Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
225
vilde derved springe over i sin modsætning, trældom, og altså
ophøre at være frihed. Det vidste og det følte Malmström også,
— udtalt det har han måske ingenstæds, men det fræmgår
tydelig af den sandt frisindede ånd i hans digte.
Malmström var kristlig. Det vil sige: han var ej alene
navnkristen, som så mange; men han var gennemtrængt af
kristendommen som sandhedens og frihedens tro. Skaldens tro
kunde ved flygtig eftertanke synes ligegyldig; og unægteligt
er det også, at ikke-kristne konstnere eller digtere har
frembragt mæsterværker med blivende værd for alle tider og alle
folkeslag. Men skulde disse værkers værd ikke ligge netop
i det almenmenneskelige, som er våkset af en rod med det
kristlige? Skulde det ikke være sandt at det skönne aldrig
kan være helt uafhængigt af det gode? Er virkelig det skönne
og det gode (ligesom det sande) udsprunget af samme kilde, så
er det umuligt, at noget kan være på samme tid skönt og ondt.
Hvorledes det nu end forhålder sig med dette spörsmål, så vil
det dog ikke kunne nægtes, at — alt andet lige — har den
sandt kristlige digter et fortrin fræmfor den ukristlige, idetmindste
ligeoverfor andre sande kristne, på hvem hin vil kunne udøve
langt större indflydelse end denne. Det er derfor særtegnende
netop for Malmström, at han i et digt om Thorvaldsen (ved en
mindehöjtid kort efter dennes død) dvæler så længe ved og:
lægger så stor vægt på den udødelige billedhuggers
udmejsling af den første kristlige historie (om man tör kalde denne del
af hans snilleværker således).
»Verlden sade förut: "Se! konsten har hunnit det Gamla;r
stoltare säger hon nu: "Äfven det Nya hon hann".
Dö-paren konsten har döpt i den nya födelsens vatten,
Kristus, uppstånden igen, kristnar en nyfödd Olymp.»
Således sluttes det nævnte afsnit af digtet. — Så klart liar
Malmström opfattet enkelheden og inderligheden som noget
grund-væsenligt i den rene kristendom, at han frejdig nævner
hedenskabet ved dets rette navn, hvor hans skarpe öje opdager det
under kristendommens maske. Således i »Bom, December 1846»:
»Rom är en hedning ännu: förr hade det Zeus och Apollo,,
nu har det gudar i mängd, höljda i trasor och smuts.
Presterna stifta den lag, som Imperatorerna fordom,
och på triumfernas väg skrider en munkprocession.
Pallas är stött från sitt altare ned, men — lefve Madonnan?
Venus, omvänd och döpt, dyrkas som Magdalas mö.–»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>