Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Herman Bang: Teatrene (Januar)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den fuldkomne Kunst har gjort Udtrykket fast og skænket Uroen
kunstnerisk Ro. Den har ikke forandret Temperamentet og den Rytme, det giver.
Men netop denne Rytme i Edvard Brandes’ Værk fik Udførelsen paa
Dagmarteatret ikke frem. Derfor var det — ti to forskellige Perioders
Melodier er ligesaa forskellig den ene fra den anden som to Sprogs skarpt
adskille Tonefald — som om Stykket spilledes i et andel Sprog end det, hvori
det Tar skrevet. I alt Fald de to Herrer talte en hel anden Aands, et helt
andet Følelseslivs Tungemaal.
Som nu f. Eks. Hr. Stigaard. Hvert af hans Ord staar støt paa sine to
Ben, vandrer godlidende frem i jævn Marsch; og gik det selv mod Døden,
byder Hr. Stigaard et bredt Bryst frem for Smertens Staal. Hr. Stigaard traver
i lange Støvler mandigt hen ad Livets Vej. Hvor kan han forliges med Kai
Neergaard, som faar moralske Kuldegysninger hvert andet Minut, og hvis Tale
mart strækker sig i Slaphed i den bløde Stol, snart i forfrosne Ryk kryber
sammen under Vindpust fra det Liv, han gaar af Vejen for.
Hvordan kan vel Hr. Stigaard tale som Kai Neergaard? Taler en
troende og en vantro samme Maal. En Romantikers Tonefald kommer til at
forvanske en Overgangsmands kuldskære Ord. De bliver varme for lunkne, faste
for bruskede; de vender kun den røde Side af Æblet til, saa vi sér ikke Pletten,
hvor Ormen nager.
Eller sig mig, om det ikke var Rytmen hos Hr. VVulffs Repholt, som
ud-plattede Figuren. Denne Repholt havde gemytlig Breden sig paa Ordene;
Forfatterens Repholt sætter Ordene spidse og spinkle som Knappenaale op ved
Siden af hinanden. Hans Lidenskab er Stød, efter den følger — hvis Hr.
Repholt vilde være oprigtig, fortalte han os det — Tilbageslag, som er
bevidstløs Døs. Hr. Wulff har Humør og Smil, Repholt har Satire og en Grimasse.
En gammel Lannersk Wienervals ligner i sin livskraftige Kaadhed akkurat en
forvredet Fahrbacher saa meget — som Hr. Wulff ligner Hr. Repholt. Og det
er Rytmen, som skiller Lanner og Fahrbach.
Disse7 Menneskers Temperament er forskelligt fra Temperamentet i deres
Roller. Det er Tingen. Overalt i Livet og i al øvrig Kunst hersker en ny Tid
og ændret Anskuelse. Teatret aleneste skærmer endnu en Flok sidste
.Romantikere* som den slumrende Skov Prinsessen. Paa Teatret sidder endnu det
næs tforrige Slægtled i gemytlig Ro og Mag og taler deres Sprog og dyrker deres
Sæd og Skik.
Familien sidder for lukkede Døre med Laas og Smæklaas for, og naar
den en Gang imellem faar ind gennem en Glug i Døren et Værk fra den Tid
som lever udenfor — oversætter den det straks paa sit eget Sprog, og er den
færdig med det Stykke Arbejde, beder den venligt Forfatteren og de Mennesker,
om hvilke han skrev, komme at sé paa deres Oversættelse.
Jeg gentager: en Oversættelse. Ti det og kun det maa have været Edvard
Brandes’ Fornemmelse, da han saa’ sit Stykke — hvis Indstudering han ikke
har ledet —: man har oversat mig. Som en Overførelse til et fremmed Sprog
tilhyller en Original, saaledes tilsløredes her ,Et Besøg*.
Og saaledes tilslører næsten alle vore Skuespillere moderne Opgaver.
Og de vil vedhlive dermed, Himlen véd, hvor længe — hvis de ikke ved en
stadig Berøring med Forfatteren paavirkes af disses Tankegang, tvinges
ind i deres Rytme, opsluges af deres og Tidens Temperament.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
