Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Herman Bang: Teatrene. — Holbergforestillingerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Alt dette hjalp til at skænke os en Forestilling, der hører til de
inter-essanleste, jeg nogensinde har overværet. Højst af det meget fortræffelige
stod Fru Julie Hansens Magdalone og Hr. Berggrens Arv. i „Julestuen". Fru
Julie Hansen lo under Julelegene med et lystent Fjotteri, talte med en forhippet
Kælenskab, gebærdede sig med overgemt Barnagtighed, bevægede sig i
vrikkende Trippen og havde visse fjottede Smaaslag med Armene, — der
uforlignelig livagtigt stillede Pebermøen fra Æbeltoft hen for vore Øjne.
Det er Kunst af Art, som den, hvormed Julie Hansen takkede for
Bogbinderens Kys med et „Tak Monsiør" — der lader os vredes over den sceniske
Kunsts Forgængelighed.
Ved Siden af Julie Hansen stod Hr. Berggren som Arv. Hans Latter,
der lød halvt som et fjollet Bræg, havde faaet sin Klang i Stalden blandt
Stude og Faar. Den var paa samme Tid dyrisk og godmodig. Man sagde
uvilkaarlig til sig selv, atsaaledes, saa uudviklet lér ingen fornuftig Hjærne mere.
Denne Latter var — for at bruge et Udtryk, som bliver Vittighedsbladenes Bytte —
fra et svundet Aarhundrede. Kun en eneste Gang har jeg modtaget et beslægtet
Indtryk af lignende Styrke: da Goquelin som Gringoire gjorde et af de gamle
Gobelins levende og alene ved sin Tilsynekomst førte os Aarhundreder bort
i Tiden.
Hr. Berggren er født til at spille Holberg. Efter at han har spillet Arv,
tør han ikke forblive ved Folketeatret. Hans Plads er ene ved
Nationalscenen.
Fn anden af Teatrets unge, Hr. Marer, fik i Moliéres „Indbildte Syge’
Lejlighed til at vise et ægte Talent. Det var den fuldkomne Stilfuldhed, som
her overraskede. Hr. Marer kunde, behørig emballeret, være ankommen lige
fra Téåtre frangais. Diktion og Maske gled sammen til en virtuosmæssig
Mo-liére-Illustration, som man syntes at erindre fra et gammelt Billedværk, man
huskede ikke ret hvor. Saa fuldkommen Moliére-præget var i Stykket,
intet andet.
Hr. Zink var dog en indbildt Syg, der kun fattedes lidet for at naa den
virkelig betydende Kunst. Hans første Enetale var fint udarbejdet, et Stykke
gedigent og ægte Spil; hele Rollen rig paa Humor uden Overdrivelse. Maaske
er der Grund til fremfor nogen at takke Hr. Zink, som vistnok har staaet
Hr. Abrahams virksom bi for at opnaa et saa nævneværdigt Resultat af den
klassiske Forestilling........
Nationalteatret lod i et Øjeblik ved Ægteparret Phister den store Kunst
gaa os lysende forbi for siden at efterlade os i Halvmørke. Man rejste et højt
Maal, der for det meste af det øvrige, man bød paa, blev en Gabestok. Bedst
gik vel „Maskeraden"; Ulysses morede mest.
En ny Iscenesætning illustrerede „Maskeraden“s Indhold, Kampen mellem
nyt og gammelt. Vi ser selv i det ydre, at to Slægtled strides. Hvis Udførelsen
fuldstændig havde understøttet denne lykketige Idé, vilde Komedien have
op-naaet en overordenlig Succes. Nu blev Sejren kun halvvejs vunden, fordi
Jeronimus fik en teatermæssig og blot rutineret Udførelse. Konflikten, der kunde
være blevet dyb og overbevisende, blev overfladisk og gled ud i Sand.
Elskeren — og ikke Sønnen — Leander blev Hovedpersonen og fandt i Fru
Hennings’ Leonora en medspillende, der gjorde Stævnemødet i tredje Akt til et
scenisk Billede fyldt med gamle Akvarellers klare og urørlige Skønhed. En
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
