42 teknik som ved dekoration tilhører de en bestemt gruppe. av nordiske oldsaker som er særlig fyldig repræsenteret i det 2det mosefund fra Nydam og i fundet fra Finjasjön i Skaane.! I ornamentikens utvikling staar disse sakene som det sidste stadium før dyreornamentikens konsekvente utforming i Salins stil I; de har samme utstyr som en række spænder av sølv, remspænder etc. som er betegnende for den ældste del av folkevandringstiden, væsentlig svarende til 5te aarh. Hans Kjær sætter tiden til henimot 500, en datering som dog vel er noget sen. Vi har endelig at omtale de to fund av runebrakteater i graver, nemlig brakteaten fra Søtvet (indskrift nr. 8), og brakteaten fra Aagedal (indskrift nr. 11), og i naturlig tilslutning dertil ogsaa de runebrakteatene som ikke er gravfund. Guldbrakteatene forekommer vanligvis i skattefund og markfund over hele Norden, men er desuten oftere i Norge og en sjelden gang i Sverige truffet i kvinde- graver fra folkevandringstiden. Dette forhold maa ikke opfattes saa at guldbrak- teatene, naar de findes i graver, har hat en anden bruk eller har været tillagt en anden betydning end ellers. Grunden ligger udelukkende deri at begravelsesskik- kene var forskjellige paa de forskjellige steder. I den perioden av jernalderen som brakteatene tilhører, var visse strøk av Norge praktisk talt det eneste omraade i Norden hvor det var skik og bruk at gi kvindegravene et rikt utstyr av alle slags smykker; brakteatene kom da med i graven i samme egenskap som spænder, ringer, perler og andre smykker som kvindene kunde bære dengang. I disse rike skelet- gravene finder vi ogsaa representeret alle stadier i den utvikling som fører fra romerske guldmynter brukt som hængesmykker*, til de eiendommelige og særpræget nordiske guldbrakteater. I det angelsaksiske England hvor gravformene var nær beslegtet med de norske, finder vi ogsaa guldbrakteater i gravene. 3 Guldbrakteatenes oprindelse og historie foreligger fortræffelig fremstillet i flere nyere arbeider.* I sit første stadium er de let kjendelige som efterligninger av romerske mynter og medaljonger fra 4de aarh. skjønt de nordiske kunstnere varierer fremstillingen ved misforstaaelser og omtydninger. Det er ogsaa tydelig at brak- teatbilledene har været tillagt et bestemt indhold, og de idéer som derved har været indlagt i dem, har saa videre virket med til at omdanne selve billedene; fremstil- lingen som helhet har rigtignok stadig sammenhæng med romerske mynter, men eiendommelige detaljer blir tilføiet, mens andre falder bort, og det danner sig nye konstante typer som kun tilhører brakteatenes verden. 1 Hans Kjær: Et nyt fund fra Nydam mose, Nordiske Fortidsminder I, s. 381 ff. pl. XXIX og XXX. — B. Salin: Fynd från Finjasjöns strand, Skåne, Månadsbl, 1894, s. 84 ff. 2 Romerske mynter fra graver har vi eksempelvis Rygh fig. 285, og Evebøfundet, Vestl, Graver fra Jernald, s. 111 ff, — Barbariske guldmynter og brakteater skal omtales i det følgende. 3 Set. eks. E. Thurlow Leeds: The Archaeology of the Anglo-Saxon Settlements, Oxford 1913, s. 109, fig. 21, — Akerman: Remains of Pagan Saxondom, pl. XT, 4 Sophus Miller: Vor Oldtid, s. 601 ff. — B. Salin, i Antikv. Tidskr. f. Sverige, XIV, nr. 2. — Montelius: Från Jernåldern og Svenska Fornminnesför. Tidskr. X, s. 68 ff.