39 at den ikke paa nogen maate kan sammenstilles med den ene graven fra romersk tid. Sandsynligheten av den fundberetning som foreligger om runebenet bekræftes ved Gustafsons fund, og av.hensyn til disse fagmæssig utgravede fund er det til- latt at præcisere gravens tidsbestemmelse til samme tid som de andre gravene paa feltet; den kan vanskelig tænkes at falde utenfor tidsrummet mellem midten av dte og midten av 6te aarh. og skulde med størst sandsynlighet tilhøre den sidste halvdel av disse hundrede aar. Det maa endelig ogsaa undersøkes om selve det benstykket som bærer rune- indskriften kan gi noget bidrag til tidsbestemmelsen ved sin form eller ornamentik. Det tilskaarne benstykket (fig. 54) er nu 9.7 em. langt, men oprindelig længer, idet den ene enden er avbrutt og mangler. Bredden ved den fuldstændige enden er 15 cm. men avtar jevnt mot den andre. Hele stykket er buet og oversiden er tilskaaret takformet med to skraaflater som møtes i en ryg og har fordypete dobbeltlinier langs kantene; derimellem er indridset to rækker runer, en paa hver skraaflate. Ved den bredeste enden er ryggen skraat avskaaret og avdelt ved linier; ved den smalere enden er efter indskriften anbragt to spisse ornamenter, dannet ved linier som skjærer hverandre. Undersiden er noget hul. Som det tidligere er omtalt (i runeverket b. I, s. 264) har Gustafson engang sammenstillet benstykket fra Ødemotland med et brudstykke av ben fra en brandgrav i Hægebostad pgd.l, men denne sammenligning er ikke holdbar. Det sidstnævnte brudstykke er et frag- ment av en haarnaal av samme type som fig. 45 ovenfor, en type som var omtrent ukjendt, dengang Gustafsons uttalelse fremkom, men som nu foreligger ganske rikelig. Som alle disse naalene har ogsaa det nævnte brudstykket flate bredsider og tykke, tverskaarne sidekanter; desuten er naalene utpræget bredere i toppen og bredden avtar med en betydelig større vinkel end den gjør paa runebenet fra Øde- - motland. Dette har i alle henseender en helt anden karakter end naalene og det kan med bestemthet uttales at det ikke har været en slik naal. Derimot forekommer det mig slaaende rigtig naar Lorange har sammen- stillet benstykket fra Ødemotland med »benormen« fra Lindholm mose i Skaane (runeverket b. I, s. 263; Stephens III, 33), som har været en amulet uten noget praktisk formaal som redskap eller smykke. Den væsentlige forskjel mellem de to stykker er at den brede enden paa benormen er avsluttet i en spiss som er utstyret slik at den kan minde om et ormehode. Den brede enden av runebenet fra Øde- motland er tvert avsluttet og orneret med et liniemønster som ved første øiekast kan se ut som et rent geometrisk motiv. Den som er fortrolig med tidens former vil imidlertid straks se at vi her i yterst stiliseret og skematisk form har et av de vanlige dyremotiver, nemlig et dyrehode set ovenfra en face. Den store trekanten som har stykkets kant til basis, er næsen og de to mindre trekanter paa sidene er øinene. Til sammenligning avbildes tilsvarende dyrehoder i relief efter spænder fra folkevandringstiden (fig. 55); motivet hører hjemme i den perioden som i orna- mentiken kaldes Salins stil I og som kronologisk svarer til slutten av 5te og 6te aarh.*” Slike dyrehoder var i denne tid særdeles yndet som avslutningsornament 1 B. 4601. Ab, 1889, s. 75, Gjentat av Th. Petersen, Ab. 1908, s. 232. 2 Bernhard Salin: Die altgermanische Thierornamentik, s. 8355.