- Project Runeberg -  Teknisk Ukeblad / 30te Aargang. 1912 /
659

(1883-1931)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 51. 20 december 1912 - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

20 december 1912

TEKNISK UKEBLAD

659

peker i retning av bedre helse og sundhet
for beboerne. Specielt kan merkes at
livskraften er forbedret og at smitsomme
sygdommer i distriktet er mindsket.

Jeg antar at inden forløpet av mange
aar vil alle interesserte kommuner vælge
et av følgende standpunkter:

a) forlange at alle fabrikker skal betale
sine arbeidere en saa høi løn at de kan
faa passende boliger, god føde og klær.

At gjøre dette vil ikke stride mot social
orden og frihet, og det er dygtige
autoriteters pligt ikke at tilsidesætte dette
spørsmaal.

Eller vi maa arbeide paa:

b) at de kommunale myndigheter eller
filantropiske selskaper faar hjælp av staten
til at bygge og utleie hus til denne klasses
medlemmer, hvor dens boligforhold ikke
er tilstrækkelig gode.

Jeg er paa ingen maate bange for
daarlige resultater som følge av en saadan
fremgangsmaate. Jeg er paa enhver maate
imot at bruke statstilskud og statsbidrag
til nogen klasse; men jeg indrømmer at
vi her har at gjøre med saa uheldige
forhold, at jeg ikke alene anbefaler, men i
høi grad bønfalder om indskriden en gang
for alle for at sætte en stopper for
forhold som ikke alene er en skamplet paa
civilisationen, men ogsaa betegner en
hindring for ordnede sociale tilstander.

Gruppe III.

Boliger for de faglærte arbeidere.

Denne klasse er arbeidernes aristokrati
og indbefatter haandverkere, mekanikere
o. s. v. hvis økonomiske kaar er saadanne
at de kan betale leie for et nogenlunde
vel utstyrt hus. Med hensyn til sundhet
og velvære er ingen utgifter mere
fornuftig anvendt end til et solid og godt
hjem. Det er med glæde jeg kan si at
en stor del av den engelske befolkning
er opmerksom herpaa.

Utenfor England tror jeg disse folk
lever bedst i Holland og Belgien. I land
hvor leiekasernen er i bruk, er tilstanden
ikke saa god, og rummene er alt for ofte
overfyldte.

I Berlin lever ca. 78 °/0 av
befolkningen i et og to rum, i London kun 47 °/0.
Utenfor London er forholdet meget bedre.
Hvor stor sammenstuvningen i enkelte
rum kan være i de store byer med
leie-kaserner sees av følgende tabel, hentet
fra Berlin.

35917 leiligh. 1 vær. og kj. hadde 4 beboere

23024 — — - » — 5 —

12108 — — - » — 6 —

o. s. v. helt op til 14 beboere for 1 vær.

og kjøkken.

Jeg anser den engelske »Cottage«-type
fordelagtigere, men man maa ikke overse
de mange feil ved disse arbeiderboliger.

For det første er de lange gater med
de røde murstenshusene monotone og
blottet for skjønhet. Arkitekturen er ofte
helt forsømt. Og planarrangementet er
ogsaa ofte meget daarlig.

En arbeiderfamilies hus bør bestaa av
mindst 3 soveværelser — et for far og

mor og to separate for barn, desuten en
stor, lys og venlig dagligstue, som kan
tjene som arbeidsværelse for husmoren,
lekeværelse for barna, samt spisestue
for hele familien. I forbindelse med dette
bør arrangeres et litet opvaskrum, hvor
alt grovarbeide utføres. Hvor særskilt
baderum ikke er at opnaa, kan badet
placeres i opvaskrummet. Med hensyn
til stadsstuer er der stor meningsforskjel;
personlig er jeg enig i at en stue eller et
kabinet er av det gode.

Den sidste og ikke mindste
nødvendighet er haven. Hvor værdifulde offentlige
parker og haver end er, kommer de allikevel
ikke op mot ens egen lille have. Den
kan være liten, det er sandt; men dens
fordeler er mange; bare det at den
tillater sol, lys og luftcirkulation rundt
huset er ikke av liten værdi.

Byplaner.

Byplanlæggelsens historie kan inddeles
i 3 perioder.

Den første omfatter den tid da byen
saavel som dens borgere maatte være
forberedt paa at forsvare sig mot fiender,
som med vaabenmagt vilde storme
bymuren og ta dens borgere tilfange og
gjøre dem til slaver.

I den anden periode var det konger,
prinser og store mænd som bygget
imponerende byer — Versailles, Koblenz og
Karlsruhe tilhører denne periode, likeledes
Peter den stores anlæg av St. Petersburg.

Til den tredie periode henhører byer
som utviklet sig paa en bredere basis,
hvor den rike middelklasse og formuende
folk stræbte efter komfort, storslagen
pragt-og virkningsfuld arkitektur.

Med undtagelse av enkelte tilfælder
blev disse ting i mange retninger forsømt
i det 19de aarhundrede. Byer, særlig
industricentrer, blev anlagt og utvidet, men
de er kjedelige og blottet for kunstnerisk
karakter — ja helt ut stygge.

Men hvorfor? Sikkerlig har netop disse
byer, hvor nationens mest anstrængende
arbeide utføres, meget krav paa skjønhet
og glæde.

Heldigvis er nu byplanspørsmaalet
kommet ind i et andet stadium, hvor alle
nødvendige hensyn tages ved anlægget av nye
og ved utvidelse eller forbedring av gamle
byer, hvad enten de er for rike eller
fattige.

Utviklingen av den nye type av
byplaner — havebyerne — har stillet sig
en dobbelt opgave, nemlig at bygge et
hus tilsvarende arbeiderens fordringer, og
at placere huset saaledes, at det faar mest
mulig fordel av Guds gaver — sol og luft.

Nødvendigheten herav er stor; ti det
maa erindres at nationens livskraft for
en stor del avhænger av dette.

Og en nation hvis hjem er sunde, vil
findes blandt de første i rækken.

Det er derfor i samfundets interesse
at arbeiderfamilierne faar bo i saadanne
havebyer — at gi dem let og billig
adgang til det.

En sammenligning mellem disse nye
idéer og de som almindelig er praktisert
vil belyse dette.

1. Helsen og sundheten er betydelig
forbedret; f. eks. i Bournville er
dødeligheten 7.8 pr. 1000 Hvis man
tar i betragtningt hvad
reduktionen i dødlighetsprocenten betyr,
saa ser man f. eks., at i Belgien (et
forholdsvis litet land) paa 8
millioner indbyggere, vilde 8000 mennesker
bli sparet hvert aar.

Jeg er imidlertid sikker paa at man
ved bedre boligforhold kunde bringe
tallet op i 10 000.

2. En anden merkværdighet ved
havebyerne er deres forholdsvis lave
husleie. I Bournville med 8 huser
pr. acre (= 4050 m2) er leien for et
5 værelsers hus med bad ca. kr. 6.00
pr. uke. Haven indbringer for hvert
hus ca. kr. 1.10 pr. uke, og man vil
da indse hvor lav den
gjennemsnit-lige netto leie pr. hus biir.

3. Endnu noget som tiltrækker sig
op-merksomhet er hvor umaadelig billig
gatef og veier kan anlægges i disse
byer, for det er jo ikke nødvendig
at anlægge gater her hvor en enkelt
melkevogn kommer kjørende, paa
samme vis som i en industriby.

At vælge passende byggemaater for
gaterne trænger nøie overveielse. De kan
deles i tre hovedgrupper:

Type I. Gater av almindelig bredde som
optar gjennemgangstrafik, sporvogner,
motoromnibusser og heste- og
vogntrafik. Disse bør utstyres med
for-toug og brede beplantninger.

Type II. Gater som optar underordnet
trafik og muligens sporveier.

Type III. Gater hvor der ingen
forretninger er, og som derfor bare tjener
som adkomstvei til husene.

Valget for disse sidste maa staa
mellem den grønne have og den graa søle.
Vel er det saa, at en by maa ha brede
hovedgater; men der hvor trafikken er
helt sekundær, vilde det være bortkastede
penger at bygge flotte brede gater. Det
er ikke gatens bredde, som er det
nødvendigste, avstanden mellem husene kan
være like stor for det. Og det areal man før
brugte til for brede gater, kan man nu
indlemme i haverne.

Det er ikke alene de store boulevarder
og parker som fortjener arkitekternes og
ingeniørernes omtanke, den nye utvikling
av bedre boligforhold har like saa stort
krav paa fagmændenes opmerksomhet.

La mig saa nævne det fundamentale
grundlag som denne nye retning bygger
paa, nemlig: begrænsningen av antal hus
eller værelser pr. hectar.

Der kan kanske bli spørsmaal om hvad
ret autoriteterne har til at blande sig
heri; svaret er at samfundet altid har
maattet betale i dyre dommer der hvor
resultatet av daarlige byanlæg viser sig, og
det har derfor uindskrænket ret til at
værne om sine medlemmers sundhet og
helse.

Den engelske Town Planning Act av
1909 gir kommunerne adgang til at
fastsætte et normal-antal hus pr. hectar.
An

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 24 22:59:19 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/tekuke/1912/0675.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free