61 I forbindelse med runespændene bør mindes om den underlige indskriften paa en stor sølvspænde fra Nes i Hallingdal (fig. 90). Indskriften er anbragt paa baksiden av spændens fotplate, og bestaar av 21 tegn. O. Rygh sier om den »at den er avfattet i et alfabet som vel aapenbart stammer fra det latinske, men som har flere særegne tegn, der ikke gjenfindes i de almindelig kjendte modifikationer av dette alfabet« (Ab. 1867, s. 70). Undset kalder indskriften angelsaksisk. (Aarb. f. nord. Oldk. 1880, s. 173, note 2). Likesaa Stephens (III, s. 102, note 1.) For mulig at faa indskriften tydet har jeg ved velvillig mellemkomst av Reginald A. Smith faat den forelagt for professor Arthur Napier, Oxford, som imidlertid bare har kunnet meddele at indskriften er ganske uforstaaelig; likeledes skriver dr. H. Bradley »the inscription seems åa hopeless mystery«; og han tilføier at vi her rime- ligvis ikke har at gjøre med en virkelig indskrift, men med en meningsløs og for- vansket imitation av en indskrift, (»the product of a long series of successive cor- ruption of a Greek or Latin legend«), altsaa noget i samme retning som de ulæse- lige owmskrifter paa tidlige guldbrakteater. Spænden er muligens litt yngre end Fonnaasspænden, men utvilsomt fra 6te aarh. og tidsbestemmelsen udelukker altsaa at en angelsaksisk indskrift kan ha været forbilledet for indskriften paa spænden. Englands kristning foregaar først fra omkring 700, og det kjendes ikke indskrifter med bokstaver paa angelsaksiske smykker fra 6te aarh. Derimot er indskrifter ikke rent sjeldne paa metalsaker hos frankerne og andre germaner paa konti- nentet i merovingisk tid, som paa fingerringer, paa en sølvske, paa remspænder (Boulanger: Mobilier Funéraire, pl.38, 17; Fredéric Moreau: Collection Caranda, nouvelle série, pl. 55, nr. 1; Joseph Anderson: Scotland in Early Christian Times, Second Series, s. 147; A. Götze: Die altthiringisehen Funde von Weimar, s. 26—27). Jeg kan ikke se nogen anden rimelig forklaring av indskriften paa spænden fra Nes end at den er en kopi av en slik frankisk indskrift. En hel række av den ældre jernalders runestener i Norge har været an- bragt i forbindelse med graver, dels skjult inde i gravhaugen, dels reist i fri luft over eller ved graven. | Bautastener uten indskrift forekommer reist paa graver i Norge i den før- romerske jernalder (se Oldtiden III, s. 126) og fremdeles i den romerske periode (Vestl. Graver fra Jernald. s. 29—30 og s. 40—42); et enkelt tilfælde kjendes ogsaa fra den ældre del av folkevandringstiden (Lorange, Norske Olds. i Berg. Mus. s. 100, B. 1428—1432). Bautastenene kan da dels være reist paa flat mark som gravens eneste merke over jorden, dels er de sat paa en gravhaug av større eller mindre dimensioner. De reiste sten paa gravene er altsaa en skik som er adskillig ældre end runeskriften, men som fremdeles har været anvendt efterat runene var kommet i bruk i Norden. Naar ogsaa fritstaaende runestener findes paa eller ved graver, er de altsaa ikke at betragte som en ny slags mindesmerker; forholdet maa uttrykkes saa at runeskriften kommer til anvendelse paa en allerede gammel og velkjendt art av mindesmerker. Dette udelukker ikke at denne særlige bruk av