+ første bearbeidelse.” Kortfattet og fortræffelig er den arkeologiske opfatning av dette spørsmaal refereret av von Friesen.? Vor opgave i den følgende fremstilling vil altsaa være at gi den utførlige begrundelse av de arkeologiske tidsbestemmelser som staar i forbindelse med norske runeindskrifter. Det vil være nødvendig at gjennemgaa hvert enkelt av fundene og i hvert tilfælde utvikle alle de forhold som har betydning for kronologien. Det kan da ikke undgaas at vi paa de fleste punkter maa ta med en detaljunder- søkelse, som kanske virker trættende, men er nødvendig til begrundelse av de slut- ninger vi er kommet til. De norske indskriftene som kommer i betragtning ved den arkeologiske datering, kan i denne henseende deles i tre grupper, nemlig 1) indskrifter paa oldsaker som er fundet i en grav, hvor da baade gjenstanden selv og dens forbindelse med andre stykker av gravgodset kan gi bidrag til tidsbestemmelsen; 2) indskrifter anbragt paa enkeltfundne oldsaker som ved type eller ornamenter gir anledning til tidsbestemmelse; endelig 3) runestener fundet i for- bindelse med graver saaledes at de maa antas at være samtidige med anlægget av vedkommende grav.*? Den første gruppen gir i ethvert fald den nedre grænsen for indskriftens tid, idet runene nødvendigvis maa være ristet før vedkommende gjenstand kom i jorden; ved den andre gruppen maa vi regne med den feilkilden at runene kan tænkes at være anbragt f. eks. paa et smykke kortere eller længere tid efter at smykket var tilvirket, og den arkeologiske bestemmelse gir her altsaa ofte bare den øvre grænsen for indskriftens alder. Dog har vi ved brakteatene den fulde sikkerhet for at indskriften er utført samtidig med det stykke som bærer den. Ved den tredie gruppen har vi ogsaa strengt tat bare at regne med den øvre ørænsen for indskriftens alder; det er altid en mulighet for at runestenen paa en gravhaug er reist (eller har faat sin indskrift) lang tid efterat haugen var bygget og det samme gjælder ogsaa en sten med iudskrift selv om den er skjult i haugens jordmasse. Vi maa her nøie os med sandsynligheten av at runesten og grav er samtidige, naar da ikke indskriften er anbragt i selve gravkammeret; dog findes ogsaa et eksempel paa at en ældre runesten har været omgjort til sidesten i et gravkammer. Rent arkeologisk set er den sidste gruppen den mest usikre. For at gi et indtryk av det norske materialet som foreligger til behandling skal jeg opføre de norske indskriftene som kommer i betragtning for hver av de tre gruppene.* 1. Indskrifter paa oldsaker som tilhører et samlet gravfund. Bronsefigur, Frøihov, Akershus amt (nr. 3). Benkam, Hov, Kristians amt (nr. 35). Spydspiss, Stabu, Kristians amt (nr. 34). En udmerket sammentrængt oversigt over mosefundene og deres tidsbestemmelse er git av Knut Stjerna: Drakskatten i Beowulf, Fornvånnen 1906, s. 128 f. 2 Otto von Friesen: Om runskriftens hårkomst, Uppsala 1904, s. 10 ff. Fra vikingetiden kommer hertil runestener som kan bestemmes stilkritisk efter sit utstyr med ornamenter og figurer. Dette kommer for Norges vedkommende ikke i betragtning for de ældre perioder av jernalderen. 4 I parentes er tilføiet indskriftenes nr, i Sophus Bugges utgave.