10 senterer altsaa de ting som var almindelige i et avsnit der nogenlunde maa svare til første halvdel av 3die aarh. Spørsmaalet blir da om dateringen uten videre kan overføres paa Stabufundet. Vimosen paa Fyn ligger jo et godt stykke sønden- for Norge og det er ofte nok hævdet som en feilkilde ved slutninger i denslags spørsmaal at kulturformer som gradvis utbreder sig fra syd mot nord, maa ha tat en viss tid for hver strækning de tilbakelægger. Vi maa videre regne med mulig- heten av at de fleste vaaben i Vimosefundet likefrem er indført søndenfra eller en- dog at de ikke har tilhørt landets egne barn der hvor de nu fandtes, men har været baaret av fremmete krigere under forsøk paa en invasion paa dansk omraade. 1 De samme vaabenformer kunde da tænkes at ha naadd til at komme i bruk i Norge først en del senere end Vimosefundets tid og det kunde dertil tænkes at de var forholdsvis gamle da de endelig kom i jorden paa Stabu. Men ogsaa et andet og meget vigtig forhold maa tas under over- veielse, nemlig i hvilken utstrækning de store mosefund kan brukes som kronologisk enhet. Vi har ikke hat leilighet til en detaljeret gjennemgaaelse av hele Vimosefundet, men skal allikevel gjøre op- merksom paa enkelte forhold, som kan gi grund til nogen reservation overfor en samlet tidsbestemmelse av det hele fund. Man har som regel tidligere gaat ut fra at mosefundene var nedlagt i vand før vedkommende mose grodde til, og det var da naturlig at anse hvert av de store fundene — som Vimosefundet — for en samlet ned- lægning. Senere har Sophus Miiller overbevisende godtgjort at alle de fire store mosefund ikke er saker som er sænket i vand, men at Fig.15. Sverd de har henligget paa tør og tilgjængelig grund. De har ligget VOR, udækket og synlig indtil de efterhaanden blev dækket av vegetationen.* De er, som Sophus Miiller anfører, i virkeligheten den levende illustration til det som Caesar (De bello Gallico VI, 17) fortæller om gallerne, der naar de gaar i kamp, som oftest lover byttet til guderne. Naar de har seiret ofrer de dyrene og samler de øvrige saker paa et sted. I mange stater ses sammendynget hobe av saadanne saker paa hellige steder. Kun sjelden hænder det at nogen er likegyldig overfor det hellige, saaledes at han enten skjuler byttet hos sig eller borttager det som er henlagt, og herfor er det sat den haardeste straf. Naar mosefundene ses under denne forutsætning er det indlysende at deres sammensætning ikke behøver at være kronologisk bindende paa samme maate som en urørt grav. Det kan ha foregaat gjentagne ofringer paa samme plass, og en større henlagt ofring kan ha mottat senere tilføielser. Det er da naturlig nok at flere forskere har ment at Vimosefundet indeholder enkelte saker som peker mot en yngre tid end hoved- mængden av oldsakene i fundet.* Men dermed er den kronologiske enhet i virkelig- 1 Sophus Miller: Vor Oldtid s. 56. — Salin: Die altgermanische Thierornamentik s. 193, og samme Ett jernåldersfynd från Uppland, Månadsblad 1896, s. 45. 2 Sophus Miller: Vor Oldtid s. 557 ff. 3 Bernhard Salin: Die altgermanisehe Thierornamentik, s. 192. — Knut Stjerna: Drakskatten i Beowulf, Fornvånnen 1906, s. 180. — Montelius: Den nordiska jernålderns kronologi, Svenska Fornminnesföreningens Tidskrift, IX, s. 268, — Salin nævner særlig i denne forbindelse kavlen til et sverdgrep (Vimosefundet pl. 8, fig. 2) og et dyrehode av træ (Vor Oldtid, s. 511, fig. 306);