Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Cand. phil. J. Iversen: Tilgivelsens Sødme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hvorledes kunde han dog begaa et Tyveri? — Det, han
havde set som Barn og lært derhjemme! Hvordan var det gaaet
til? — Han var ikke sig selv, da han gjorde det, det var sket
uden Vilje, uden Overlæg, i Vrede og Galskab. — Han havde jo
aldrig før stjaalet, ikke en Trævl, ikke en Krumme, aldrig tænkt
sig det muligt. Det var eneste Gang, han havde begaaét noget
lovløst.––-Tænk, om Betjænten havde vidst det og havde
arresteret ham, om han var bleven mældt og dømt til Tugthuset
som en Tyv, — som hans Broder! Hvad vilde der være bleven
af Moderen, hvis de havde grebet ham? — Hun vilde dø af Sorg,
om hun vidste det. — —
Gudskelov! Han havde jo tilgivet ham. Og dog vilde der
kun være sket ham hans Bet, hvis han var ble ven straffet; han
havde jo forbrudt sig.–––––
Han gik, uden at tænke paa Vejen, ud ad Nørrebrogade
langs med Kirkegaardsmuren.
–––Præsten sagde: De er et slakkels syndigt Menneske.
Præsten maatte foragte ham og ansé ham for en slet Karl, han
troede maaske, at han var Tyv af Haandtering. — Det var jo
ikke sket med Vidende, det var eneste Gang; — han havde ikke
Lov til at foragte ham.––––––Jo, han var dog en Tyv, selv
om de ikke gjorde ham noget og ikke vilde mælde ham. Om
ogsaa ikke et eneste Menneske vidste det, saa vidste han det selv,
han brændte af Skam, — han var kold af Frygt, han frøs og
rystede. — Hvad var han da saa bange for? De vilde jo ikke
gøre ham noget; — Gud? Han brød sig ikke om Gud, han var
ikke af dem, der troede. — Nej! men der var noget i ham, noget
utrygt, noget, der knugede og spændte, han var urolig og ventede
bange paa, at der skulde ske noget, at der vilde komme noget. —
Han vendte om og gik tilbage, blev ved at gaa, Timerne sneg
hen, Mørket faldt paa, forgæves søgte han at slaa Tankerne af
Hovedet, de vældede frem, angribende, forsvarende, de kæmpede
om Magten og brødes med ham, saa hans Hoved brændte. Han
følte det uklart, at Forbrydelsen var ikke udsonet, fordi den var
tilgivet, — den kunde ikke tilgives, Gengældelsen maatte komme;
Straffen var ikke eftergivet, men bare udsat, skudt til Side, den
ventede paa ham, den vilde komme og pege ham ud: her gaar
en Tyv!
Men hvorledes, hvomaar? —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
