Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Højskoleforstander V. Ullmann: Johan Sverdrup og den norske Forfatningskamp. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
bitreisen løs mod Regeringen, som ogsaa ellers havde tirret
Stortinget i høj Grad ved at ville nægte det at sidde sammen til det
var blevet færdigt. Saaledes fremkom Mistillidsvotumet mod det
Stangske Ministerium, et naturligt Udtryk for Stemningen den
Gang, men ellers hørende til den Slags Politik, som i Længden
mere end noget andet skader et Flertal, Ord uden Handling.
Heldigvis blev det da første og eneste Gang, Venstre fulgte den
Politik. Udfaldet blev, som man kunde vente, Ministrene skød
sig ind under Kongen, og fra denne kom der en Udtalelse, hvis
Mening omtrent var denne, at han var fornøjet med sine Ministre,
og saa kom den Sag ikke nogen anden ved. Man knurrede hist
og her, Venstrebladene havde nogle dundrende Artikler, men
derved blev det ogsaa, ti saa kom Reaktionen, den sidste korte
Eftersommer af det gamle konservative Partis Gyldenaar.
Det var de saakaldte gode Tider, som førte den med sig,
Guldstrømmen fra de franske Milliarder, og med den
Spekulations-raseriet og Jærnbanefeberen. Det ligger nær at tro, at denne
blev fremhjulpet med Flid af Regeringen, for at Folks Tanker
skulde vende sig bort fra det politiske, og tænkte den noget
saa-dant, saa lykkedes det godt. Der blev bevilget, og der blev bygget
Jernbaner, indtil vi havde paadraget os en Statsgæld, som Højre
og Venstre siden kunde kævles om, hvem af dem der havde mest
Skyld i, uden at det var godt at faa afgjort dette
Skyldigheds-spørgsmaal. I disse Aar førtes den politiske Kamp mat, og det
var tydeligt, at fornemmelig Østlandets Storbønder paa Tinget’
begyndte at hælde stærkt over til Højre. Angreb paa Sverdrup
som hemmelig Republikaner med skjulte, underfundige Planer
hørtes fra mange Sider, man mindst skulde have ventet saadant
fra, og Morgenbladet, der nogle Aar i Forvejen havde trøstet sit
Publikum med, at de politiske Bølger havde gaaet lige saa højt
i tidligere Dage, men dog atter lagt sig, kunde nu slaa sig
tilfalds; det saa ud til politisk Magsvejr. Statsraadssagen gik
imidlertid igennem for anden Gang — eller da Formen for Forslaget
var en noget anden, for saa vidt for første Gang — men med
knappere Stemmetal end sidst. Naturligvis blev den nægtet
Sanktion.
Men saa kom Pengekrisen, og med den vaagnede Folk til
Alvor igen, og nu var det, som om man rigtig til Gavns vilde
gøre godt igen, hvad man forrige Gang havde forsømt.
Da Sverdrup under Behandlingen af Mistillidsadressen i
1872 skildrede den Slaphed og den Mangel paa Initiativ, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
