Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
206
var hende værdig, saa der kunde være Haab om, at Vasaætten
vilde forplantes; men ogsaa i denne Henseende syntes hun at
ville göre alt, hvad man kunde vente og haabe, thi det var
al-mindeiig antaget, hvad der ogsaa foreligger Vidnesbyrd for, at
hun havde lovet, at hun vilde skænke sin Haand til sin Fætter
og Plejebroder, Carl Gustav af Zweibrucken.
Men det var ikke længe, at Christines Liv laa saa lyst og
straal-ende. Længe för man i Sverig vilde indrömme det for sig selv,
dæm-rede mörke Skygger i Horizonten. De kom i Skikkelse af
Dronning-ens Lunefuldhed, af hendes Ödselhed, af hendes Kulde, ja Ringeagt
mod de gamle Raadgivere, særlig Axel Oxenstjerna, af hendes
ukvindelige Færd, af hendes urimelige Partiskhed for enkelte
Ynd-linge, som Magnus de la Gardie, Pimentelli, Bourdelot o. a.
Sky-erne kom til sidst ikke som tjærne, truende Anelser, men som
en mörk, ubestridelig Vished, og med Sorg og Harme maatte
man erkende Förvandlingen ved Christines Hof. Værdigheden
var borte, forceret Jagen efter Aandrighed havde fortrængt det
tidligere alvorlige Arbejde og Kærligheden til den ægte, ærlige
og sande Kundskab; Udlætidinge af tvetydigt Rygte omgav
Dronningen fremfor Landets Born, for hvem hun mer og mer udtalte
sin Ringeagt; fornægtende og gudsbespottelig Tale löd ved det
Hof, over hvilket Gustav Adolphs Aand nu ikke længer hvilede,
og om end ikke Usædeligheden i sin groveste Skikkelse havde
taget Pläds ved Dronningens Börd og i hendes Sale, lod letfærdig
og usömmelig Tale rundt om; Dronningen lefiede med sine
Ynd-linge, til lod sig upassende Spög med dem og gav ved den
For-trolighed, hun tillod dem, Anledning til inegen Förargelse. Saa
kom den Tid, da Dronningen selv saa den Afgrund, hun stod
ved, saa, at Folkets Kærlighed havde vendt sig fra hende, saa
Misfornöjelsen gære og ulme over alt, vidste, der liiaatte komme
et Udbrud, saa det tomte Skatkammer, det fattige Folk, saa, at
det kunde ikke bære længer, men niaatte briste, 0111 hun for fort,
som hun havde begyndt; saa savnede hun Kraft til at vende 0111;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
