Fløk- sand. 28 lig fra rene urnegraver, hvor de brændte benene og stykker av baalbrændt gravgods er nedlagt i lerurner uten nogen blanding av kul fra baaltomten, mens den her- skende gravform paa Nedre Hov var »brandflak<. Fundet fra Ødemotland (ur. 17) ser ut til at ha været en »urnebrandgrop<, en blandingsform av de to andre.? Det bør da straks fremhæves, før vi gaar over til at undersøke hvert enkelt av de tre fund, at denne forskjel ikke er av betydning for tidsbestemmelsen. De to hoved- typene av brandgraver forekommer i Norge samtidig gjennem den største del av jernalderen, men med forskjellig lokal utbredelse; allerede fra den førromerske jernalder er graver med baalmørje (>: kul etc. fra baaltomten) fuldstændig over- veiende paa Østlandet, mens denne form for begravelsen ikke begynder at gjøre sig gjældende paa Vestlandet før i folkevandringstiden, og selv da bare trænger ind langsomt og gradvis ved siden av de rene brandgraver. Endda i Gte aarh. findes vestlandske urnegraver fuldstændig av samme type som vi kjender fra før vor tidsregnings begyndelse, bare med den forskjel at gravgodset er blit rikere og mere avvekslende.” I selve gravskikken ligger altsaa som regel ikke noget holde- punkt for tidsbestemmelsen; de kronologiske oplysninger maa ved alle disse ind- skrifter søkes ved hjælp av de oldsakene som foreligger i fundene.>? Derimot er gravskikken paa anden maate av betydning for bedømmelsen av runefundene. De tre her foreliggende indskriftene er alle fundet i graver som paa den tid repræsen- terer hjemlig norsk gravskik, likesom vi har set at det samme var tilfælde med kam- men fra Nedre Hov. Alle disse fundene er graver som ikke i nogen henseende viser tegn paa nogen direkte fremmet indflydelse, hverken i gravskik eller oldsaker. Fundet fra Fløksand (Alversund pgd., Nordhordland, indskrift nr. 51) ind- kom til Bergens Museum i 1864 og fundforholdene kjendes av følgende tilførsel til muséets katalog, indført av rektor Henrichsen: »nr. 1792, Urne av brændt ler, — — Den er fundet i en haug »Brandhaugen« paa gaarden Fløksand i Mæland sogn av Ole Andersen Fløisand, der ved at grave efter sten i haugen traf paa et litet ørav- kammer av sten, av ikke større vidde end at urnen rummelig kunde staa deri. I urnen, hvis bund er borte, fandtes brændte ben, ellers opdagedes intet.«* Hertil kan føies at de brændte ben var rensete og hvite, og at det i urnen ikke fandtes spor av kul. Urnen var senere med sit indhold av brændte ben utstillet i muséets samling og først i 1908 blev benmassen underkastet en nærmere undersøkelse. Ind- blandet mellem benstumpene fandtes da, som i saa mange andre samtidige brandgraver, 1 For nærmere oplysninger om disse forskjellige gravformer se Knut Stjerna, Bidrag til Bornholms befolkningshistoria under jernåldern, Antikvarisk Tidskr. f. Sverige X VIII, nr. 1, s. 5 få. 2 Vestlandske Graver fra Jernalderen, s. 75, fig. 172—176. 3 En tysk anmelder av den første utgaven av Fløksandindskriften bemerker at graven som brand- grav vel kunde være ældre (end 4de aarh. som den der bestemmes til); men efter gravskikken i Norge kunde den ogsaa like godt være yngre, En tidsbestemmelse paa grundlag av gravform maa i det hele altid grundes paa indgaaende lokalstudium og ikke paa generelle betragtninger. Ludwig Wilser-Heidelberg i Zentralblatt fir Anthropologie 1910, s. 35—36. 4 N, Nicolaysen: Norske Fornlevninger, s. 815. — A, Lorange: Samlingen av norske Oldsager i Bergens Museum, s. 85, — Magnus Olsen og Haakon Schetelig: En indskrift med ældre runer fra Fløksand i Nordhordland, Berg, Mus, Aarb, 1909, no, 7.