18 Alle vaaben i Frøihovfundet har sine fuldstændige sidestykker blandt sakene fra Stabu, hvis alder vi allerede har drøftet i det foregaaende, og en saa gjennemgaaende overensstemmelse gir grund til at slutte at det ikke kan være synderlig aldersforskjel paa disse to fundene. De andre sakene i Frøihovfundet stemmer ogsaa godt med denne tidsbestemmelse. Bronsekjelen er av en type som er i bruk baade i ældre og yngre avsnit av den romerske periode, men ophører noget før periodens slutning. De hule knappene av bronseblik (fig. 25) og rand- beslagene (fig. 24) har sine sidestykker i Vimosefundet (fig. 5 og 13) og likesaa i Thorsbjergfundet (pl. 13); det sidste anses efter Montelius for at være et halvt hundrede aar yngre end Vimosefundet. Men disse knapper og beslag er ikke egnet til at gi holdepunkt for en mere detaljeret gradering av tidsbestemmelsen, som beltehaken og spændene kunde det ved Stabufundet; vi maa bli staaende ved at oldsakene fra Frøihov er av de typer som karakteriserer de ældste av mose- fundene, uten at gravens datering tør fikseres med nærmere grænser end tiden fra slutten av 2det aarh. til henimot slutten av 3die aarh. Vor slutning blir altsaa at runefiguren fra Frøihov er kommet i jorden engang i løpet av disse hundrede aar, mens spydet fra Stabu kunde sættes til noget før eller omkring aar 200. Disse to stykker er de ældste runefund som hittil er gjort i norsk jord og dette resultat turde muligens ha nogen betydning ut over det rent kronologiske. Som vi har set har disse vaabengraver den nøieste tilslutning til de kulturformer som vi lærer at kjende i det støre mosefund fra Vimose, en kultur som i høieste grad er præget av import og paavirkning fra den klassiske verden. En mængde av de fortræffelige vaaben i mosefundet likesom i norske graver er av romersk arbeide, andre er influeret av romersk teknik og udstyr, som Victoriasverdet fra Stabu, eller naar mange spydspisser har indlagte ornamenter av sølv. Vi har ogsaa set at disse kulturformer optræder i Norge samtidig med det ældste av de store mosefund, og den længere avstand nordover har altsaa ikke foraarsaget nogen merkbar forsinkelse i den stærke tilførsel av romerske vaaben og forskjellige andre saker av romersk fabrikat. Samtidig maa vi da ta hensyn til den mulighet at ogsaa vore to ældste runeindskrifter kan være importstykker. Rigtignok er hverken spydet eller bronsefiguren av romersk oprindelse, men det er sikkert nok at Nordens kulturforbindelser i denne tid blev formidlet gjennem sydligere germaner, som ogsaa har ydet en væsentlig andel i den import som tilførtes Skandinavien.1 Ifølge Sophus Bugge har Undset til ham uttalt at bronsefiguren fra Frøi- hov neppe er arbeidet i Norge. Jeg vet ikke om Undset har hat bestemte frem- mete paralleler at henvise til, og kan ikke si mere end at figuren i ethvert fald er enestaaende i vore fund. Og selv om figuren var et fremmet arbeide, saa kunde det tænkes at den hadde faat sin indskrift i Norge. 1 For den ældre romerske till er dette spørsmaal nylig behandlet i en fremragende studie av Sophus Miller, Juellinge-Fundet, Nordiske Fortidsminder I, s. 36—37; se ogsaa Oscar Almgren: Zur Bedeutung des Markomannenreiches in Böhmen fir die Entwicklung der germanischen Industrie in der friihen Kaiserzeit, Mannus V, s. 265 fr.