Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
211
Han så hende igen — sin sovende Brynhild — så hende
ved kongens side, hilset som prindsesse i det höjtidelige optog.
Han fik at vide, at hun var kongens unge slægtning, var gæst
fra en fremmed kongestad, var en konges datter. Då svandt
vei hans mod? nej, denne ungdomsfriske tillid, som intet mål
er for højt, levede stærkt i ham. »Umuligt?» hvorfor? han var
rig, som Sigurd, der besad Fofners guld og sværdet Gram, rig
i sin tanke, rig i sit Hjerte, rig på åndens skatte. Sæmunds hin
Frodes søn havde ægtet Magnus Barfods datter; Olaf
Trygve-son bød Kjartan sin søster Ingeborgs hånd; — alt dette huskede
han godt, og de gamle skrifter strålede for ham med dobbelt
glands. — Stakkels Gudmund! han vidste ej, at geniets
lavr-bærkrands er langt fra kongens krone.
Yølvespå, Håvainål var samlet og for første gang oversat på
dansk, ordene føjede sig så let, hjertet svulmede af glæde,
hænderne foldede sig til Vorherres pris, endnu havde den stille
øboer ej lært verdens konst at tilegne sig selv æren.
Man talte i den lærde verden om hans arbejde, man sendte
ham hjælp, og sandelig han havde det behov; thi fattig var
ban, kom sjeldent på gaden af mangel på klæder.
Fattig? — han, som nærede det lyse håb, han som forstod
at elske, elske sit arbejde og hende, han betragtede, som sin
valkyrje?
Ak, fattig blev han først den dag, då han hørte, hun rejste
hjem for i det fjerne land at blive en fremmed konges brud, —
da han fulgte med menneskemassen i de befolkede gader og så
hende vifte det sidste Farvel til den danske kyst. Kun han,
der levede ensomt i den store stad, havde været uvidende 0111
denne nyhed.
Kraften var brudt, modet knust. Först nu mærkede han,
at han var syg — syg af mangel og anstrengt arbejde; og han
gik hjem træt indtil døden, lagde sig ned som den, for hvem
livet er endt, og døden kom med sin milde hånd, vuggede ham
i sine arme og tog ham bort fra den verden, som han ikke
kendte, og som endnu den dag idag knap kender hans navn,
knap ved, at han var den første i hin gerning. Andre udgave
hans arbejder; hans navn kom vei med, men den døde kræver
intet og bliver let glemt. Man talte om hans mangel, hans
nød, sørgede for sildigt over, at man ej hade ændset hans
sygdom og fattigdom; — men Du, dronning i de fjerne sale, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
