Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober - Prof. H. Høffding: Frederik Christian Sibbern. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hele ikke gør den store Forskel mellem disse tre Ting, som vi
stakkels moderne Mennesker ere nødte til.
Det var ikke blot Natur og Mennesker, ban fandt Næring
og Vederkvægelse ved. Han levede ogsaa i Digterne, i Bibelen, i
gamle, kærnefulde Opbyggelsesskrifter, som han endnu satte Pris
paa og anbefalede, efterat Dogmetroen forlængst var bleven ham
aldeles fremmed. Yndlingssteder fra saadanne Forfattere havde
han ofte hos sig i udtagne Ark eller opskrevne paa Sedler til
Brug paa Fodture for ret at kunne gøre sig dem levende og
nærværende. Endnu Aaret før sin Død opskrev han en Del saadanne
Yndlingssteder, især af Schiller og Goethe, tillige med nogle af
sine egne Yndlingstanker, til en ung Pige, der skulde rejse ud som
Lærerinde.
Som flere Gange sagt, den Livsglæde, som var Sibbem saa
ejendommelig, var ikke overfladisk og letsindig; den var ikke blot
ofte dyrt købt, men den var ham en alvorlig Sag, en Hjærtes- og
Viljessag. Han havde jo, som vi have set, Tider, hvor selve
Smerten var det eneste, der holdt Sindet sammen og hindrede,
at det sprængtes. »Intet glædeligtc, siger Gabrielis, »havde jeg,
der kunde give min Eksistens Kontinuitet; saa blev da Smerte og
Fortvivlelse det, der holdt min Tilværelse sammen og bevarede
mig for at give min Sjæl hen i Søndersplittelse*. Der ligger en
sund og mandig Tanke i disse Ord. Den aandelige Smerte har
vel, som al Smerte, en Tendens til at opløse vort Jeg. Men den
er selv, hvor den mælder sig, et naturnødvendigt Led i Rækken af
vore indre Erfaringer, og at skyde den ud, at ville fortrænge den
for enhver Pris, det er at hengive sig til en aandelig Morfinisme og er
den visse Vej til Undergang. Smerten maa gennemleves, dersom man
ikke kan forandre de Forhold, som fremkalde den. Kun derved
vokser og hærdes Sindet. Det var det, Sibbern atter og atter, lige
til det sidste, indskærpede, at »hvad der hæmmer, det fremmer,
naar det tages retteligene. Han kendte af egen Erfaring, hvad
Goethe kalder Smerternes »hemmelig dannende Magt*. Man maa
kæmpe sig frem med Udholdenhed og Taalmodighed fra den onde
Tid til den gode; først saa virker Modsætningen mellem Lys og
Mørke paa rette Maade. Sibberns Livsanskuelse var væsentlig en
Tro paa Livet, og den sidste Tanke hos ham var vel den, at man
maatte lade Livet have dets Gang og ogsaa hos sig selv vente
paa, at de gode Tider kom. De onde Tider, især
Aandsforladthedens Tider, som han saa ofte klagede over, betragtede han som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
