktaugets bøielighet forsynes det
med en kjerne av tjæret hamp. I
almindelighet benyttes det saakaldte
Langslag eller Albertslag, der kjendetegnes
ved at dralretningen i de enkelte parter
er den samme som i selve tauget. Som
material for træktauger benyttes i
alminde-lighet staalkvaliteter med ca. 120, 140 à
180 kg.s bruddbelastning pr. mm2. Paa
drivstationerne føres træktauget over
taug-skiver, som ved koniske drev og
transmissionsaksler staar i forbindelse med
motoren eller dampmaskinen.
Vognene eller kibbene danner et
over-maade vigtig ledd i et taugbaneanlæg.
De bestaar av 4 hoveddeler, nemlig løpe-
Fig. 2.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Fri Jan 24 22:59:19 2025
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/tekuke/1912/0401.html
