Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 44. 1 november 1912 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1 november 1912
TEKNISK UKEBLAD
565
Fig. 5. Magnetisk ændring efter Osmond.
komme nærmere tilbake til, idet vi først
skal se nærmere paa
konstruktionsstaa-lene med den indflydelse tilsætning av
forskjellig mængde Ni eller Mn har paa
forskjellige egenskaper.
Nikkelmængdens indflydelse paa
nedsættelsen av ændringstemperaturen vil
fremgaa av følgende figur for 0,16 °/0 C
(fig. 4), og specielt for den magnetiske
ændring for 0 °/o C (fig. 5).
For den irreversible del, 0—30 °/0 Ni,
faar man altsaa ved avkjøling
magnetismen igjen (a) ved adskillig lavere
temperatur, end man mistet den ved
ophet-ning (b). Denne omstændighet kan ha
praktisk betydning hvor man har
kompashus av nikkelstaal, som ved at utsættes
for sterk kulde kan bli magnetisk.
Efter Guillet skal skematisk angis
hvorledes enkelte egenskaper ændrer sig
med Ni-indholdet for et staal med 0,2
% C, hvor materialet er smidd og
avkjølet i luften (fig. 6}.
Ved en metallografisk analyse vil man
finde aarsaken til dette kurveforløp.
Under 8 °/0 Ni er staalet perlitisk, 12—
22 martensitisk og over 24 °/0 Ni
auste-nitisk. Guillet viser ogsaa skematisk,
hvordan disse soner forlægges ved en
anden kulstofgehalt, (fig. 7).
Man vil ogsaa av denne fig. se at Ni
ved alle kulstofgehalter nedsætter
ændringstemperaturen. For nu at opnaa
samme virkning eller samme struktur
er en forskjellig Ni-mængde nødvendig
ved forskjellig kulstofmængde, en
omstændighet som naturligvis i teknikken er
meget vigtig paa grund av at C er
billigere end Ni. Lignende virkning som
Ni har nu mangan, som sænker
ændringspunkterne efter kurven i fig. 8.
En tilsætning av mangan har samme
virkning som den dobbelte mængde
nikkel. Man kan ganske enkelt ved at
indføre de halve værdier for Ni i
strukturdiagrammet faa manganets
strukturdia-gram.
Av de tre grupper staal biir nu de
per-litiske anvendt mest i tekniken til
kon-struktionsøiemed; de martinsitiske har
mindre betydning paa grund av den store
haardhet, som gjør dem vanskelige at
bearbeide, mens de austenitiske staal paa
grund av sin seighet, syrebestandighet
og umagnetiserbarhet igjen finder større
anvendelse.
Efter Ni- og C’-mængden fik man
nu disse tre grupper staal ved
smi-ning og almindelig avkjøling. De
perli-tiske kan man som almindelige
kulstof-staal ved hærdning overføre i
martensi-tiske og eventuelt i austenitiske, og likesaa
kan de martensitiske overføres i
austenitiske, mens disse selv biir upaavirket av
hærdning. Hærdningen maa som ved
kulstofstaalene almindelig foretages fra
temperaturer høiere end
ændringstemperaturen for dannelsen av den faste
opløsning, likesom omvendt en
op-hetning til samme temperatur med
paafølgende langsom avkjøling igjen vil gi
den oprindelige struktur.
Fig. 7. Strukturformer i C-Ni-staal efter Guillet.
Manganets indflydelse paa smibarheten
er uheldigere jo høiere kulstofmængden
er, men er paa den anden side ved lave
kulstofmængder heldig, da mængden av
svovl og surstof og derved tilbøieligheten
til rødskjørhet nedsættes.
Med høiere manganmængde synker
den elektriske ledningsevne og likesaa
varmeledningsevnen, hvilket sidste er
endnu mer utpræget ved de selvhærdende
hurtigstaal og medfører at disse specialstaal
er særdeles ømfindtlige for haardhændt
varmebehandling og let slaar sprækker.
Mangan hemmer nu ogsaa
ændrings-hastigheten noget og danner derved
paa en maate bindeleddet mellem
kon-struktionsstaalene og hurtigstaalene, hvis
typiske bestanddeler som nævnt var Wo,
Mo, Vd hvorhos ogsaa Cr almindelig
regnes som hørende til gruppen, selv om der
er nogen uklarhet med hensyn til dets
virkninger.
Vi skal nærmere belyse disse sidste
tilsætningers indflydelse paa
ændringen. Der blev nævnt at normalt, altsaa
ved almindelig avkjøling efter smining
ved sedvanlige temperaturer, vilde
ændringstemperaturerne ligge noget høiere
end for de rene kulstofstaal. Men nu
kommer det merkelige, at hvis disse legeringer
ophetes og avkjøles fra høie temperaturer^
vil ændringstemperaturen sænkes, m.|
a. o. den høide hvortil legeringerne var’
Fig. 8. Ændring i Mn-staal efter Osmond.
opvarmet har indvirkning paa
ændringspunktets beliggenhet.
I fig. 9 viser saaledes de heltrukne
linjer den normale avkjølingskurve med
primær utskilning av karbid og perlitisk
ændring og den tilsvarende normale
ophetningskurve. Den hosføiede prikkede
kurve viser avkjølingskurven naar
legeringen har været ophetet over en viss
temperatur, hvorved altsaa de respektive
ændringer foregaar ved lavere
temperatur.
Osmond har nu git den mest plausible
forklaring av dette fænomen, som gjør
sig sterkest gjældende ved hyporeutektiske
staal, idet han antar at det fremmede
metal Wo, Mo o. s. v. sterkt nedsætter
ændringsevnen. De gjør altsaa
systemet trægere i at indstille sig i stabil
likevegt, saa man ved nogenlunde rask
avkjøling f. eks. i luftblæst fuldstændig
kan hindre at ændringen foregaar og
derved fastholde den haarde martensitiske
struktur, hvor man med kulstofstaal
vilde ha perlitisk. Likedan vil naturligvis
denne træghet gjøre sig gjældende naar
det gjælder opløsning av ferrit og
cemen-tit i y-jern, saa man altsaa maa ophete
til betragtelig høiere temperatur end ved
kulstofstaal for at faa opløsningen til at
gaa nogenlunde raskt og fuldstændig for
sig. Efter det som før er sagt, maa det
være indlysende at man ønsker saa meget
som mulig i den martensitiske struktur
for at staalet skal ha sin heldigste
haardhet og fasthet.
Det er altsaa først naar karbidet er i
fast opløsning at den omtalte sænkning
7/z?
Fif. 9.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
