Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober - E. Skram: K’ivigtok
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jaa og pjaskede i Vandet, eller naar et Par greb fat i hinanden
og broderlig fulgtes i Elven. Der blev lét, saa lang Dagen var,
og arbejdet og tumlet, og om Aftenen spiste man og drak Kaffe
i Spandevis. Naar Natten kom, var det saa ikke alene Penétsok
og Arnangoak, .der listede sig bort til de stille Steder i
Klippespalterne, hvor Lyngen stod højt. Der skete en tavs lille
Udvandring rundt omkring fra en Mængde af Teltene. Penétsok
var endog en af dem, der kom sidst af Sted, hans Æventyr og
hans Violin forpligtede.
Saa hørte endelig ogsaa disse skønne Dage og Nætter op,
Penétsok gik paany mismodig om ved Sarpiusæt og fangede kun
i Ny og Næ hvad der lige var nødvendigt. Efteraaret var
stormfuldt, Vinteren kom tidlig, og det var sjældent at han kunde faa
en Hilsen sendt til Arnangoak eller modtage Underretning fra
hende, Ernek og Brødrene havde truet ham fra ethvert
Vovestykke.
Men da det begyndte at lide paa Vinteren, og man ventede
Præsten ved Niak’omak, var Arnangoaks Tilstand klar, der maatte
tales til Angekoken (Præsten) om Sagen. Han kom og forlangte
med strænge Ord, at Arnangoak skulde giftes. Ernek bøjede sig
for den myndige Tiltale, og der blev sendt Bud efter Penétsok.
Brylluppet blev holdt i Skynding, og hvem der vilde, kunde denne
Dag spise sig propmæt og drikke Kaffe saa meget han lystede
hos Storfangeren; om Aftenen var der Dans. Men den næste
Dag stod Angutikuluk udenfor sin Hytte og ventede paa Sønnen,
da denne kom med Arnangoak paa en af Slæderne fra Niak’ornak.
»Bliv du, hvor Ravnene er hvide,« sagde den gamle, »dér maa
vel være Plads nok, her har vi intet med dig og hende at skaffe.«
Og de unge maatte vende om igen.
Fra den Dag begyndte saa den lange Pinselstid for Penétsok,
der tilsidst knækkede ham. Han blev ikke mere end netop taalt i
Er-neks Hus, kun Arnangoak og Moderen talte til ham, af Svigerfaderen
og Sønnerne hørte han saa godt som aldrig et Ord. Hans første
Arbejde var at sammentømre sig en Slæde, men da den var
færdig, og han bad Ernek om foreløbig at faa en eller et Par af
hans Hunde til Brug, var Svaret: sapernak’aok (det er umuligt),
og Sønnerne anbefalede ham at hjælpe sig selv. Dermed var
han omtrent afskaaret fra at komme ud paa Isen for at sætte
Net i Vindvaagerne eller for at skyde Sælhunde, og Reglen var
da ogsaa, at naar han om Aftenen kom tilbage efter at have
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
