Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - N:r 8, 31 juli 1933 - II.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
396 Rolv Thésen
lengselen efter å dö, selv om det er for en stor sak. Slikt skal ingen
sund natur lenges efter, sier han.
Selv leser han kolossalt i denne tid, særlig bibelkritikk. Han vil
riktig væpne sig mot teologene; han synes ikke han har gitt dem nok
enda. Georg Brandes hadde jo vært til stor hjelp for ham under
hans religiöse krise; han har bl. a. skaffet ham böker. Når Björnson
kommer til et spörsmål han vil ha greie på, og han trenger böker,
skriver han til Brandes. Det er nokså utrolig stundom hvad han
interesserer sig for. En vakker dag får han f. eks. höre om at en
professor har bevist at Josef og Maria var söskenbarn. Stråks
skriver han til Brandes og spör om han kjenner til noen litteratur
om dette spörsmålet. For noe sånt slektskap har han ikke kunnet
finne i bibelen.
I et brev til Hedlund sier han noe så karakteristisk både om sig
selv og om sitt forhold til kristendomen at det er verdt å citere
det: "Nej, kjære Hedlund, jeg lider ikke af "fikse idéer". Har du
ikke lagt mærke til, at endskönt du er mere praktisk sen mig, er jeg
mere realist æn du og dine vænner? Har du aldrig set det? Når jeg
kæmper for fremtidsideer, så er det fordi jeg ser virkeligheden
skar-pere æn I; jeg lar mig ikke tilfredsstille af meget som I lar gå, ja,
ofte synes er nokså bra. Jeg er realist til det innerste af min ævne.
Som kristen var det den praktiske virkning af troen på ævnen og i
arbejdet og i karakteren, jeg holdt mig til; evigheden har jeg aldrig
brydd mig om. I grunnen har jeg aldrig troet på den anderledes, æn
at jeg skulle tage den, hvis den var der, væl vidende, at da var den
en evig udvikling.
Når en sådan natur er digter, skald, så kommer han ikke til å
befatte sig med fikse idéer. Som jeg, sålænge jeg alene kænte det
kristelige, der tog det mest humane, i livet virkningsfulle, så gör
jeg i politik, så i sociallære; — og med denne träng, denne ævne er
det jeg dömmer mig folk, hvad der gavner det, hvad ikke."
I grunnen var det vel ingen större forskjell på Björnsons forhold
til selve kristendomen för og efter hans religiöse krise. Praktisk
kristendom godkjente han alltid, og han kom aldri bort fra det
kristelige moralgrunnlaget — det vidner ikke minst hans inniegg i
sede-lighetsdebatten om. Men det han hadde frigjort sig fra under sin
religiöse krise, var dogmene, teologien, det kirkelige. Statskirken
satte han nu i klasse med noe så foraktelig og lögnaktig som
konge-dömmet. "Hvor jeg foragter vor teologiske samtid, vore prester
og deres menighed!" Men han forsikrer at hans forakt er abstrakt,
at han vil aldri kunne gjöre "et ondt arbejde", ikke drive ut Belzebub
med Belzebub. Og at dette er riktig, får en et godt inntrykk av
i et morsomt brev til presten (senere biskop) Heuch. Björnson
hölder av Heuch fordi han synes denne presten er et menneske og ikke
et bedehus eller en samarie, og fordi han elsker det som er helt.
Han ber Heuch komme op til Gausdal — han kan jo for skams §kyld
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
