Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Kommunelærer P. Lauridsen: Brev til Hr. Pastor Mørk Hansen i Vonsild
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
klagede over, at hans Tribns var ødelagt, at han Tar den sidste af sin Stamme.
„Ak,* sagde han, „nu er der ikke andre, der taler mine Fædres Sprog end
jeg 9elv og denne Papegøje, men jeg er gammel og skal snart dø, og saa er
Papegøjen den eneste, der taler det*. Deres „Karl Hede* forsikrer, at han helt
nede ved Slien har truffet gamle Folk af vor Stamme, der ligeledes have
bevaret en rørende Kærlighed til vort Sprog, selv har jeg hørt andre naive
rejsende falde i Henrykkelse over lignende Opdagelser, men i deres
Fortællinger har jeg aldrig hørt Tale om Papegøjen, jeg har altid savnet det Træk,
der gør hin Rødhud saa rørende. Jeg forlanger ikke, at de angelske
Bedste-fadre skulle lære Fuglene vort Sprog, jeg vilde være fuldstændig tilfredsstillet,
hvis de blot lærte deres Børnebørn det, men de tale Plattysk og kun Plattysk
til dem, og jeg kender intet mere nedtrykkende Syn end en saadan dansk
Bedstefader „mit seinem Enkel*. I Tvedskov ved Flensborg Fjord mødte jeg
en Gang en Mand i ufarvet Vadmel og Træsko, en rigtig Type paa den
haardføre, arbejdsdygtige, slesvigske Bonde. „Naa, De taler dog Dansk endnu?*
— „Ja, saa læng æ löwer, blivver de Dansk ved mæ.* — „Ja, men Deres
Børn, hvorledes gaar det dem?* — „Hm! Ja, de snakker TyskP — Men hvad
hjælper den Art Sprogkonservatisme os, og er det i det hele Umagen værd at
regne med den? —
Det maa være mig tilladt at sige Dem, at jeg savner et vist
Virkelighedspræg over Deres Kritik. Lader De Dem ikke skuffe af Emigrantens sædvanlige
Forhaabninger om at træffe alt uforandret og af en svunden Tids lidenskabelige
Opfattelse, der havde Ret i meget, maaske i det meste, men ikke paa alle
Punkter? og De maa virkelig ikke være saa uelskværdig at kalde os for
Drøvtyggere, fordi vi søge at danne os en selvstændig Mening om en Kamp, der
ligger den yngre Slægt saa nær i Tid og Interesse. De vil saaledes
retfærdiggøre den næsten udelukkende danske Undervisning i de angelske Skoler
derved, at Dansk var Børnenes Modersmaal, og at Tysk kun var indbragt ved
kunstige Midler og i forbryderiske Øjemed. Jeg ken ikke dele denne Opfattelse.
1851 havde de fleste Angelbobørn intet Modersmaal. Allen siger, at Forældrene
i Angel begyndte at tale Plattysk med deres Børn Aar 1800 i Sydangel,
1815—80 i Mellem- og 1890—30 i Nordangel, og ved denne denationaliserende
Sprogkarantæne opdroges Børnene i et Sprog, der hverken var Faderens eller
Moderens Maal. Under saa forvirrede Tilstande vilde det have været baade
klogt og billigt, om den danske Regering var gaaet mere læmpelig frem og ikke
med ét Slag havde forandret Skolerne fra udelukkende tyske til nsesten
udelukkende danske, og det saa meget mere som det i langt højere Grad var
Regeringens egen end Angelboens Skyld, at disse haabløse Sprogforhold vare
til Stede.
Hvad De i øvrigt siger om min Kritik af Sproggrænsen i Sydangel og af
Sprogordningen i Flensborg tager jeg mig meget let, ti paa disse to Punkter
kan jeg helt ud støtte mig til Allen. De vil paavise, at Sproggrænsen langs
Oksebækken droges efter omhyggelige Overvejelser, efter nøjagtige Undersøgelser
og i Overensstemmelse med nogle slesvigholstenske Sprogkaart, men Allen
oplyser os om, at Regeringen fastslog denne Grænse snarere af diplomatiske end
af sproglige Hensyn for at kunne forsone vore Modstandere (idet B., S. 567),
og han slutter sin Kritik af den angelske Sprogordning med følgende Ord:
„Den nærværende Sproggrænse–––––––-er uskikket til at være Grænse, ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
