Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 33. 13 august 1915 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
13 august 1915
TEKNISK UKEBLAD
407
tiske selvvirkende miner, særlig anordnet
for en hurtig og sikker utlægning. Soto
den der visselig gav de første og vig
tigste støt til fremstillingen av de nyere
og mere fuldkomne selvvirkende miner,
skal her nævnes den østerrikske
fregat-kaptein Pietrusky von Siesmuszowa, som i
begyndelsen av 1880-aarene konstruerte
sine bekjendte automatiske-mekaniske
støtminer, der har dannet forbilledet for
alle nyere saavel rent mekaniske som
elektromekaniske, selvforankrende
støtminer.
Pietruskys miner udmerket sig ved:
1) At de var aldeles farefri at
ut-lægge, idet de ikke blev virksomme
forinden en viss kort tid efter utlægningen
f. eks. à V2 time. Der var nemlig i
dem anbragt et smeltbart
sikkerhets-stykke av fast salmiak, fast sukker eller
fast kjøkkensalt, som først efter en
bestemt tid opløstes av sjøvandet og gjorde
tændapparatet virksomt for paastøt.
2) Minerne kunde utlægges under
gang med ganske stor fart, idet man kun
slap dem overbord med deres anker og
oprullede ankertaug, hvorpaa minerne
selv automatisk forankret sig paa en
bestemt dybde under vandflaten, idet denne
dybde let kunde varieres før
utlægningen.
3) Minerne kunde utlægges paa
vanddybde op til 40 à 50 m. De kunde
uskadeliggjøres under optagningen,
saa-fremt de kunde sees (hvad i regelen var
let, da de ikke lagdes mere end ca. 3 m.
under vandflaten), idet man da med en
hake fisket en ring paa minen og ved
et lodret ryk i denne gjorde
tændapparatet uvirksomt.
Denne Pietruskys minekonstruktion
blev kjøpt av flere nationer, bl. a. av
Sverige og Danmark, som senere har
forbedret den og omkonstruert den efter
egne typer.
I Norge begyndte man ogsaa kort tid
efter at arbeide med konstruktionen av
lignende miner, og man fik til forsøk en
saadan automatisk forankret, selvvirkende
elektromekanisk mine konstruert av
admiral Børresen, med hvilken mine der
— efter forskjellige forsøk ved marinens
minevæsen — er foretat en række
forandringer og forbedringer. Disse miner
indgaar nu i vort minemateriel i
betydelig antal, men om deres konstruktion
kan jeg ikke her gi nogen oplysning, da
den holdes hemmelig; kun meddeles at
de opfylder de samme fordringer som
stilledes til Pietruskys miner, og de er
vistnok likesaa gode som andre nationers
selvvirkende miner.
Pietruskys miner og de heldige
resultater som opnaaddes med dem under
forsøk og øvelser, ledet imidlertid til at
en mængde andre opfindere begyndte at
arbeide med og konstruere lignende miner,
saaledes den italienske sjøøfflcer Elia,
østerrikeren Lernert, det franske firma
Sautter Harlé (nu Harlé), italieneren Tito
Novera, det tyske firma Carbonit og det
engelsk-franske seiskap Vickers -Breguet
m. fl.
Opfinderne og konstruktørerne holder
imidlertid sine minekonstruktioners
de
taljer hemmelig for det store publikum,
saa man ikke har lov til at meddele
hvad man som fagmand har faat se og
lære, og jeg er derfor avskaaret fra at
gaa nærmere ind paa
detaljkonstruk-tionerne og virkemaaten m. v. av disse
nyeste miner.
Man kan imidlertid meddele at de
fremstilles i to forskjellige typer som:
1) Almindelige, selvvirkende og
automatisk forankrede forsvarsminer, som av en
nation anvendes til sperring i egne
farvand og som naarsomhelst med lethet
kan tages op igjen.
2) Selvvirkende, automatisk forankrede
blokademiner som er bestemt til at
utlægges av en angriper foran fiendtlige
havner for at spærre fiendens krigsskibe
inde eller de utlægges langs de
fiendtlige kyster for at hindre den frie fart av
fiendens fartøier langs denne. Disse
Fig. is.
sidste miner behøver ikke at være
anordnet for hurtig og let at kunne tages
op igjen. Naar de er utlagt maa de
efter krigen fjernes ved hjelp av
mine-søkerfartøier eller paa anden maate.
Forsvarsminerne kan naturligvis ogsaa
anvendes som blokademiner.
Ifølge Haagerkonventionerne stilles der
den fordring til alle saadanne
ukontrol-bare, selvvirkende støtminer at de om de
rives løs fra sine forankringer og
kommer op i vandflaten, straks skal
immobi-lisere sig selv og altsaa bli uvirksomme.
Videre fordres at den nation som lægger
ut saadanne blokademiner paa fiendtlige
kyster, i betimelig tid skal underrette de
nøitrale nationer om paa hvilke
strækninger saadanne miner er eller blir
utlagt. At sprede dem vildt utover et
stort havstykke og langt utenfor det
fiendtlige lands territorialgrænser, som
f. eks. over store partier av Nordsjøen,
stemmer aldeles ikke med
Haagerkonven-tionen og er vistnok heller ikke gjort i
saa stor utstrækning som man tror, ti
dertil vilde utkræves et uhyre stort antal
miner. — Det er væsentlig tæt under de
engelske og finske kyster at de nøitrale
fartøier har støtt paa og er blit ødelagt
av saadanne selvvirkende støtminer.
Jeg skal dernæst nævne litt om de
frit drivende selvvirkende støtminer.
Disse er ifølge Haagerkonferancen
tillatt anvendt av krigsskibe under kamp
for at vanskeliggjøre de fiendtlige skibes
manøvrer samt for at hindre forfølgelse.
Disse miner skal kun ha en begrænset
og meget kort virkningstid, idet
konventionen bestemmer at de efter ca 1 times
forløp efter utkastningen automatisk
enten skal uskadeliggjøre sig selv eller
synke tilbunds. Saavidt man hittil vet
er denne slags miner endnu ikke i nogen
særlig grad kommet til anvendelse, da
man dels endnu ikke har fundet nogen
helt tilfredsstillende konstruktion av dem,
og dels svømmer minerne oppe i
overflaten uten tilstrækkelig vandfordæmning
over sig, saa de er forholdsvis mindre
virksomme, ja mot pansret skibsside
omtrent uskadelige.
Naar man nu saa ofte hører om at
fartøier har støtt paa miner som har
drevet om i overflaten, saa har disse
miner neppe været virkelig utkastede,
frit drivende miner, ti saadanne skulde jo
som regel gaat tilbunds efter en times
forløp efter utkastningen, eller hvis de
driver omkring efter denne tid, skal de
være uskadelige. Det har rimeligvis været
automatiske blokademiner som under
storm har revet sig løs fra sine
forankringer, eller som tilfældigvis er lagt ut
under høivand og som — naar de har
indstillet sig for rigtig dybde — er blit
synlige ved lavvand.
Kommer nu en saadan mine ved
lavvand op i overflaten blir dens
tænd-apparat uvirksomt, og hersker der da en
storm med svære braadsjøer, slites
anker-tauget snart av og minen begynder at
drive uvirksom. Dette er imidlertid ikke
altid tilfælde med de automatiske miner
efter Hertz’s forannævnte system, men
de er jo ogsaa ulovlige ifølge
Haager-konventionen. Det kan imidlertid ogsaa
hænde at selv de lovlige miner som
driver omkring paa grund av feil ved
klargjøring o. 1., ikke har gjort sig selv
uvirksomme, og de er derfor meget farlige at
indfange og uskadeliggjøre. Herpaa har
man hat sørgelige eksempler; og det maa
derfor bestemt fraraades at usakkyndige
gir sig til at indfange og behandle
drivende miner.
Med hensyn til ladningerne i de
selvvirkende, automatiske, forankrede miner
skal oplyses, at disse i regelen bestaar
av et eller andet brisant sprængstof
som:
1) Gjennemfugtet eller
gjennempara-finert bomuldskrudt, som væsentlig bestaar
av trinitrocellulose eller
2) pikrinsyre (trinitropbenol) enten som
ren syre eller som metalsalte med
tilsætninger (anvendt i japanernes
schimose-krudt ved deres selvvirkende miner i
1904—05 i krigen med Rusland) eller
3) trinitrotoluol som fremstilles av
toluol (methyl bensol, som igjen utvindes
av stenkultjæren) ved nitrering med en
blanding av svovl og salpetersyre. Dette
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
