Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober - E. Skram: K’ivigtok
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lægen ved Kolonien. Han havde halvanden Dags Rejse frem og
tilbage, og da han atter stod i Hjemmet med det dyrebare
Pulver, var Drengen død.
Fra den Dag foretog Penétsok sig absolut intet, naar
undtages, at han slæbte en Mængde Stene sammen til en Gravhøj
over Sønnens Lig. Stemningen hos Ernek var bleven venligere
imod ham efter Dødsfaldet, men det gjorde ikke Indtryk paa
ham, og den Morgen, Rejsen til Fiskepladsen skulde foregaa, var
lian forsvunden med sin Kajak. Man opsatte Rejsen i to Dage
— han skulde have styret Konebaaden — for at søge efter ham,
men da man ingensteds fandt hans Spor, ikke Kajaken drivende
paa Vandet, ikke Fangeblæren, ikke noget af hans Redskaber,,
var Sagen klar; attago k’ivigpok (der var ingen Tvivl om, at han
var bleven Fjældgænger).
Først ud paa Efteraaret, efter Hjemkomsten fra
Lakse-flskeriet, fandt en af Sønnerne, der var paa Renjagt, temmelig
højt oppe i Fjældene i Omegnen af Sarpiusæt hans Kajak og
hans Riffel, medens Harpun, Fangerem og Kniv var borte.
Enhver Rest af en mulig Tvivl var dermed slaaet ned, han havde
frivillig forladt de menneskelige Boliger. —
Saaledes omtrent lød Beretningen.
Min Vært ventede Gæster fra Kolonien den næste Morgen,
og Aftalen blev, at naar de fremmede var kommen, skulde vi alle
drage ud for at tage K’ivigtok-Hulen og Liget i Øjesyn. Man
havde intet foretaget hverken med Hulen eller Liget; det sidste
laa fremdeles i sin aabne Begravelse.
Det frøs 18 Grader den næste Morgen, Luften var stille og
klar, fra Kolonien var Doktoren, Assistenten og Købmanden komne,
og da en Forfriskning var indtaget og vore forskellige Forspand
efter en Del Besvær var blevet skilt ad — Hundene sloges paa
Liv og Død — og bragt i Orden foran Slæderne, greb vi Piskene
og satte af Sted. Vor Vært holdt sig i Begyndelsen af
Beskedenhed bagerst, men ret længe varede det ikke, før vi hørte Raabet
»Alili! alili-li-li!« bag ved os — det er Raabet til Hundene om
at dreje til højre — og i flyvende Fart, med Piskesnærten
susende i Luften, för han os forbi, givende efter for sin grønlandske
Lyst til at vise sig. Han tog imod os med et selvbevidst Smil
ved Foden af Fjældet, fik vor Hyldest for sin glimrende Kørsel
og førte saa til Fods an op ad Fjældet i den høje Sne. Det var
en anstrængende Tur, og vi var badet i Sved, inden vi naaede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
