Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
11
Altsaa med det ydre Paris ere vi færdige naar vi have sagt:
endnu en ganske kort Tid og Ingen vil finde Paris forandret.
Men Parises Stemning, ja den er ikke at gjenkjende. Der
fordres höit, at der skal komme Alvor og Disciplin ind i det
private Liv som i det offentlige, og vel gaaer det ikke hurtigt, at
opdrage et Folk til nye Dyder, og sandt at sige spores ingen
Stræben derefter; men blot, at det kræves, er en Vinding, thi
Corruptionen er bleven bange og söger at dölge sig. Der gives
desuden knap en Familie, som ikke paa den ene eller den anden
Yiis er rammet personlig enten i sin Formue eller ved Tabet af
nogen af Sine. Min Læser, tro derfor ikke hvad der siges og
skrives omkring i Landene at Pariserne ere lige lystige: Alle lide
og ere forstemte: det farlige Paris lider i sit Nederlag, i siije
25,000 Fanger og i sine Döde; det ædle Paris lider i sin
Patriotisme, det overflödiske Paris — nu det er simpelt hen i
slet Humör, men det er ofte den værste Lidelse, og Altsammen
gjör, at den Fremmede, der kommer til Paris, og Notabene lever
med Pariserne og ikke blot seer dem paa offentlige Steder,
föler sig som om han var paa en anden Plads end det fordums
Paris.
Rundt om i Landet er i denne Tid Minde-Fester for de
Faldne, thi omkring disse Dage og Maaneder falde Aardagene
for de store Kampe, der förte til Nederlag, ukjendte af forgangne
Sekler. Hvo, som siger, at Pariserne ere lige lystige, skulde
have seet dem omkring paa sine Kirkegaarde de Dödes Dag. Thi,
trods for Voltaire, trods for Staten, der har gjort sig til Atheist,
feire Katholikkerne endnu altid en Kirke-Fest, og paa do
Dödes Dag fordre de Efterlevende Bönner ved Gravene.
Vrimlen var iaar saa stor paa alle Kirkegaarde, at de omliggende
(lader vare sorte af Mennesker, der ventede paa sin Tour at
indlades. At dö er intet, sige idag Franskmændene, naar man döer
for en Idee. Lykkelig hvo som faldt i Krigen med Fædrelandets
sönderrevne Fane til Liigklæde, han kunde sige som Soldaten
ved Termopylæ:
»Vandrer! sig Lacedæmonien, at vi ere döde for at adlyde
dets Love!»
Men de, som hvile her paa Parises Kirkegaarde under
de friskt opkastede Grave, og som faldt i Gadens
forfærdelige Kamp, under Ildebrandens Skin, myrdede eller myrdende,
hvor finder Tanken Tro og Forsoning naar man staaer ved deres
Grave? Hvorfor maatte alle disse uskyldige Borgere dö? For
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
