Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - E. Skram: Foraarsliteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Stil spores Duften af Verveine, den andens lugter af Muld.
Es-mann har Hovedstadens elegante Snit, Elmgaard er endnu ikke
bleven helt af med Provinsialistens Manerer. Hans Smag er
usikker, og han overlæsser sit Foredrag, men der er Ro over Manden
midt i Mylret af Ord, og hans Alvor er frisk som et Træ paa
Roden. Han er et Talent i Udvikling, som det lønner Umagen
at stifte Bekendtskab med. Han har hidtil udgivet to Bøger af
omtrent samme Værdi: »Tøbrud« og »Stille Egne«.
De indeholder næsten udelukkende Fortællinger om Bønder,
og særlig i det sidste Bind har der paa mange Steder indsneget
sig en besynderlig Forfalskning af Sprogtonen. Bondemænd,
Knøse og Piger har Ord i Munden som »fine« Folk paa Scenen
for 10—20 Aar siden, og Forfatteren selv ifører sig sit Sprogs
højtideligste Skrud, naar han skal i Lag med disse jævne
Mennesker. Der ligger en bestemt Bestræbelse til Grund for dette,
Elmgaard tilfredsstiller for det første en romantisk Tilbøjelighed
hos sig selv — han holder mere af at kalde sine Bønderpiger
Ester og Velena end Karen og Malene — og han vil vise de
literære Finsmagere, at det ikke er nødvendigt at gaa ned til de
tarvelige Udtryk, fordi man kommer ud paa Landet og taler om
simple Folks Glæder og Sorger. Han vil gøre det klart, at Livet
her har den samme Lødighed som inde i Byerne, at der er atten
Karats Menneskelighed at finde her saa vel som dér; men han
har ikke været heldig. Han har taget Glimmer for Guld. Man
gør ikke Beskrivelsen af en ung Husmandpiges Flugt over en
frossen Snemark til et Billede af Værdi, fordi man siger, at hun
løber over Sneens »Tilje«, og Tjænestepigen Esters
Kærlighedshistorie med sin Husbond, Enkemanden, den stræbsomme Jørgen
Grøflegraver, bliver ikke mere indholdsrig, end Beretningen ellers
kan gøre den, fordi der vælges Ord som disse, at »Ester gemte
sig ind i hans Favn og trykkede det mørktlokkede Hoved op mod
hans Bryst«, medens hun hviskende spørger, om han vil gifte sig
med hende, eller fordi man omtaler en Leg, de to en Dag har
for, paa følgende Maade: »De fløj af Sted som to unge Føl,
deres Latter og Tilraab tonede sammen, deres Aande blandedes
og stod som en fin let Sommersky midt i den skære, blaa
Frostluft«. En nogle og trediveaarig, tungt slidende Husmand paa
Træsko løber ikke som et Føl. Heller ikke er Vinterens Beskhed
for Smaakaarsfolk i Bakkerne udenfor Byen gjort særlig
anskuelig ved at man fortæller, at »her skred Vinterens blege Terner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
