Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - E. Skram: Nogle Meddelelser om J. P. Jacobsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I Selskabslivet har jeg kun set Jacobsen, efter at han var
bleven svag og maatte skaanes. Der blev bestandig gjort en
egen stilfuld og forsigtig Kur til ham. Det saa ud, som om han
ikke mærkede det. Han holdt af at komme ud, og befandt han
sig vel, hvor han var — var der smukt omkring ham —, gjorde
han sig Umage og blev mere talende, end der strængt taget var
ham naturligt. Han bød overhovedet aldrig Vært og Gæster den
Uforskammethed, som nogle lammundede Medlemmer af det
Samfund, der skriver, kan falde paa at tillade sig: at være hvad de
kalder »tavs Iagttager« i en Selskabssal. Han anerkendte og
paatog sig efter Ævne de selskabelige Pligter, men nu og da
kunde han rigtignok i en Slags komisk Fortvivlelse give Ævret
op. Jeg husker hans Befippelse en Gang, da han i et stort
Selskab ved en Tilfældighed havde faaet en ganske ung, jeg tror
ukonfirmeret — for øvrig nydelig — Dame til Bords. Den unge
Pige var lige saa bange for ham som han for hende, og det
kunde ikke blive til noget mellem de to de Timer, Middagen
varede. Men Jacobsen anstrængte sig paa sin Maade elskværdig
for at faa den unge Pige til at vove Trippet ud paa det smalle
Gangbrædt, der forbandt hendes Bred med hans. Føret da hun
ikke kom, blev han tavs for Alvor. Han lo paa sin tørre Maade
ved Kaffen over sit lille Uheld og var sidst af alt til Sinds at
være fornærmet, som mindre Berømtheder er blevet det, naar
deres Plads ved Bordet ikke behagede dem. Og han var dog
allerede den Gang saa svag, at det var noget af et Vovestykke,
naar han gik i Selskab.
Jacobsen stillede aldrig Fordringer, hverken i Egenskab af
berømt Mand eller som syg. Vilde man gøre ham noget godt, maatte
man selv finde derpaa. Det kunde ikke være andet, end at han
i den sidste Tid af sit Ophold her i København maatte føle sig i
høj Grad forladt. Han var for svag til at gaa ud, og Vennernes
Besøg faldt sparsomt, men kom man, var der altid et fornøjet
Smil rede til den indtrædende. Han var stolt paa den Maade,
som en svunden Slægt har yndet at tænke sig Kongesønner
stolte, naar Ulykken var over dem, og saa var han mild af
Natur. Han kunde kaste Vrag paa de store Ting og glæde sig
over lidt.
Sidste Gang jeg saa Jacobsen, var for tre Fjærdingaar
siden i Thisted, den sidste Dag vistnok, han for Vejrets Skyld
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
