Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 18. 30 april 1915 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
248
TEKNISK UKEELAD
Nr. 18 1915
skillig sæpeindustri her i landet og flere
fabrikker foretar spaltning av fettet i
autoklav; men det utvundne
glycerinvand og sæpeunderlut eksporteres eller
slaaes bort og vi indfører saa ren
glycerin. Vi vilde i et knipetak staa uten
glycerinproduktion inden landet.
Likeledes mangler vi stearinsyrefabrikation, saa
lysfabrikkerne indfører sit raastof.
Men la os vende tilbake til landbruket
og dets forhold til industrien, la os gaa
over til det landbruket kræver at faa av
saakaldte kunstige gjødningsstoffer. Vi
vet at planten bygger sig op av stoffer
som den tar fra luften og fra jorden.
Som regel vil alt hvad den trænger være
tilstede i rikelig mængde undtagen
kvælstof, fosforsyre, kali og undertiden kalk.
Fra gammel tid har man visst at det
hjalp at gjødsle jorden med naturlig
gjødsel, og dette var nok, saalænge jordens
produkter i det væsentlige blev brukt
paa stedet. Da kommunikationerne
ut-vikledes saa varebyttet blev almindelig,
blev dette anderledes. Jorden vilde mange
steder pines ut, da naturgjødningen ikke
strak til. Men saa kom 1840 Liebigs
banebrytende virksomhet, hvormed han
grundet den moderne gjødningslære, og
man begyndte at føre de nødvendige
stoffer til jorden i form av
»kunstgjød-ning«. Man har hævet jordens
avkastning umaadelig og kan end yderligere
langt videre øke den. Verden bruker nu
for ca. 2% milliard pr. aar i kunstige
gjødningsstoffer.
Kvælstofgjødning har vi i salpeter,
ammonsulfat, cyanamid samt guanoer
etc.
Luftkvælstoffets nyttiggjørelse har været
saa ofte omtalt at jeg ikke skal gaa i
detalj her; men jeg vil nævne at
Chili-leierne som indtil de nye metoder kom,
praktisk talt var verdens eneste kilde til
saTpeferkvælstof, er forholdsvis smaa.
Hvor længe de vil holde kan man ikke
sikkert si. Meningerne er herom meget
delte. Man trodde for 20 aar siden at
tiden for uttømniug laa nærmere end
den har vist sig at ligge, og
karakteristisk for den betydning man da tilla
det at faa kvælstof nok, er den ofte
ci-terte tale av Sir William Crookes ved
aapning av British Associations møte
1898, om »the wheatproblem«
(hvete-problemet.) Han fremhæver her at det
vil være umulig at skaffe jordens
tiltagende befolkning brød, dersom man ikke
kunde skaffe jorden tilstrækkelig
kvælstofgjødning, og betegner kvælstofspørsmaalet
som et livs- og dødsspørsmaal for de
kommende generationer; og han peker
tilslut paa løsningen av
kvælstofproble-met og ender med at si, »at binde luftens
kvælstof er derfor en av de store
opdagelser som venter paa at fuldbyrdes
gjennem kemikernes skarpsindighet«. Nu,
kvælstofproblemet er løst. Vi har 3
teknisk benyttede luftforbrændingsprocesser:
Birkeland-Eydes, Schønherr-Hessbergers
(Badisches) og Paulings metoder, vi har
kvælstofbindingen til karbid efter
Frank-Caro, hvorved vi faar cyanamid og vi
har nitridbindingen, som forøvrig
foreløbig neppe vil praktisk gjennemføres og
den direkte ammoniakkatalyse efter Habes.
Den sidste er en av de mest glimrende
gjennemførte processer som vi har set i
den nyere tid, saavel videnskabelig som
teknisk. Hvad vil mine herrer ingeniører
f. eks. mene om at arbeide i lukkede
kar ved flere hundrede atmosfærers tryk
og ved rødglød? I karbid-,
cyanamid-industrien og salpeterindustrien har Norge
vældige fremtidsmuligheter direkte og
gjennem dem andre muligheter som disse
industrier aapner. Salpeterindustrien gir
ikke bare gjødningsstoffer. Den gir ogsaa
det, om jeg saa kan si storindustrielle
reagens, salpetersyre som spiller en meget
vigtig rolle. Man har her i landet fundet
metoder til opkoncentrering av den tynde
syre til den meget værdifulde
koncen-trerte 98 % syre, som finder anvendelse
til sprængstoffabrikation,
farvestoffabrikation, medicinske stoffers fremstilling,
kunstig silke og andet. Dette produkt
fremstilles nu regelmæssig paa Rjukan
og forsendes derfra i
aluminiumstankvogner og videre i aluminiumstankskib.
Det anvendes f. eks. av
nitroglycerinfabrikken paa Engene. Videre er
natriumnitritfabrikation for farvefabrikker helt
erobret av den norske salpeterfabrikation.
Videre fremstilles meget ammonnitrat,
som anvendes i vældige mængder av
sprængstoffabrikationen (til
sikkerhets-sprængstoffer). Dette sidste stof kan
muligens bli fremtidens kvælstofgjødning
og er særlig interessant ogsaa derved at
det vil binde sammen de to sorter
norsk kvælstofindustri:
salpeterfabrikation og cyanamidfabrikation, idet denne
sidste let og næsten fuldstændig ved
behandling med vanddamp under tryk
kan overføre sit kvælstof i
ammon-niak (fabrik snart færdig paa
Notodden, som hittil har benyttet engelsk
gasvand). Ogsaa cyanamidfabrikationen
aapner vide felter for videre utvikling.
Man kan overføre den i cyankalium (for
guld og sølvekstraktion) i dicyandiamid
(for sprængteknik), i urinstof og dermed
i en mængde organiske produkter som
kan gi megen præparatteknik. Personlig
tror jeg derimot mindre paa den
industrielle fremtid for en overføring av
ammoniak fra cyanamid i salpetersyre
efter Ostwalds katalytiske proces.
Alum nitridprocessen efter Serpek har
vistnok støtt paa saa mange tekniske
vanskeligheter at den neppe vil faa
betydning i nær fremtid.
Naar vi mener at kunne se lyst paa
vort lands industrielle muligheter i
kvælstofindustri, skylder vi dog at kaste et
blik paa dens konkurrenter. Chili er
omtalt; men man har den mængde
bundet kvælstof som ligger i stenkullene.
Blev alle de ca. 1500 millioner ton kul
som aarlig brukes i verden med
gjennem-snitlig 1 °/0 kvælstof, tørdestillert og 1/10
av kvælstoffet overført i ammoniak, vilde
man faa 1,5 mill. ton kvælstof pr. aar,
motsvarende f. eks. 7,5 mill. ton
cyanamid.
Videre har vi Habers proces. Vi vet
ikke hvad den vil bli; men biir den en
teknisk sukces, saa har man en
kvælstof-binding uavhængig av vandkraft.
La os nu gaa tilbake igjen til
gjødning og ta kaliet. Kali kan faaes paa
mange maater: av træaske, biprodukt fra
melassesukkerfabrik, av saueuld, av
tangaske ; men alle disse raastoffer er av rent
underordnet betydning overfor de tyske
kalileier. Her har Tyskland et faktisk
monopol som de ogsaa utnytter til
beskatning av hele resten av verden. De
saakaldte Stassfurterleier er av uhyre
ut-strækning. Nylig saa jeg en beregning
hvorefter de ansloges at kunne forsyne
verden i 5000 aar. Men man vil gjerne
være uavhængig, og der foregaar netop
nu et intenst arbeide for at finde andre
kalikilder, særlig i Amerika. Vi har
taren som bearbeides for at gi jod og
som samtidig gir ganske meget kalisalte.
Vi faar kanske av vort forbruk av
kali herfra, og mere kunde skaffes
dersom man ikke var begrænset av
jodtrusten. Men det man ellers tar sigte
paa, er overførelsen av
alkalilerjordsilica-ternes kali i opløselig form. I vore
bergarter findes der uhyre mængder av
feld-spat med kali og aluminiumoksydjndhold
som vilde gjøre dem værdifulde, dersom
man fandt en nogenlunde billig metode
til at uttrække disse stoffer. Her
foreligger en opgave hvis løsning indebærer
næsten likesaa store muligheter som
løsningen av kvælstofproblemet og som bearbeides
intenst, hvilket vi saa sterkt faar
indtryk av i patentlitteraturen nu om dagen.
Kan man løse dette, samtidig at utvinde
kali og aluminiumoksyd av billige
feld-spatmineraler, faar vi ogsaa nyt raastof
til en aluminiumindustri som vilde
frigjøre os fra de nu indførte raastoffer
hertil.
La os gaa videre med gjødningsstoffer
til fosfaterne. Vi har at regne her med
benmel, naiurlige og kunstige guanoer,
thomasfosfat og superfosfat. De nu for
verdensforsyningen vigtige produkter er
thomasfosfat og superfosfaten. For os
er rigtignok ogsaa benmel, hvalguano og
fiskeguano av adskillig betydning.
Thomas-fosfaten faaes som biprodukt ved deu
basiske bessemering av jern og danner
eiendommelig nok hos os den helt
overveiende fosfatgjødning, mens verden
forøvrig bruker langt mere superfosfat. At
vort land importerer superfosfat (Lysaker
producerer antagelig ca. 6000 ton) er en
av de ganske underlige foreteelser. Vi er
jo et av de større kisproducerende land
i verden, og har derfor (og netop her i
det trondhjemske) særlige betingelser for
at kunne producere svovlsyre, som er
»reagenset« for at overføre raafosfaterne
i superfosfat. Der er ingen rimelig grund
hvorfor vi ikke her skulde kunne
producere superfosfat likesaa billig som alle
andre land i verden. Raafosfater faar
hele verden fra Florida, Tunis, Algier
eller Ozeanøer (vi har nok vor apatit,
men den er for dyr nu som raastof), og
svovlsyren laver næsten alle land
væsentlig av spansk og portugisisk, men
dernæst ogsaa av norsk kis. Der er efter
min mening faa steder mere naturlig
anlagt for svovlsyreproduktion og derav
følgende industri end netop det Trond
hjemske med kis og kraft og gode
havne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
