Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Dr. phil. G. Brandes: Arne Garborg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Eystein er imidlertid vis nok paa, at Ragna er af anden
Art end alle andre Kvinder; Vanskeligheden for ham er at faa
den gamle Præst til at give ham hende: »Den, som bare kunde
lyve!« Til sidst er han rede til at skrive den gamle til i den
aller-kristeligste Tone. Hans Ræsonnement er det, at den, som lever
i en Daarekiste, maa bruge de Midler, som frembyde sig, at
naar én Mand staar mod hundrede tusende, saa har han Ret til at
bruge Krigslist, og saa spørger han med Bitterhed sig selv,
hvorfor han mere end andre Teologer har givet sig ind paa at tænke.
Hvad skulde det til! Havde han nu været en sædvanlig teologisk
Kandidat, saa havde han haft sin Livslykke sikret. Hvad det
gjaldt om var jo desuden blot at være sikker i sin Sag, og det
blev jo enhver, der helt kastede sig ind i en Tankekreds.
Der var ingen Teolog, som savnede Tankens Frihed. Saa snart
en først var kommen ind i den Troldring, saa fandt han sig vel
der og forekom sig selv at tænke forskrækkeligt frit; det var
ligesom med de bjærgtagne; naar de drikker af Troldhornet, saa
føler de ingen Længsel mere efter Luft og Lys ... og saa gifter
de sig og røger Tobak og er glade.
Men da det kommer til Stykket, kan han hverken lyve
eller komme ind i .Troldringen; derimod tyr han i sin
Fortvivlelse til Nattesvireri, til Adspredelser og Kvinde-Venskab.
Her forekommer to smaa Episoder, der mere end noget
andet røber den vordende Kunstner i Garborg. Der er her en
ualmindelig Farve og Humor i Skildringen. Den første af de to
Kvinder, Eystein kommer i Venskabsforhold til, er en gift Kone,
køn og ufin, hvis Mand er paa Rejser. Fru Rosalie elsker ham
paa sin Vis og siger ham det en skøn Aftenstund med Armene
om hans Hals. Men i samme Aandedræt giver hun sig til at
præke for ham. Hun kan ikke forstaa, at han kan være
Fritænker; hun har længe tænkt paa at bede ham sanse sig og
tænke sig om, ti den Vej, han nu gaar ad, fører ikke til noget
godt Sted. Den, som tror, kan vel ogsaa synde, des værre! men
den værste Synd er Vantro o. s. v. Fru Rosalie afløses af Frøken
Milla, en ung lattermild Dame, barnlig og skyldfri, der vil til
Teatret. Men efter nogen Tids Forløb skifter ogsaa dette
Venskab Karakter og antager for Frøkenens Vedkommende
nærmest Karakteren af en Forretning. En Dag maa han tilmed af
sin Veninde høre, at naar hun tager sig det saa let med disse
Ting, saa er det i Tillid til hans Livsanskuelse. Hun mener at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
