Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 20. 14 mai 1915 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
14 mai 1915
TEKNISK UKEBLAD
267
Under støtet er vandproppens frie ende
bare utsat for det i denne betydning
forsvindende lille damptryk; og da
væsketrykket i proppen stiger mot den støtende
ende, vil man her let komme over det
fænomen at anstrengelsen av rørmaterialet
er større efter længden end efter
omkredsen. Da vandproppen nemlig for det
meste er kort, vil det høie tryk ikke ha
nogen utstrækning langs røret. Det er
saaledes meget almindelig at bruddet
sker paa tvers av røret istedetfor paa
langs.
Aarsaken til disse uheld er altsaa den
at der tappes ut vand av ledningen mens
damp staar paa. En vanlig 1/4//
utblaase-kran er overflødig stor til at fremkalde
sprængning av ledningen, naar forholdene
forøvrig er gunstige for en saadan.
Man maa derfor ha som en almindelig
regel: Der slippes ikke damp paa
ledningen saalænge der er vand i den. Nu er
det i almindelighet vanskelig at holde en
isolert ledning fri for damp, da ventilerne
sjelden er aldeles tætte. Da der som
før vist skal et meget litet damptryk til
for at fremkalde ulykke, maa man derfor
ikke stole paa tilfældig brukte
utblaase-kraner, omløp e. 1. Der maa være en
vandutskiller ved rørets laveste punkt
og derfra et faldende, altid aapent rør
til en automatisk dampfælde.
Dampledningen maa ha et fald i
dampens retning av mindst 1 paa 500.
Vand-flaten vil derved ikke blottes i fuld
utstrækning med én gang, og en eventuel
vandhammer vil først optræ paa selve
rørvæggen. Hvis ledningen er lang og
begge endepunkter ligger i samme høide,
bruker man derfor at dele længden i
flere dele, saaledes at hver del har fald i
dampens retning og at der ved
overgangen mellem disse dele anbringes en
mindre vandutskiller (med dampfælde etc.).
Dampen stiger da i denne vandutskiller
til det høiere liggende begyndelsespunkt
for den næste del. Skal ledningen stige
bør dette gjøres ved avvekslende lodrette
dele med vanduttak og næsten vandrette,
litt faldende dele. Det er selvfølgelig
aldeles galt at Ja ledningen ha fald til
kjelen. Saasnart der nemlig gaar damp
i ledningen er hastigheten av samme saa
stor at vandet ikke render imot dampen.
Det er ogsaa klart at vanlige
skrueventiler med kulehus maa vendes paa siden,
da vandet ellers vil staa til centerhøide.
For endel aar siden var det moderne
at bruke ringledninger ved større
damp-verk. Av ovennævnte hensyn vil det
sees at det ligger i ringledningens natur
at stride mot nysnævnte elementære reg
ler. Det er et uløselig problem og heller
ikke mere aktuelt, uten forsaavidt at man
fremdeles kan vente uheld ved de gamle
anlæg. Enkelt-, paralel- og
krydsledninger som er indrettet for at føre dampen
i én retning, vil i de fleste tilfælder let
kunne anordnes sikre, selvfølgelig ved
rigtig stel.
Folk som ikke har større praksis synes
at man da ikke skulde ha dampledninger
som kan bli farlige, ja som kan
sprænges bare ved at man aapner en kran.
Det maatte da kunne indrettes saa at
der ikke var likefrem fare! — Her er ét
svar: »We are no believers in »fool-proof«
devises — fools should be kept away
from machinery altogether«. Dette er dog
noget krast, da feilen oftest ligger i
manglende undervisning, sjeldnere i slurv
eller dumhet. Men det hjelper litet for
manden selv eller hans lidelsesfæller om
ulykken har hændt ved hvilkensomhelst
aarsak som det stod i menneskelig magt
at undgaa. Det personlige element maa
her gjøres sterkt gjældende, da faren
er stor.
Tømningen av en dampledning for
kondensvand kan være noksaa usikker
hvis alle dampventiler er tætte. Der vil
nemlig i saa tilfælde opstaa et vakuum
i ledningen naar vandet render ned til
dampfælden. Man har derfor anbragt en
vakuumventil paa dampledningens øvre
side for at slippe luft ind. For det meste
er dog saadanne ventiler litt usikre i sin
virkning og de vil let forlede betjeningen
til at tro at alt er i orden. Det rigtige
er at folkene stoler paa sig selv og sit
gode omdømme og at de selv ser at
vandet er borte. En prøvekran paa røret
straks over dampfælden vil vise dette.
Betjeningen maa ogsaa vite at
vandhammeren er et farlig projektil og at et
sønderskutt damprør vanligvis er høist
fatalt for dem som er i kjelhuset, den
materielle skade ufortalt.
Den udmerkede engelske
ulykkesstatistik viser at det slet ikke er nogen
barnesygdom for dampaulæg som det her
gjælder. Der er like mange førstegangs
vandhammerulykker ved 20 og 30 aar
gamle anlæg som ved nye. Man maa
derfor aldrig være sikker av den grund
at anlægget er gammelt og prøvet. En
ny gut i kjelhuset kan ved misforstaaelse
volde ulykke.
De fleste ulykker hænder derved at en
sideledning til maskin eller kjel eller at en
del av en ringledning skal sættes i drift
efter at den i nogen tid har været ute
av bruk. Der er da damptryk i
hovedledningen, og et rør- eller ventilbrud vil
derfor kunne faa de forfærdeligste følger.
Selvstængende dampventiler eller lignende
kan selvfølgelig ikke anordnes saaledes
ved et fordelt dampanlæg at der kan
op-naaes nogen sikkerhet mot vandhammer.
Da er det bedre at indrette
vedkommende detalj korrekt og gi instruks
angaaende behandlingen.
Man har fundet at der ogsaa kan bli
vandhammer i en dampledning selv om
der er noget luft tilstede. Det synes som
om denne ofte har frembragt en
tilbake-slagsbølge, som ved et uheldig træf med
en fremadstormende vandprop volder
katastrofe paa det sted hvor de to
vandmasser møtes.
Som sagt, vandhammeren pleier at
indledes lunt og uten advarsel. Ofte
hænder det dog at smaa vandpropper faar
kondensert dampen før de naar enden
av røret. Saaledes vil der ved mindre
damprør, som f. eks. ved wincher ombord
i dampskibe kunne høres skarpe smeld
fra forskjellige steder av røret. Det er
smaa vandhammere som klasker til
rorvæggen under rørets opvarmning.
Man har ogsaa eksempler paa
vand-hammervirkning paa andre steder end
damprør. Stromeyer omtaler saaledes at
utblaaserøret fra en kjel gik ned i en
vandgrop. Da det utblaaste vand var
hett, dannet der sig damp i røret. Efter
at utblaasekranen var stængt
konden-sertes dampen og vandet for fra gropen
op gjennem røret og sprængte dette ved
kranen. Et andet av Mr. Stromeyers
eksempler gjælder det indre føderør ved
en sjøkjel. Fødingen hadde for en stund
ophørt og det salte kjelvand fordampet
det i røret staaende ferskere vand. Da
fødingen igjen begyndte blev dampen
kondensert og kjelvand strømmet da ind i
røret og sprængte det. Det er paa samme
maate indlysende at uheld med
indvendige føderør ved enkelte landkjeler hvor
fødeventilen er anbragt paa toppen, kan
skyldes vandhammer. Ved et ophør i
fødingen vil vandet i røret fordampe, da
røret ligger over vandstanden og nyt
indfødet vand vil ha samme virkning
som i sidste tilfælde.
Det vilde føre for vidt her at anføre
flere av de som farlig anseede
anordninger av dampledninger. Jeg haaber
imidlertid at det vil være noksaa let for
enhver at finde ut om et anlæg i saa
henseende kan fremby fare. I korthet
gjentages her en del momenter.
Ledningen indrettes med fald i dam
pens retning.
Ved ledningens laveste punkt anordnes
vandutskiller med et faldende, altid
aapent rør til en sikker dampfælde.
Hvis stigning av ledningen er
nødvendig sker dette ved et næsten lodret rør
ved ledningens begyndelse. Her
anordnes vandutskiller etc. Fra toppen av
dette rør fortsættes ledningen med fald
i dampens retning o. s. v.
Ved lange ledninger kan denne
frem-gangsmaate gjentages saa ofte som
forholdene maatte tilsi.
I en ledning hvor vand kan samle sig,
slippes ikke damp før man har sikkerhet
for at vandet er borte. Man maa under
ingen omstændighet paaskynde tømningen
ved hjelp av damptryk, hvor litet dette
end kan være.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
