51 dekorationen er dyreornamentene eneherskende; de har fortrængt alle geometriske reminiscenser og staar paa høiden av den blomstring som betegnes ved Salin stil I. Vi har her en av de bedste prøver paa denne fyldige baroke ornamentik, som ofte er ubehjælpelig i detaljene og altid overlæsset, men allikevel i de bedste arbeider opnaar en kraftig dekorativ virkning. I forbindelse med Søtvetspænden har vi alt set at denne stilgruppen begynder at fremstaa i slutten av 5te aarh. og at dens egentlige utvikling i det væsentlige omfatter de følgende hundrede aar. Spænden fra Aagedal betegner ved sin ornamentik et fremskredent stadium av stilbevægelsen; den tilhører i virkeligheten stilens sidste gode avsnit, før den degenererer og op- løses. Dateret fra sit stilpræg maa spænden, efter Salins meget indgaaende under- søkelser over dette spørsmaal, sættes til tiden omkring midten av 6te aarh. De tre andre spændene av sølv, forgyldt og med ornamenter i relief, er av en anden form og av anden typologisk oprindelse end den store; men stil og tids- præg bestemmes ogsaa her av ornamentiken som er de samme dyreornamenter av Salin stil I. Det skal indrømmes at ornamentene paa de smaa spændene er daar- ligere baade i komposition og utførelse, men dette er sikkert en kvalitetsforskjel og ikke en tidsforskjel. Det er ingen forskjel i stilpræg eller i ornamentenes an- vendelse, og vi har ikke grund til at anta at de mindre spændene er nævneværdig ældre eller yngre end den store. Den samme slutning gjælder de forgyldte knapper av to hægtespænder; motiver fra den samme dyreornamentik er her avpasset efter det lille runde feltet paa knappens overflate. Det bør i den forbindelse nævnes at disse knappene gjennemløper en ornamental utvikling paralel med spændenes. De ældre har geometriske ornamenter, mest spiraler avledet fra ranken; de yngre har et menneskehode set i profil, og de endda yngre et yderst stiliseret dyrehode, som vi ser det paa dem som foreligger her (fig. "1 og 72). Likesom ved Søtvetfundet maa det ogsaa her bli disse rikt ornerte smykker som avgjør tidsbestemmelsen. De andre sakene i fundet er av former og typer som regelmæssig pleier at forekomme i gravene fra denne tiden, men de er enklere, mindre utsat for stadige variationer; følgelig gir de ogsaa mindre anledning til en saa bestemt datering som ornamentiken. Det vi kan si, er at graven ikke inde- holder noget stykke som falder utenfor de vanlige fundkombinationer fra den tid spændene tilhører. Aagedalgravens alder maa altsaa med al den sikkerhet som er mulig i slike spørsmaal, bestemmes til tiden omkring midten av 6te aarh. Det staar tilbake at se paa de to brakteatene, som jo selvfølgelig er kommet i graven samtidig med de andre sakene, men allikevel kunde tænkes at være merk- bart ældre eller yngre end spændene. De er begge to av Montelius gruppe OC — med et menneskehode over et firføttet dyr — og begge viser figurfremstillingen paa et sent stadium i utviklingen. Jeg vil fæste opmerksomheten ved detaljer som at haken paa mandehodet er tegnet med samme linie som dyrets hals, og at hodet selv ikke har nogen hals; ansigt og haar er ogsaa behandlet med liten følelse for den oprindelige form. Alt dette tyder paa at brakteatene er temmelig sene inden sin typerække, og da de ældre former av samme type maa skrive sig fra dte aarh. skulde eksemplarer som de foreliggende med rimelighet sættes til det følgende hundreaar. Det har sin interesse at sammenligne forholdet mellem de forskjellige