Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
99:
meddelte mig her at dampskibet skulde gaa opover fra
Tinnoset kl. 5, og nu var den alt 12. Og da det opgas
at være vel 3 mil dertil, var der ingen tid at tape. Jeg
maatte altsaa lægge ivei straks og gaa paa spræng, om
jeg skulde haabe at naa frem itide. Og jeg gik i sandhet
paa spræng! Hvor veien var flat sprang jeg mer end jeg
gik. Da jeg kom frem var kl. bare 4"/,. Jeg hadde altsaa
gaat disse 3 mil paa halvfemte time. Men da var jeg ogsaa
baade træt og sulten.
Men heldigvis var der en baker like ved bryggen, saa
jeg i en fart kunde faa fat paa to fireskillings brød. Med
disse følte jeg mig rigtig rik, da jeg sprang ombord i den
lille dampbaat (ja, det var netop en baat, ti den var
uten dæk), trak op en pøs vand fra Tinnsjøen og satte mig
til at holde maaltid.
Det smakte storartet! Spartanerne hadde nok ret:
«Arbeide og sult er ypperlige krydderier paa maten.»
Jeg kunde i øieblikket ikke rigtig forstaa at det skulde
være en straf at «sitte paa vand og brød». For mig var
det ialfald for denne ene gang en udelt nydelse, til hvis
fortsættelse paa turen over fjeldet senere jeg saa fremad
med stor tilfredshet.
Turen opover vandet i den lyse, stille sommernat var
rigtig en nydelse. Der var ingen turister med, men bare
bygdens folk, og blandt disse ogsaa en spillemand som
holdt os med musik under farten.
Det blev sent før vi naadde frem til stoppestedet ved
den nedre ende av Vestfjorddalen. Her fik jeg nattekvar-
ter, og her blev jeg over den følgende dag, som var søndag.
Mandag tok jeg opover Vestfjorddalen imot Rjukan. Midt
i dalen maatte jeg stanse litt for at beskue den vældige
snedækte og av solen belyste fjeldkoll Gaustad, søn-
denfor dalen. Den hadde ikke det præg av storslagen
vildhet som særmerker mange av vore vestlandske fjeld.
Den var mere rolig og avrundet. Men der var noget saa
traust og paalidelig ved den at jeg uvilkaarlig maatte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
