Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Fru Ina Lange: Smaafolk. II. En Martyr
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
»Hun er en flink Kone, Kajsa, jeg synes, hun er et rigtig
godt Menneske. Drengen har vi Nytte af, saadan som han er, for
han passer saa godt til at være Barnepige til vores Maja. Men
— der bliver ingen Ting af ham hos os. Fa’er er en Døgenigt
er han. Mandfolk duer nu en Gang ikke, ser hun. Jeg kender
ikke et eneste Mandfolk, som jeg rigtig vil regne for Menneske.
For enten duer de til at arbejde, men drikker, til de ingen Ting
kan mere, eller ogsaa har de aldrig duet til noget, og saa
drikker de for det.––––Hvordan de saa er, drikke gør de alle.
Og saa gaar det ned ad Bakke med dem — og med os — og
med Børnene. Aa ja! Men inde i Byen er der nok nogle
Forretninger, hvor de ikke tør drikke sig fulde, og til saadant et Sted
skal vi sende hendes Dreng. Det skal jeg være Mand for! Tro
hun mig! Jeg skal tage ham med, naar jeg kører ind til Tabunoffs
med Melsækkene. Maaske Tabunoff tager ham. Dér kan han
komme til at staa i Butikken. Og lære at tale Russisk. Dér
kan han ogsaa lære at regne. Og der bliver ingen Kvinkeleren
af. Dér arbejder de ogsaa om Søndagen — i Smug forstaar
det sig. c
Kajsa stod ved Skorstenen og stirrede ind i Ilden.
Flammen oplyste hendes Ansigt, som nu straalede af Haab og Glæde.
Hun nikkede fornøjet og smaanynnede, mens Madamen udmalede
disse glimrende Fremtidsudsigter for hende. Det begyndte altsaa
at dages for dem. Dette var just noget af det, hun ansaa for
det lykkeligste, der kunde hænde.
Møllermo’er fortsatte en Stund endnu, og Kajsa hørte efter.
Tilsidst fulgte hun sin Gæst og blev ved at gaa med langs det
frosne Aaløb, som førte ned til Stranden, hvorfra Genvejen til
Møllerens Odde snoede sig. De talte venskabelig med hinanden,
og da de ‘.skiltes, nejede de begge dybt, skønt Sneen gik dem
højt op om Benene.
Kajsa havde ikke i mange Aar været saa lykkelig. Nu
havde hun Haab til Fremtiden. Hun vidste, at Møllermo’er
kunde, hvad hun vilde. Og nu vilde hun, at Weli skulde have
Opdragelse, blive til noget — — hvem véd, maaske kunde
han blive Handelsmand. Det havde rigtignok været en
lykkelig Dag.
Hun vendte hjem. Det var nu ganske mørkt.
Store-Jaska, som havde hugget Ved i Skoven, var
kommen hjem. Han sad med Øksen i Favnen paa Sængekanten.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
