Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 33. 13 august 1915 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
406
TEKNISK UKEBLAD
Nr. 33 1915
Selvvirkende Miner og deres Anvendelse i de senere Krige.
Foredrag av minedirektør, oberst Steenstrup i Polyteknisk forenings møte den 8de december 1914.
(Slutning fra nr. 31 side 388.)
Fig. 9.
Av saadanne minekonstruktioner kan
nævnes belgieren Carettes mine, fig. 9,
som har utvendig paastøtningsmekanisme,
og den engelske sersjant Mathiessons mine
med indvendig støtmekanisme, fig. 10
og 11. Carettes hadde en støtplate eller et
støthorn forbundet med en opstaaende
spindel a, som ved et vandtæt kuleled
kunde bevæges i hylsen g. Den holdtes
i sin midtstilling av en sterk
kautschuk-pakning e. Nedentil var spindelen
forsynt med en isolert kontaktring c av
metal, hvormed den ene
patronlednings-traad var forbundet. Den anden var
forbundet med kablen til land. Naar
støtmekanismen blev bevæget ved et
paastøt, kom ringen c i berøring med en
anden likeledes isolert kontaktring a, b,
som ved en ledning var forbundet med
minekassen, som saaledes dannet
jord-plate (tilbakeledning).
Mathiessons elektriske støtmine bestod
av en ladningskasse av kobberblik fyldt
med ca. 55 kg. sortkrudt. Kassen hadde
oventil et luftrum for opdrift og var
om-git av solid beskyttende trækapsel. I
minekassens bund kunde det elektriske
tændapparat indskrues vandtæt, som
vist i fig. 11. a er her en metalvegt
som sammen med en spindel og en
konisk messingspiralfjær danner en
vertikal pendel. Spiralfjæren bærer oventil
en ebonitskive b omgit med en
metalring c med fremstaaende platinakontakter,
ret ind for 3 regulerbare kontaktfjærer d,
indbyrdes forbundne med en metalring f,
hvorfra en ledning førtes op ti) en
elektrisk glødepatron i tændladningsboksen,
som var fyldt med fint krudt. Den
anden patronledningstraad gik ned til
skruen g, idet metalkapselen som
omslutter tændapparatet, dannet vandplate.
Strømmen fra land gik op til
ebonit
skivens kontaktring gjennem en bøielig
ledning. Naar minen ved paastøt bragtes
til svingning, beholdt pendelen paa grund
av trægheten sin stilling og der opstod
herved endel kortvarige kontakter,
hvorved strømmen gik gjennen patronen, som
antændtes. Disse miner kunde ogsaa
anvendes som elektromekaniske støtminer,
idet deres kabler blev forbundet med en
i sjøen nedsænket, vandtæt batterikasse,
som først blev utlagt efterat alle miner
var utlagt, og senere kunde optages før
minerne, hvis elektriske forbindelser da
kunde avbrytes, saa optagningen ikke
medførte nogen fare. Denne indvendige
paastøtningsmekanisme ansaaes mere
paa-lidelig end den utvendige, som let
Fig. 10.
blev uvirksom paa grund av rustning og
skjæl som satte sig paa den.
Mathiessons pendel har dannet forbillede for en
hel del lignende pendelstrømslutter- eller
avtrækningsapparater, som er kommet til
anvendelse i nyere selvvirkende miner.
Under den tysk-franske krig vet man
at indløpene til Frøissens orlogshavner
ved Kiel og Wilhelmshafen var spærret
med elektromekaniske støtminer omtrent
av samme konstruktion som de straks
nedenfor omhandlede Hertzske støtminer.
Da franskmændene ingen forsøk gjorde
paa at trænge ind i disse farvand, fik
man ingen anden erfaring for disse
miners virkning end at der ødelagdes en
dampbarkasse, som av vanvare støtte paa
en av minerne og sank med sin
besætning. — Under krigen mellem Rusland
og Tyrkiet i 1877—78 anvendte russerne
i Donaufloden og dens mundinger Hertz’s
elektromekaniske mine, fig. 12, i noksaa
stor utstrækning, men man opnaadde
kun at sprænge et mindre tyrkisk
krigsskib »Nwwm« i luften.
Disse miner bestod av en konisk
jern-bøie A. med et hvælvet topstykke L,
hvorfra der stod ut 5 støthorn H dækket
med en sikkerhetskapsel m. ..Denne
omgav et blyrør, som igjen indeholdt et
lukket glasrør b fyldt med en blanding
av svovlsyre og en sterk
kaliumbichromat-opløsning. Under hvert støthorn stod et
litet sink-kulplate element, hvis positive
og negative ledningstraader for de 5
elementer forenedes i paralelforbindelse til
de to isolerte patronledningstraader v, w,
som gjennem laaget B førtes vandtæt ut
av minekassen og ned til
platinatraads-patronen p i minens tændfiaske. — I den
ene ledningstraad w var indskrud et
sikkerhetsstykke S, som brøt av
batteriledningen indtil minen var utlagt.
Led-ningstraadene v og w var saa lange at
de rak opover vand. Man skrudde da
sikkerhetsstykkets deler, som var
vandtætte, fra hinanden, tok ut en isolerende
ebonitplate og skrudde det sammen igjen,
hvorved ledningen sluttedes. Ved
paa-støtning av støthornene knustes glasrøret
med batterivædsken, som randt ned i de
smaa elementer, hvis strøm da tændte
minens patron og derved dens tænd- og
sprængladning av komprimert
bomuldskrudt. Naar minen skulde tages op
igjen fisket man med en hake op
led-ningstraaden med sikkerhetsstykket og
indsatte ebonitskiven, hvorved minen blev
uskadeliggjort.
Den farlige utlægning og optagning av
disse miner og den omstændighet at de
ogsaa var langsomme at utlægge paa
ukjendte dybder, bevirket at minene ikke
fik den anvendelse eller utbredelse som
disse selvvirkende miner vistnok burde
ha faat. Men manglerne ledet ogsaa til
at geniale opfindere og konstruktører
søkte at konstruere sikrere og mere prak-
Fig. 11.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
