> 50 forhold som er særlig almindelig paa Sørlandet.” Fundberetningen gjør altsaa i det hele indtryk av at være paalidelig. Det er da grund at stanse ved et enkelt punkt som ved første øiekast kan se urimelig ut. I fundberetningen tales om »aske og kul« i graven og dertil foreligger det i fundet et skaar av et glasbæger som har været i sterk varme. Disse træk tyder paa en brændt begravelse likesaa bestemt, som det er sikkert at fundets indhold forøvrig betegner en ubrændt be- gravelse. Det var netop slike fundberetninger som i ældre tid bragte uklarhet i forstaaelsen av vore store skeletgraver fra folkevandringstiden.*” Ved de sidste aars undersøkelser har forholdet faat sin naturlige forklaring, og den tilsyneladende motsigelse i fundberetningen blir dermed ophævet. Det er nu ved fagmæssige utgrav- ninger paavist flere eksempler paa at en stor gravkiste, anlagt og først brukt for en ubrændt begravelse, ogsaa har git plass for en senere indlagt brandgrav. Skelet- gravens indhold har altid været fuldstændig i behold i disse fundene, skjønt tildels noget omrotet ved anlægget av den nye graven i samme kiste. Brandgraven som væsentlig bestaar av brændte ben eller av brændte ben blandet med baalmørje, kan enten være utbredt som et lag over hele bunden av gravkisten, eller den kan være begrænset til den ene enden av kisten.” Det kan neppe være tvilsomt at Aagedalgraven maa sættes i klasse med disse fundene; som fundet foreligger er brandgraven bare representeret av glasskaaret og muligens nogen av lerskaarene, mens hele resten tilhører skeletgraven. Det skal forøvrig fremhæves at ved de tilfælder av slike dobbeltbegravelser, som hittil er paavist, har det aldrig været nogen nævneværdig aldersforskjel paa de forskjellige graver i samme kiste. Det kan hermed uttales at den fundberetning som foreligger om Aagedalgraven i alt bærer præg av paalidelighed, og at fundet følgelig maa behandles som et sluttet gravfund. Kun skal det merkes, at vi ikke har sikkerhet for at gravens indhold er fuldstændig opbevaret; det kan tænkes at der har været flere saker som finderen har overset eller ikke tat vare paa. For at undersøke tidsbestemmelsen skal vi, likesom ved Søtvetfundet oven- for, først se paa spændene. Vi har en større og tre mindre spænder av sølv, alle fire støpt med reliefornamenter og forgyldt. Den første av dem (fig. 68) er ikke blandt de aller største inden sin gruppe, men dog et meget anselig og vakkert smykke. Den er i alle henseender særdeles godt arbeidet; i teknik som i form og ornamenter hører den til de aller bedste prøver paa norsk smaakunst fra folke- vandringstiden. Dette har ogsaa sin betydning for vort formaal. Det er i de bedste arbeider, de arbeider hvor det ikke er sparet paa tid og omhu, at vi møter det gyldige uttryk for en periodes smak og stilpræg, og det er følgelig ved dem at stilkritiken kan brukes med tryghet for kronologiske bestemmelser. Det gjælder denne spænden, som det gjælder spænden fra Søtvet (fig. 60). Spænden fra Aagedal er av samme grundform, men er kommet meget længer i typologisk utvikling. I 1 Se 0, Rygh, Undersøgelser paa en Gravplads fra ældre Jernalder i Holme Sogn ved Mandal, Ab. 1878, s. 169 ff, — Eyvind de Lange: En Gravplass fra ældre Jernalder paa Lunde, Vanse pgåd., Oldtiden I, s. 21, 2 0, Rygh, i Aarb. f. n. Oldk,. 1869, s. 164, I. Undset, ibid. 1880, s. 160. 3 Vestl, Graver fra Jernald,, s. 101. — Et nyt fund av samme art utgravet 1913 paa Hove, Vik pgd. i Sogn, er endnu ikke publiseret.