Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 45. 5 november 1915 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
5 november 1915
TEKNISK UKEBLAD
551
herlighet med hvilken der sløses saa
meget som netop med kul, dels paa
grund av likegyldighet, men ogsaa som
følge av uvidenhet; og spørres der om vi
gjør anstrengelser for at utnytte kullene
saa fuldkomment som mulig, maa vi
desværre besvare dette spørsmaal med et
bestemt nei.
Utnyttelsen av kul likesom av ethvert
brændmateriale bestaar i at de ved
forbrænding utvikler varme, og det gjælder
nu at nyttiggjøre sig denne varme saa
fuldkomment som mulig.
Kullene kan utnyttes paa 2 væsentlig
forskjellige maater, enten ved direkte at
brænde paa en rist i et aapent ildsted
eller ved først at spaltes i sine enkelte
bestanddele, den saakaldte forgasning,
hvorefter hver av disse bestanddele gas
og koks, forbrænder hver for sig.
Forutsat at forbrændingen var komplet,
saaledes at der ikke gik noget uforbrændt
kulstof (sot) eller ufuldstændig forbrændte
gasarter (kuloksyd, kulvandstoffer etc.) i
pipen, skulde man teoretisk set faa den
samme varmemængde av kullene enten
de blev brændt direkte i et aapent
ildsted eller de først biir forgaset. I
praksis er der imidlertid en meget stor
for-skjel paa nytteeffekten ved disse to
metoder, og jeg skal forsøke at forklare
grunden hertil.
Naar kullene ligger i et aapent ildsted,
utvikles der først et større eller mindre
kvantum gas som straks efter dannelsen
antændes og brænder med mere eller
mindre osende flamme, mens den
gjenværende koks bringes til glødning og
langsomt forbrænder uten flamme.
Ethvert ildsted for kul er saaledes i
virkeligheten et litet gasverk. Da
gas-utviklingen imidlertid er høist forskjellig
til de forskjellige tider og i de
forskjellige dele av ildstedet, vil det være
nødvendig at ha et stort luftoverskud for
mest mulig at undgaa at nogen del av
gasen gaar uforbrændt ut; men dette
overskud av luft virker høist uheldig ved
at avkjøle ildstedet, idet det maa bringes
til samme temperatur som
forbrændingsproduktene. Ved anvendelse av de bedste
ildsteder med stokere og likeledes ved
anvendelse av røkfattige kul (Cardiff-kul)
kan man rigtignok reducere sotdannelsen
eller røkdannelsen fra et ildsted, men
helt at undgaa at en del av den
utviklede gas danner røk, er ikke mulig ved
direkte forbrænding av kullene, selv om
man anvender et saa stort luftoverskud
at nytteeffekten av den grund væsentlig
forringes. Det er overhodet meget
vanskelig at faa istand en god forbrænding
av faste brændmaterialer, og man bør
derfor altid hvor det er praktisk
gjennem-førlig, forsøke at benytte flytende eller
gasformige brændmaterialer, eller før
bruken av de faste brændstoffer at
overføre disse i gasformige. Men mere herom
senere.
En væsentlig grund til at faste
brændstoffer ikke er saa økonomiske i bruk
som de flytende og gasformige, ligger
deri at der ved disse for at opnaa en
fuldstændig forbrænding trænges et stort
overskud av luft. Det er nemlig umulig
at blande et fast
brændstof tilstrækkelig godt
med luften, likesom det
er umulig paa ethvert
punkt i ildstedet at holde
en temperatur som til
enhver tid ligger over
brændstoffets
antændelsestemperatur, og derfor
vil altid store dele av
luften gaa igjennem
ildstedet uten at ha
bevirket nogen forbrænding.
Ved kjeleanlæg regner
man derfor mindst 50—
100 °/0 luftoverskud for
nødvendig. I komfyrer
regnes med høist 15—
20 °/0 nytteeffekt.
Av de i Berlin aarlig
forbrukte 3,5 à 4 millioner
ton kul antages i det
mindste 15 à 20 000 ton
at gaa uforbrændt ut i luften i form
av sot; og i London hvor man
endnu bruker de aapne kaminer i
næsten hvert hus, regner man at der
gaar 1 mili. ton kulstof tapt hvert aar i
form av røk og sot. Men ikke nok
hermed. Foruten at en saa stor del av
kulstoffet gaar tapt ved den direkte
forbrænding av kullene til stor gene for
omgivelserne, taper man tillike alle de
værdifulde biprodukter som man vilde ha faat,
dersom man paa forhaand hadde
destillert eller forgaset kullene.
Ved kullenes rationelle utnyttelse ved
forgasning spaltes disse i tjære, gas,
ammoniakvand og koks, saaledes som det
sees av figur 3.
Ved denne forædlingsproces
nyttiggjøres næsten den samlede kaloriske værdi
av kullene; men ved at de uensartede
stoffe skilles fra hverandre, kan
brændeværdien utnyttes meget bedre end ved
forbrænding av selve kullene.
Ved destillation av 100 kg. gaskul faar
man brændværdien fordelt omtrent paa
følgende maate:
[-Kalorier-]
{+Kalo- rier+} pr. kg- IOO kg. kul gir [-Forbrændingsvarme-] {+Forbrændings- varme+}
Kalorier % av var- men
Kul 7423 100 kg. 742 300 IOO
Gas (tør) . . . 11111 17 » 190 000 26
Koks .... 7019 66 „ 463 200 62
Tjære .... 8813 7>5 » 66 100 9
Ammoniakvand . 0 9 » 0 0
Tilsammen 99.5 719 300 97
Tapet: 742 3000 4- 719 300 = 23 000
kalorier = 3 °/0 skriver sig fra gastap
under skiftningen, grafit,
stigerørforstop-pelser, svovlvandstof, ammoniak,
cyanammonium og vanddampgehalten i gasen.
Det sees saaledes at man praktisk talt
faar den hele varmeværdi av kullene
igjen i koksen, gasen og tjæren, og det
er saaledes feilagtig at si at et gasverk
forbruker kul. Et gasverk bruker ikke
i u j rum rw’inlr j\itl ttwx ru! i ott^eUe l / iliu/f/ etat* l ’lut Foryng tt in g.
Fig- 3-
kullene op, men det spalter dem i deres
enkelte bestanddele og gjør at kullenes
energi efter spaltningen kan nyttiggjøres
saa meget mere fuldkomment end da den
befandt sig i de raa kul.
Forgasningen av kullene foretages enten
i koksverker eller i gasverker, og jeg skal
i korthet forklare forskjellen i princippet
for disse to forgasningsmetoder uten dog
at gaa ind paa de forskjellige verkers
konstruktion eller indretninger, da dette
vilde føre for langt.
I et koksverk forgases de saakaldt
kokskul og man utvinder koks som
hovedprodukt, mens man faar gasen, tjæren og
ammoniakvandet som biprodukter.
I tidligere tider brukte man i
koksverker udelukkende de saakaldte
bikube-ovner, (beehives, Bienenkorböfen) ved
hvilke man kun daarlig nyttiggjorde
biprodukterne, idet kun den gas som bruktes
til fyringen opfangedes, mens resten av
gasen saavelsom tjæren og
ammoniakvandet gik ut i luften. I Tyskland hvor
kullene gjennemgaaende er dyrere end i
England, har man allerede for længe
siden indset fordelen ved at tilgodegjøre
sig biprodukterne ved koksfabrikationen
saa fuldkomment som mulig, og allerede
for 20 aar siden er man derfor i
Tyskland gaat over til at anvende de
rationelle kokskammerovner med fuld
tilgodegjørelse av alle de værdifulde
biprodukter, deriblandt ved utvaskning av det
i gasen indeholdte benzol og toluol; men
hverken i England eller Amerika er
bruken av disse moderne ovner endnu blit
almindelig, og der bortødsles derfor
fremdeles i disse lande umaadelige masser av
de værdifulde biprodukter.
Man har regnet ut at der i 1912 i
de Forenede Stater gik tapt i de der
benyttede bikubeovner benzol tilstrækkelig
for drift av 200 000 automobiler i et aar
og ammoniak tilstrækkelig til gjødning
av alle de Forenede Staters farmer i 2
aar. Endvidere brændte der op store
mængder koks og tjære til ingen nytte
i disse ovner. Man regner at der i 1912
gik tapt biprodukter ved
koksfabrikationen i de Forenede Stater for 80 millioner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
