Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Dr. phil. G. Brandes: Arne Garborg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
kunne være tryg for Straf, naar der ingen Vorherre er, og der
er ingen Vorherre, naar en Mand som Eystein ikke tror paa ham.
Men nu er Tvivlen vaagnet i hende, om han ikke muligvis
alligevel er til, og hun trænger hver Dag paany til Trøst for at kunne
synde sorgfrit.
Men Eystein kan ikke glemme Ragna. En Dag, da han i
sit dybe Mismod paa ny er tyet ind i en Kirke, staar det paa én
Gang for ham som uendelig skønt at rive hendes fine Tanke og
rene varme Sjæl ud af dette store Dødningehjem, Kirken. Hvad
vil Folk her? Søge Trøst for deres Sorger og Synder. Det
vil sige, de har ikke Mod til simpelt at se Livets Alvor i Øjet.
De prøver paa at bedøve sig i hellig Bønne-Svif, prøver at
glemme deres Sjælesaar i en Rus af Salmesang og himmelske
Drømme. »Var det ikke den feamme Umandighed og
Blødagtighed, der havde drevet ham selv ud paa Sværm og Svir. Denne
Tanke slog ham som en stærk Lysglans. Alt dette, som Folk
havde fundet paa til Hjælp mod tunge Tanker, fra Opium til
Andagt, fra Rangel til Religion, steg i dette Lys frem som en
eneste lang Række af fejge Rømningsforsøg bort fra Livets
Sandhed.« Han ser paa Kirkegængernes ludende Hoveder og de
forekomme ham som syge Folk, der have givet sig Signekællinger i
Vold. Det er besluttet, han vil frelse Ragna.
Han vinder hendes Kærlighed og er salig. Hun er ham
mere værd end al Verdens Tanker. Han føler sig i sin Elskov
knyttet til det evige. »Det var Kvinden, som bar Livsens
forunderlige Løndom, den store Livsgaade, Ophavet til al Glæde og
al Sorg . . . Kvinden var Kærlighed, og Kærligheden var Gud,
men Gud var Sandheden og Livet«. Forgæves spørger Breide
ham, om han aldrig har hørt, at Huldren har Hale; om han ikke
kan tænke sig, at det Kvindfolk, han nu forguder, om et halvt
Aar vil synes ham en Gaas, om han ikke indser, at han ved
Ægteskabet med tusind Reb surrer sig fast til den gamle,
raadne Samfundsmaskine, der vil rive og slide i ham med sine
Tænder. — Er dette Daarskab, saa vil han være en Daare; han
elsker, elskes og holder Bryllup.
Men hans Lykke er kort. Der er saa lidt, der forener, og
saa meget, der skiller hende og ham. De se forskelligt paa alt;
de føle sig fremmede over for hinanden; han fortier sine
Meninger eller gør halve Indrømmelser, men naar hun forstaar ham,
føler hun nærmest Rædsel; han er gaaet ind i Ægteskabet med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
