er Stort set har hele det nordiske omraade gjennemløpet en fælles kulturutvik- ling i jernalderen, men hvert enkelt land og hver landsdel har ikke tat del i ut- viklingen i like grad eller paa samme maate til de forskjellige tider. Rike øer som Gotland og Bornholm har sin særhistorie, som er deres egen men derfor ogsaa like fuldt er av den største betydning for hele Norden. I de første aarhundreder efter Kristus har Sjælland hegemoniet i rike og pragtfulde gravfund; i en følgende tid har de storartete norske gravene ikke noget sidestykke i Danmark og Sverige, mens Norge samtidig staar meget tilbake i guldfund; i perioden nærmest før vikingetiden staar det uplandske omraade over alle andre omraader i Norden i rigdom og kunst. Som i Nordens senere historie har det ogsaa i den forhistoriske jernalder været en stadig skiften i de enkelte landes gjensidige magtstilling og be- tydning. Det er jernalderens historie. Det som for os her har betydning, er at vi maa samle hele Norden under en synsvinkel for at faa et rigtig billede av utvikling og kronologi. At f. eks. de rike norske gravene fra folkevandringstiden ikke er tilsvarende representeret i Danmark, betyr ikke at Danmark paa denne tiden var utenfor, at ikke det ogsaa gjennemgik et tilsvarende avsnit av utviklingen; det betyr bare at det av bestemte grunde — særlig paa grund av gravskikkens karakter — her er en lakune i det * foreliggende danske materiale av oldsaker. Paa samme maate er det med det øvrige Norden overfor Uplands blomstringstid i "de og 8de aarh. Det kronologiske system maa altsaa bygges slik at det tar hensyn til hele Norden og slik at det ene land kan supplere tilfældige lakuner hos de andre. Runeindskriftene maa som arkeologisk forekomst tidsbestemmes efter samme princip som oldsakene, d. v. s. det maa undersøkes om indskrifter findes likefrem ristet paa saker som kan dateres eller om de forekommer under fundforhold som gir kjendte holdepunkter for dateringen. Systematisk og klart er dette for længe siden gjort av Montelius! og spørsmaalet har siden oftere været undergit ny be- handling.” Vi er nu fuldt orienteret over hvilken periode av nordisk jernalder runene hører hjemme i. Tidsbestemmelsene inden jernalderen har ogsaa i alle henseender gjort overordentlige fremskridt siden Montelius' første avhandling — ikke mindst ved Montelius' egne arbeider — og det er sikkert nu almindelig erkjendt at den sproglige kronologi for indskriftene maa søke sin støtte i arkeo- logien og ikke omvendt (jfr. Sophus Bugges uttalelse Indl. s. 9). Arkeologien har jo nu ganske anderledes overbevisende grunde at føre i marken end den hadde den- gang Wimmer kunde hævde en motsat opfatning av dette forhold.” Wimmers kritik var forøvrig udelukkende bygget paa dateringen av de indskriftene som findes i de store danske mosefund, og om disse fund den dag idag hører til de vigtigste for al nordisk arkeologi, saa kan tidsbestemmelsen nu underbygges ogsaa fra andre kilder paa en maate som det ikke var anledning til ved Engelharts 1 Oscar Montelius: Runornas ålder i Norden, Svenska Fornminnesföreningens Tidskrift, VI, s. 236 få. 2 Særlig vigtige bidrag hos Bernhard Salin: Die altgermanisehe Thierornamentik, Stockholm 1904. : 3 Ludv. F, A. Wimmer: Die Runenschrift, Berlin 1887, s. 300 ff.