Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 31. 2 august 1912 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
408
TEKNISK UKEBLAD
Nr. 31 1912
Svovlsyrens indvirkning paa de
forskjellige transyrer er naturligvis av adskillig
mer komplicert art. Resultaterne viser, at
jodtallet gaar noksaa sterkt nedover, idet
jeg i et par prøver, — der efter alt at
dømme var behandlet efter denne
metode — fandt jodtal 60—70.
Fettsyrer-nes forsæpningstal var nogenlunde
normale, dog noget høiere end vanlig, idet
der fandtes fra 200—205 (for ren transyre
som regel 198 —200).
Syrernes smeltepunkt var steget til ca.
300 C. mot vanlig ca. 25 °.
De stedfundne forandringer synes at
kunne sammenfattes deri, at de sterkt
umættede fettsyrer tildels er gaat over
til mindre umættede, vel tildels isomere
syrer, uten at indholdet av faste mættede
syrer er steget i nævneværdig grad.
De erholdte produkter kan ikke siges
at være ganske lugtfrie; det samme gjælder
for derav fremstillede sæper.
Hvis der spørres om de saaledes
op-naadde resultater staar i forhold til de
anvendte omkostninger, samt om hvilken
anvendelse produkterne kan faa, kan
svaret være noksaa tvilsomt. Til faste sæper
egner de sig mindre paa grund av det
relativt lave smeltepunkt samt den svake,
vedhængende lugt. Til grønsæpe kan de
vistnok anvendes, men de falder dyrere
end upræparert tran og uten nogen
iøine-springende fordel.
Bedst synes svovlsyremetoden at maatte
egne sig for et anlæg, som selv forbruker
større mængder av tran og fett i
forskjellige kvaliteter og til forskjellige øiemed.
Den bedste bekræftelse paa teorien om
de sterkt umættede fettsyrer som aarsak
til tranens specifike lugt er blit git i
løpet av de sidste par aar (ved de
resultater der er opnaadd) ved metoder der
gaar ut paa reduktion av umættede til
mættede forbindelser. Det er lykkes
herved at fremstille ganske lugtfrie
fettstoffer.
Spørsmaalet om at overføre flytende,
umættede oljer, resp, syrer, og da mere
specielt den ved stearinfabrikationen som
biprodukt i store mængder erholde
oljesyre, til mere værdifulde faste fettstoffer,
(stearin og stearinsyre) har længe staat
paa dagsordenen.
Allerede i 1886 forsøktes
vandstof-additionen
c8 h34 o2 + h2 = c8 h36 o2
oljesyre stearinsyre
ad elektrolytisk vei uten dog at lede til
brukbare resultater, og det er nu over
10 aar siden vandstofaddition efter
kontaktprocessen med metallisk katalysator
la beslag paa opmerksomheten inden de
deri interesserte kredser. I løpet av de
sidste aar er der uttat en hel række
patenter basert paa denne proces, men
først i den allersidste tid (1911 —12)
synes det som om man har naadd frem til
en fuldt brukbar, økonomisk
fremgangs-maate, — et bevis paa de store praktiske
vanskeligheter, som der har været at
overvinde.
Alle disse bygger i hovedsaken paa
samme princip: fettets reduktion
(»hærdning«) ved hjælp av vandstof under
nær
vær av metallisk katalysator. Som
saa-danne benyttes væsentlig nikkel, platina
og andre metaller av platinagruppen samt
disses legeringer.
Additionen foregaar dels under
atmosfæretryk ved noget høiere temperatur
(80° C.), idet vandstof ledes gjennem olje,
hvori katalysatoren er suspendert, dels
under overtryk (f. eks. 160° C.) i en
vandstofatmosfære, dels ved endnu høiere
temperatur, idet de med vanddamp
destillerte fettsyrer ledes over katalysator
under nærvær av vandstof.
Forsaavidt man av flytende oljer
haaber at kunne fremstille et »hærdet«
spise-fett, er det sandsynlig at kun alternativ I
(atmosfæretryk) kan anvendes.
Ganske analog med den nævnte
reduk-sion av oljesyre til stearinsyre er da
reduktionen av andre umættede oljer og
syrer. Det var naturlig at spørsmaalet
om hærdning av transorterne — det
allerbilligste raamaterial — meld sig med
styrke, saasnart metoderne hadde naadd
en nogenlunde fuldkommenhet.
Det synes som om man allerede er
naadd utover forsøksstadiet, idet der
saa-vidt vites har været igang prøvedrift i
mindre skala baade i Amerika og
England, og nylig er der jo heri landet
dannet et stort selskap til utnyttelse av en
tysk fabriks erfaringer og metoder paa
dette omraade.
Det er interessant at se, hvorledes
Gustav Hefter i sin »Technologie der
Fette und Oele« (Bd. III, s. 803)
allerede for et par aar siden spaadde
kontaktprocessen en stor fremtid, idet han
uttaler at de paa denne proces hvilende
metoder til at overføre oljesyre til
stearinsyre i alle tilfælder har fremtiden for
sig, og at deres fuldkomne utformning
kun er et tidsspørsmaal. Denne spaadom
synes nu at gaa i opfyldelse.
Den forandring der foregaar med
tranen ved denne reduktions- eller
hærdningsproces, er altsaa en mætning av de
umættede fettstoffer. Hvis denne efter
teorien dreves helt til ende, vilde man
faa et produkt omtrent utelukkende
be-staaende av tristearin, idet transorterne
omtrent utelukkende indeholder fettsyrer
av C8-rækken.
Praktisk vil man naturligvis aldrig gaa
saa vidt, men at reduktionen kan drives
langt ned viser sig ved de foreliggende
prøver.
Mens almindelig tran ved
værelsetemperatur er flytende og har et jodtal paa
ca. 130, viste et par prøver som jeg har
hat anledning til at undersøke, et
smeltepunkt av ca. 50° C. og jodtal 28—36.
De var meget haarde, av lys farve og
ganske svak talglugt.
I nogen andre prøver, som var mindre
sterkt hærdet, fandt jeg et jodtal 54—69.
Ogsaa disse var haarde og talgagtige.
Ved forsæpning av prøverne viste der
sig ingen fiskagtig lugt; det synes derfor
bevist som foran nævnt, at den specifike
lugt forsvinder med de umættede syrers
reduktion, — ialfald naar man gaar ut
fra de finere kvaliteter. I samtlige de
ovennævnte tilfælder viste de lave
syretal at dette hadde været tilfælde. At de
simplere kvaliteter kan by paa mere eller
mindre uanede vanskeligheter, tør ansees
som sandsynlig.
Disse ovenfor nævnte, sterkt hærdede
transorter synes vel skikket for
stearinfabrikation og i sæpefabrikationen til
haarde sæper.
Da raamaterialet for disse industrier
som fast regel staar i betydelig høiere
pris end den raa tran, indebærer
metoden i sig muligheten for en lønsom
utnyttelse.
Da man efter denne metode formentlig
ogsaa har i sin magt at avbryte
processen naarsomhelst, vil man med lethet
kunne fremstille produkter med et for det
bestemte formaal passende smeltepunkt,
resp. jodtal.
Et interessant spørsmaal som først vil
kunne løses efter indgaaende
eksperimenter, vil det være hvorlangt reduktionen
maa drives for at gi et lugtfrit produkt,
samt hvorlangt reduktionen maa drives
for at gi et lugtfrit, overfor luftens
indvirkning permanent holdbart produkt, idet
man nemlig ikke paa forhaand kan gaa
ut fra at disse punkter falder sammen
(kfr. den ved vanddamp raffinerte,
temporer t lugtfrie tran).
I denne forbindelse turde det være paa
sin plads ogsaa at nævne den meget
omtalte mulighet for anvendelse av disse
hærdede hvaltranprodukter i
spisefettindu-strien, nemligmargarinfabrikationen. Rent
teoretisk set er der naturligvis intet iveien
herfor, forutsatt at det til fabrikationen
anvendte produkt var frit for lugt og
smak og viste den nødvendige
holdbarhet overfor luftens indvirkning; men det
maa i denne forbindelse erindres om at
de sterkt hærdede sorters smeltepunkt
ligger saa høit, at deres anvendelse vilde
være meget begrænset. Mest egnet vilde
naturligvis et fett med samme
smeltepunkt som smørfett være (ca. 28—30° C),
men for et saadant svakt hærdet produkt
gjælder netop de foran nævnte spørsmaal
om lugtfrihet og holdbarhet.
At der blot for disse punkters
vedkommende i alle tilfælder maatte
anstil-les indgaaende forsøk før nogen
anvendelse i større skala kunde finde sted, er
indlysende.
Vigtigheten av ved fysiologiske
undersøkelser at konstatere fettets brukbarhet
bør heller ikke undervurderes.
Ogsaa en vanskelighet av mere
praktisk art maa nævnes, nemlig at de
hygieniske og sanitære forhold ved utvinding
og lagring av transorterne som regel er
yderst slette. Det er klart at ikke et
hvilketsomhelst parti tran, selv av bedste
kvalitet, uten videre kan godtages til
spise-bruk. At en skarp kontrol her fra
stats-myndigheternes side i alle tilfælder vil
være nødvendig er selvsagt.
At anvendelsen av de hærdede
transorter i spisefettindustrien saaledes endnu
tør stille sig noksaa tvilsom, og ialfald
— selv fraset publikums fordom — vil
faa en god del vanskeligheter at kjæmpe
med, er sikkert nok, men hvorledes end
resultatet her biir, har vi dog i den nye
hærdningsproces en ny smuk
videnskapens og teknikkens seier i vore dage.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
