2 er enkeltgraver, og de sakene som findes i graven har da været et menneskes eien- dom og utstyr, og har været i bruk inden en og samme mandsalder. Det har ogsaa vist sig at tilvirkningstiden stort set er den samme for alle de sakene som findes i samme grav, at det altsaa er en sjeldenhet at enkelte stykker blandt grav- godset er merkbart ældre end de andre. Det har følgelig ikke været vanlig at slike smykker og bruksgjenstande holdt sig i bruk gjennem længere tid end en eller to generationer. Denne slutningen er fremfor alt bygget paa en utstrakt sammenligning av fundkombinationene. Som bekjendt har vore første kronologiske undersøkelser tat sit utgangspunkt i fund som indeholder fremmete importsaker — bronser, vaaben, mynter o. 1. — hvis alder kan bringes paa det rene. Derved fik man de første holdepunkter for hjemlige oldsaker som var nedlagt i forbindelse med importsakene, og det blev mulig til en viss grad ogsaa at gruppere de fundene som ikke i sig selv indeholdt tidsbestemte olåsaker. Den gamle indvending at en mynt kan være uberegnelig gammel før den kommer i jorden, og at ingen kan vite hvor længe et bronsekar har været i bruk, er blit overvundet efterhvert som materialet er blit stort nok, og det har vist sig at fundkombinationene stort set er konstante. Be- stemte grupper av fremmete saker viser sig i det væsentlige at indgaa som faste led i en bestemt formgruppe som overveiende bestaar av hjemlige former og følgelig karakteriserer en viss avgrænset periode av landets egen stilbevægelse og kultur- historie. Grunden ligger ganske naturlig deri at de fremmete importsakene ikke er kommet til os paa slump og enkeltvis. En bestemt import — som f. eks. av østromersk guldmynt eller av vesteuropæiske glasser — som har været av den be- tydning at den blir en nævneværdig arkeologisk faktor, har altid bundet i bestemte historiske forhold og tilhører følgelig ogsaa et bestemt tidsrum. Ved siden av daterende importsaker er det ogsaa andre forhold som efterhvert har faat stor be- tydning for kronologien, særlig da undersøkelser over typenes utvikling og sammen- hæng og studiet av de forskjellige stilfaser i ornamentiken. Disse undersøkelser fører ikke bare til relative resultater, men gir ogsaa paa mange punkter tilknytning til fremmet materiale, og sætter os dermed istand til at korrigere og støtte tids- bestemmelsene. Ogsaa her har vi fundkombinationene som prøvesten paa rigtigheten av typerækker og ornamentstudier. Naar bestemte grupper av oldsaker stadig findes sammen indbyrdes, men aldrig eller meget sjelden findes sammen med andre former end netop disse, kan vi slutte at disse formgrupper er samtidige og karakteriserer en bestemt periode. Vi har her grundlaget for den arkeologiske periodeinddeling, og den indbyrdes rækkefølge av disse avsnit er nu sikkert fastslaat for Nordens jernalder. Efterhvert har man kunnet utfylde lakuner og overvinde tilsynelatende motsigelser, saa utviklingsgangen gjennem hele perioden, dens vekslende kultur- indhold og karakteristik, kan sis at være paa det rene. Vi har den førromerske jernalder under keltiske indflydelser, som slutter omtrent ved vor tidsregnings be- gyndelse; de første fire-fem aarhundreder efter Kristus under meget betydningsfulde berøringer med romersk kultur; den følgende nordisk-germanske særutvikling som fortsættes og avsluttes i vikingetiden.