Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Nr. 31. 2 august 1912
- Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
2 august 1912
TEKNISK UKEBLAD
407
Formelen for støpejern kommer altsaa til
at lyde:
l / Z \ 2
& = 7,76 — 0,1205 —+ 0,00051 -I
i yt /
Sammenholdes denne formel med
Tet-majers foran anførte, sees at de praktisk
talt stemmer overens.
*
Aarsaken til anstillelsen av
foranstaa-ende betragtninger skriver sig fra en
uttalelse av den bekjendte professor G. C.
Mehrtens i hans verk: »Statik und
Festigkeitslehre« 2. bind, 2. oplag 1910,
pag. 330 under omtalen av
Osten-felds bøiningsformel: »Dagegen sind
die beiden Unveränderlichen der
Geraden-formel1 von einander unabhängig«, og
videre længere nede paa samme side:
»............Dagegen lässt sich kein
ähnlicher Zusammenhang zwischen den
beiden Unveränderlichen der
Geraden-formel1 und den Eigenschaften des
Bau-stoffes nachweisen.«
Efter hvad foran er fremholdt, ser det
imidlertid ut som om der bestaar en
sammenhæng saavel mellem
koefficienterne indbyrdes som mellem disse og
materialets egenskaper.
Om Transorternes Forædling.
Av kemiker Jacob Lund.
Blandt alle de fettarter som frembydes
paa oljemarkedet, er transorterne de som
er mindst anset, og som opnaar de laveste
priser.
Grunden hertil er at søke i den lugt
og smak som hefter ikke alene ved tran
fremstillet av bedærvet, men ogsaa av
ganske friskt raamaterial.
Denne lugt er saameget mere generende
som den ikke lar sig bortskaffe ved nogen
av de ellers anvendte almindelige
raffineringsmetoder, og desuten hefter ved
alle de av tranen fremstillede produkter.
Det er saaledes kjendt nok, at sæper
fremstillet av tran har en eiendommelig
fiskelignende lugt, som utelukker deres
anvendelse til finere bruk. Den raa tran
anvendes hovedsagelig i lærindustrien og
til sæpefabrikation; filtrerer man fra de
ved almindelig temperatur utskilte faste
glycerider, »stearin«, faar man en olje
som finder anvendelse som lampeolje,
tildels ogsaa i smøreoljeindustrien, men
dermed er ogsaa grænserne for dens
anvendelse optrukket.
Under de senere tiders sterkt økede
tranproduktion sammenholdt med det
stadig stigende fettbehov og de høiere
priser for finere fettarter er det let forklarlig,
at arbeidet for ved forædling at kunne
utbringe transorterne til høiere værdier erblit
mere brændende end nogensinde tidligere.
Det springende punkt er at bortskaffe
lugt og smak, og for at kunne gaa
rationelt frem gjælder det at utfinde aarsakerne
til disse.
De til forskjellige tider fremsatte
anskuelser kan sammenfattes i følgende 3
punkter:
1 d. e. Tetmajers.
1. Lugten foraarsakes av saakaldte
lavere fettsyrer (valerianesyre etc.).
2. Lugten foraarsakes av forraadnede
eggehvitestoffer, som ved
utkoknin-gen er gaat over i oljen, eller av
kvælstofholdige komplekser som er
bundet til fettsyrerne.
3. Lugten foraarsakes av selve tranens
bestanddeler, specielt de sterkt
umættede fettsyrer, som findes i al tran,
eller av disses spaltnings- eller
ok-sy dationsprodukter.
Punkt 1 synes at ha litet for sig, idet
de aller fleste transorter kun indeholder
ganske smaa mængder av flygtige, lavere
fettsyrer (lavt Reichert-Meisels tal).
Heller ikke er disses tilstedeværelse noget
bevis for rigtigheten, idet som bekjendt
baade kokosolje og smørfett indeholder
betydelige mængder flygtige fettsyrer uten
at være i besiddelse av nogen utpræget
lugt eller smak.
Hvad punkt 2 angaar saa er det
vistnok utvilsomt at de simplere kvaliteters
lugt tildels skriver sig fra forraadnende
kvælstofholdige stoffer, som er gaat over
i oljen. Deres tilstedeværelse er ogsaa
paavist, men mængden er kun ganske
ubetydelig. Ved behandling med sterkt
oksyderende kemikalier kan de dog
ial-fald delvis fjernes, og den raatne lugt
forsvinder.
Den fiskelignende lugt som ogsaa hefter
ved olje av ganske friskt raamateriale, biir
dog igjen. Mot den antagelse at disse
kvælstofholdige stoffer skulde gaa ind i
selve fettsyrekomplekset, taler den
om-stændighet at selv ved forsæpning med
efterfølgende destillation av syrerne
forsvinder lugten dog ikke, mens man kan
gaa ut fra at disse forbindelser i tilfælde
maatte spaltes.
Tilbake staar da punkt 3, og efter alle
hittil gjorte iagttagelser kan man
formentlig gaa ut fra at denne anskuelse er den
rigtige, — at lugten skyldes de sterkt
umættede fettsyrer.
Transorternes fettsyrer er i det hele tat
litet kjendt. De har samme midiere
mole-kylarvegt som de fleste andre oljers (ca.
280) med et jodtal fra 100 opover til 180,
i almindelighet ca. 130 (hval-, sæl-,
sildetran). I motsætning til planteoljerne
som kun indeholder fettsyrer med optil
3 umættede bindinger, har det vist sig at
tran sorterne ogsaa indeholder syrer med
4-, ja 5-dobbelte bindinger.
Saa sterkt umættede syrer er
naturligvis let utsatt for oksydation av luftens
surstof, og paa samme maate som f. eks.
linolje ved tørring utvikler en
fernislignende lugt, skulde da disse syrer, særlig
naar de var utsatt for luftens indvirkning,
vise en mer eller mindre sterk fiskeagtig lugt.
Det er sandsynlig at selve de umættede
syrer — uten nogen oksydation — ikke
er ganske lugtfri, ti selv den saakaldte
hydroksylfri medicintran, som er
utsmel-tet i en kulsyreatmosfære, kan ikke siges
at være ganske uten den specielle
tranlugt; denne optrær ogsaa ved selve
ut-kokningen av f. eks. hval- og sæltran,
altsaa før luften har indvirket paa oljen.
At lugten dog i særlig grad stammer fra
oksydationsprodukter fremgaar derav, at
de simplere for luftens indvirkning mest
utsatte kvaliteter altid viser den sterkeste
tranlugt. Dette kan ogsaa paa vises ved
at stille et glas med tranfettsyrer i solen
eller henlægge et stykke transæpe utsatt
for lysets indvirkning. I begge tilfælder
vil den specifike lugt tilta, og der dannes
oksysyrer, let kjendelige derved at sæpen
antar en mørk, brun farve.
De forskjellige metoder der gaar ut paa
at gjøre tran lugtfri uten at ændre dens
kemiske sammensætning, skulde saaledes
paa forhaand være dømt til at mislykkes,
og i virkeligheten er det heller ingen av
dem som har slaat helt igjennem.
Særlig maa nævnes behandling av tranen
med overhetet vanddamp, med eller uten
tilsætning av lugt- og farveabsorberende
stoffer og under luftens utelukkelse.
Herved skal kunne opnaaes et praktisk
talt lugtfrit produkt, der dog ikke er
holdbart overfor luftens indvirkning, idet
kvaliteten gaar tilbake ved lagring og efter
forsæpning.
Efter en anden metode destilleres
tran-fettsyrerne med vanddamp i en
kulsyreatmosfære ; denne metode kan efter det
forannævnte heller ikke levere produkter
av bedre kvalitet.
Østerrikeren dr. Bøhm opheter tran i
vakuum til en temperatur av ca. 400 0 C.
for at fjerne de lugtende stoffer. En
prøve som jeg i sin tid undersøkte, var
ialfald temporert lugtfri; den var dog
for-liten til nærmere undersøkelse. Den
specifike vegt var steget fra 0.924 til 0.949,
og antagelig har der saaledes fundet en
polymerisation sted av de sterkt umættede
forbindelser.
Bedre chancer for et godt resultat har
de metoder hat, som foruten at søke
fjernet de kvælstofholdige stoffer, ogsaa har
tilsigtet eller bevirket kemiske
forandringer i selve tranens sammensætning.
Mest kjendt av disse er vel Sandbergs
metode, hvor tranen resp. fettsyrerne
behandles med 20—25 °/0 koncentrert
svovlsyre ved noget høiere temperatur (ca. 40 0 C),
under samtidig tilsætning av
salpetersyrlige salte. Efter at være befriet for
syren ved kokning med vand, renses
fettsyrerne ved destillation med overhetet
vanddamp. Forøvrig findes der en hel
række metoder, hvor man kun behandler
tranen resp. syrerne med svovlsyre alene
i større eller mindre mængder og ved
lavere eller høiere temperatur (optil 120° C).
Ogsaa her renses da fettsyrerne ved
efterfølgende destillation. Fettsyrerne undergaar
herved indgripende forandringer i sin
kemiske sammensætning.
Spørsmaaletom svovlsyrens indvirkning
paa umættede fettsyrer har særlig været
studert av den engelske kemiker
Lewko-witch. Han har fundet at der ved direkte
addition dannes fettsyreestere, der ved
kokning med vand spaltes under optagelse
av et vandstofatom og en hydroksylgruppe.
Av oljesyre C8 H34 O2 dannes
oksy-stearinsyre C8 H36 O3.
Jodtallet gaar da ned fra ca. 90 til ca. 10.
Ved destillation spaltes denne
imidlertid og gaar hovedsagelig over i
isoolje-syre, hvorved jodtallet gaar adskillig op
igjen (ca. 70).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Fri Jan 24 22:59:19 2025
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/tekuke/1912/0423.html
