Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
196
tilsyn med smaabarn-skolen, hvor forresten undervisnin-
gen besørgedes av indfødte. Endelig skulde jeg fortsætte
med katekumenundervisningen for dem som hadde meldt
sig til daab.
Fra disse gudstjenester har jeg et eiendommelig minde,
som jeg visst maa faa fortælle. Det var noget som hændte
den anden søndag jeg præket her. Den noksaa store, for-
resten bare midlertidige stationskirke var temmelig fuld
av tilhørere, vistnok mest hedninger; ti der var endnu kun
faa kristne. Der var endnu ingen bænker. Alle sat paa
matter paa gulvet. Der var aapne ganger langs gulvet
mellem de sittende.
Da jeg just hadde begyndt min præken, la jeg merke
til at der var en paafaldende mangel paa den fornødne
stilhet i forsamlingen, hvad jeg allerede hadde sporet den
foregaaende søndag. Der var navnlig nogen kvinder som
sat og hvisket til hverandre og lo. Det forarget mig saa
meget mere som emnet jeg talte over var i høieste grad
alvorlig. Det var om det store ansvar som var forbundet
med at ha hørt Guds naadekald uten at ta det til hjertet.
Jeg stanset da litt og talte særlig til denne kreds av
kvinder, og bad dem høre stille efter Guds-ordet og ikke
fordrive tiden med hvisken og latter. Det var høist al-
vorlige ting vi her hadde for os.
Det blev da litt bedre en liten stund; men snart var
det det samme igjen. Navnlig var det en yngre kvinde
midt i kredsen som aabenbart førte an med latterbedriften.
Da grep harmen mig. Jeg stanset min tale, steg ned av
talerstolen, gik hen til vedkommende, tok hende i armen
og ledte hende ut av kirken i hele forsamlingens paasyn,
idet jeg sa at den som følte trang til at le, fik gjøre det
utenfor Guds hus. Saa gik jeg tilbake til talerstolen og
holdt resten av min præken. Men da kan det hænde det
blev stille, og saaledes ogsaa de følgende søndage, saa
længe jeg var paa stedet.
Der kunde være spørsmaal om det skridt jeg tok var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
