Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober - Prof. H. Høffding: Frederik Christian Sibbern. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tider, i hvilke Sindet laa Brak og kunde samle Kraft til ny
Virksomhed. Men han hyldede ingenlunde en Kvietisme, der førte
til at lade Hænderne ligge i Skødet. Hvor energisk hans
Opfattelse tvært imod var, kan ses af, at han ofte opponerede mod
det Skriftsted, som siger, at man ikke kan lægge en Alen til sin
Vækst. »Men en Tomme«, skriver han endnu Aaret før sin Død,
»kan man dog nok føje til den, naar man holder sig rask ;og
rank«. Han vilde ikke have grænserne skarpt afstukne for, hvor
langt man kan komme. Og skønt det højeste for ham var
Hengivelse til Livet i os og uden for os, saa opfattede han ikke denne
Hengivelse som noget blot passivt, men som Betingelsen for, at
Livets Fylde kan blive en Magt i os. Den maa gaa i ét med
vor egen Villen.
Dertil kom, at der maaske nok var noget sentimentalt i
hans Natur, men at han ikke hørte til de blide og sagtmodige.
Han var et afgjort kolerisk Temperament. En psykologisk
Karakteristik af ham vilde være meget mangelfuld, naar den ikke
fremhævede dette, baade fordi det præger Mandens hele Fysiognomi,
og fordi vi her have en anden hæmmende og mørk Magt, han
havde at kæmpe med. Det er bekendt af flere Anekdoter, hvor
han kunde fare op i Heftighed. Han skal en Gang, medens
Martensen var Professor, have overfuset ham paa Universitetet i
Studenternes Paahør, da de vare i Strid om et Auditorium; og
dog var Martensen hans gode Ven. Vi have forskellige
Selvbekendelser af ham i den Retning. — Et af de smukkeste Breve i
den udgivne Samling er det til Lektor G. F. Molbech i Sorø, som
var bleven greben af en Sindssygdom, der havde forandret hans
forhen kærlige og sagtmodige Karakter og gjort ham bitter og
ustyrlig. Da den værste Tid syntes at være ovre, men den lidende
endnu havde at kæmpe med Efterdønningerne, skrev Sibbern til
ham for at hjælpe og styrke ham. »Just jeg, vil skrive til Dem,
fordi ogsaa jeg véd og af mit eget Indre kender, hvad alt der bor
i vor Sjæls Afgrund og kan stige op af den og formørke vort
Sind. Et kender jeg især, som især er ondt, fordi det er mest
ødelæggende just for dem, som ere os de nærmeste. ... Dette ene
er den bitre Vredagtighed, det mørke Misnøje og Mismod. Spørg
mig ikke, hvad der dog kan ægge den frem og nære den hos
mig. Det mindste er undertiden nok dertil, naar Stemningen
er derefter. Men Grunden er at søge tidlig i mit Liv. Allerede
fra min Moder har jeg arvet den; og gik ikke vor hele Barndoms
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
