Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Højskoleforstander V. Ullmann: Johan Sverdrup og den norske Forfatningskamp. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
var betegnende for det Stangske Ministerium, nævnte han som
en af de Sager, Stortinget (i 1869) havde vist, det ønskede fremmet,
men som Regeringen bare havde stillet sig imod, Stemmerettens
Udvidelse. Men bag efter kom saa en af hans Medrepræsentanter
fra Akershus Amt, en Bonde, og erklærede, at ganske vist vilde
han stemme for Mistillidsadressen, men ingenlunde paa Sverdrups
Præmisser om Stemmeretssagen; der var han fuldstændig uenig.
Denne Udtalelse er betegnende, ti Frygten for Stemmeretssagen
var det mere end noget andet, der gav Reaktionstiden fra 1878
—77 sit Præg. Da Sagen første Gang kom for i 1873, fik den
ikke mere end 57 Stemmer for sig, og det var fornemmelig de
store Bønders Skyld. Da saa Reaktionspustet lagde sig igen,
maatte naturlig denne Sag træde noget nær forrest frem. Det
forstaar sig, Statsraadssagen var jo egentlig Programssagen, men
den var man nu bleven saa nogenlunde tryg paa. Det gjaldt
blot at vente nogle Aar, mente man; naar Stortinget tre Gange
havde vedtaget den uforandret, saa var den jo Lov — det
ab-solute Veto var ikke kendt den Gang endnu. Men med
Stemmeretssagen var det noget andet, mente man, der maatte Folket
selv gribe ind, for Udvidelsen havde jo ikke endnu det
grundlovsbestemte 2/s Flertal paa langt nær for sig i Tinget. Og saa gav
man sig til ved Valgene i 1877 og 1880 at rydde grundig op
blandt de gamle Bonderepræsentanter og sætte nye ind i Stedet.
Noget sligt havde de gamle Herrer ikke anet en Gang, og deres
Forbitrelse var umaadelig. Men lige meget hjalp det, i Amt efter
Amt ryddedes Bænken. Da gik de kastede i Flok og Følge over
til Højre og dannede den saakaldte Novemberforening med det
ædle Formaal at bevare Forfatningen og Kristendommen »i
Grundlovens Aand.« Det gamle Højreparti af Embedsmænd og
Grosserere vidste først ikke rigtig, hvad de skulde tænke om denne
nye Fremtoning; der var jo en hel Del af »Novembermændene«,
som de for meget faa Aar siden havde været alt andet end høflige
imod, kaldt baade raabarkede og radikale, og Novembermændene
havde ikke været for høflige mod dem heller. Men snart forstod
man, at det var virkeligt Alvor med Tilbudet om Alliance, og
Supplikanterne blev som forlorne Sønner modtagne med aabne
Arme og fremstilledes fra nu af som de egentlige, selvstændige
Bønder i Modsætning til de opagiterede, forvildede. Særlig blev
• de brugt til med eller uden Nationaldragt at modtage Kongen
paa Jærnbanestationerne og holde Tale til ham.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
