Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Cand. phil. J. Iversen: Tilgivelsens Sødme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Grønning, hvor nyvasket Børnelinned i mange Størrelser lystigt
flagrede paa Tørresnorene; — han saa for sit Øje toppede
Race-høns og blankbrune Heste, hæderlige Dværgfrugttræer, hvis Grene
bristefærdige tyngedes ned af rødmende Æbler; han udregnede
den mulige Forskel i Pris paa 100 Tønder Byg i et fedt og et
magert Aar og kom til det glædelige Resultat, at han vilde
tjæne mest ved sit eventuelle Korn i et fattigt Aar;––––-og
alle disse Billeder og Tanker bøjede sig smidigt til en Ramme
om to nøddebrune Øjne og et gækkende Smil, han kendte
saa godt.
Tyveriet skænkede han ikke længer en Tanke.––––-
Brandt var bleven staaende ved Modehandlervinduet, hvor
Clavsen havde forladt ham.
Han stirrede tankeløst paa Kniplingerne og det hvide
Broderi, ørkesløse Damers tidsdræbende Arbejder, vaagnede saa op
med et Suk og gik grublende videre, langt bort fra Gaderne og
de søndagsglade Mennesker, hvis frejdige Humør berørte ham
pinligt.
Det rigelige. Maaltid havde vakt Livsaanderne i ham og
sat de stivnede Tanker i Strøm; han stræbte at erindre sig det
hele, men kunde ikke ordne sine Tanker.
Var det ikke en Feberdrøm? —
De blanke, tunge Penge, Clavsen havde stukket til ham,
og som han endnu holdt fastknugede i Haanden, vidnede
ubarm-hjærtigt, at det alt sammen var Virkelighed, alt, Tyveriet, Rædslen
ved den bratte Opdagelse, Præsten, Betjænten, Frokosten og
Frelsen, den vidunderlige Frelse.
Det var ligesom et lyns vangert Uvejr var gaaet hen over
hans Hoved, mørkt og truende, men uden at slaa ned; — og nu
var Himlen atter klar.
Han udstødte et Befrielsessuk, den første knugende Tyngsel
var lettet fra ham, nu da Faren drev over.
Han kunde ikke forstaa, hvordan Præsten kunde være saa
god, det var jo ganske ufortjænt. Ikke blot tilgive ham og ikke
straffe, men give ham Penge! Han følte sig dybt ydmyget og
forvirret, men, Gudskelov! nu var han sluppet fra det, han var
endnu fri, der var intet mere at være bange for; Præsten havde
jo tilgivet og vilde vist ikke nu mælde ham for Politiet; — han
kendte ham ikke en Gang. —–––––––
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
