Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
111
Gud kjender nok Mange, thi de ere ikke onde alle disse
egoistiske Kvinder, blot uvidende om det Gode. Viis dem noget bestemt
godt at udrette og de styrte sig strax derover.
At pleje Syge er en Kunst hvortil man skal forberedes,
men at bringe Offre, hvortil der blot udfordres et Oiebliks
En-thousiasme falder dem let, derfor have vi, der trods alt hænge
; ved Frankrig, den Glæde at see den patriotiske Subskription, der
er udgaaet fra Elsass og Lothringens Kvinder finde de franske
Süstre villige til alle Offre; og naaes Maalet ikke, tör det trygt
paastaaes, at det ikke er Kvindernes Skyld, thi fra
Elsass’Grændser indtil Oceanet vil der, naar Subskriptionen sluttes, ikke findes
een Kvinde, der ikke vilde skamme sig ved at sige: »jeg har
intet givet for at faa Fienden ud af mit Land.» I dag, da det
hedder, at klog Stats-Oekonomi forbyder, at denne uhyre
Löse-penge med eet udbetales, da Frankrig derved indtil Fare for sin
Bestaaen blotter sig for Gull og Sölv, ere Kvinderne fortvivlede.
Parises Damer have tilbudt at samle Smykker over det hele Land
og selv foranstalte deiu solgte ved en Bazar i London, men det
synes som om heller ikke dette Tilbud vil blive modtaget. Man
kan have saa bitterlig ondt af de Ulykkelige, der ikke faa Lov til at
gjöre det Eneste de formaae; men at Offervilligheden er der,
henviser, at de ikke ere vanslægtede, og at det egoistiske Liv under
Keiserdömmet, ikke har bragt dem til at glemme hvad de skylde
Fædrelandet. Det er endnu altid de samme franske Kvinder, der
i den episke Tidsalder kastede sine Smykker i Fædrelandets
Skatkammer for at betale Lösepengene for sine stolte Krigere, fangne
ved Crecy och Pavia: naar franske Mödre havde givet sine
Sön-uer hen til de Siag, hvor alt tabtes undtagen Æren, gåve de sine
Kostbarheder, og takket vare Frankrigs ridderlige Kvinder,
gjen-vandt Fædrelandet sine Eelte og med dem sine Grændser og sin
Uafhængighed.
I ethvert Morads voxer en ensom Lillie: denne patriotiske
Subskription var Lillien i det franske Morads. Alt andet er
endnu sorgeligt, sörgeligere nu end strax efter Ulykkerne, thi da
haabede man, at en ny og bedre Aand vilde blæse over Landet.
Denne Aand spores endnu ikke, man vil Vækkelse, men dog
beholde alle Sövnens comfortable Vaner. Skal Frankrig en Gang
tælles til de Nationer som Frivoliteten har fortabt? Aarsagen
til Landets Ulykker erkjendes endnu blot af den Enkelte;
Nationen foler sig ikke skyldig, blot forfulgt af en blind Skjæbne, og
den usunde Törst efter Hævn er den eneste Fölelse, der bringer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
