Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober - Frk Clara Bergsøe: Teaterindtryk fra sidste Parisersæson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
man søgte, ti l’Arlésienne var slet ikke i Stykket, men man var
lige glad. Man dukkede sig i Stemningens og Musikens Bølger
og svømmede rørt henover den tragiske Idyls drømmende Vande.
Hele Stykket er bygget over én Følelse, en haabløs næsten
sindsyg Kærlighed, der stadig holder sig paa samme Punkt,
uden al fysiologisk Udvikling. At Genstanden for denne
Lidenskab ikke ses, giver for øvrigt Stykket Horizont. Denne Arlésienne
glimrer i Sandhed ved sin Fraværelse, ti der gives et Rum i
Billedet, som enhver Tilskuer kan udfylde efter sin Fantasi.
Lad den unge Bonde kun klage sine evige Elskovsmelodier, vi
lytte til dem som til Sagnet om Loreleys og Havfruens Sange;
man troer ham, fordi man ikke ser hende. Vi vide, at der
gives en Lidenskab, mod hvilken hans hjælpeløse Ungdom
forholder sig som den stakkels Ged til Ulven, om hvem den
gamle Hyrde fortæller, at den efter en Nats haabløs Kamp villigt
strakte sig i Døden.
En Scene gjorde stor Lykke. Det er et Møde imellem et
Par gamle elskende, der i deres Ungdom ved Forholdenes Magt
ere skilte, og som nu efter halvhundrede Aar uformodet ses.
De genkalde dem deres tunge Forsagelse, og hun byder ham
det Kys, som hendes Kærlighed længe har tiltænkt ham, men
som nu først kan gives uden Brøde. Sar^ey roser Scenen
for sin store Originalitet. I den nordiske Literatur har den dog
flere Sidestykker, og den forekommer os snarest lidt lang og
sentimental, tilmed da den rent ydre intet har med Stykket at gøre.
Men den fulgtes af Mindet om en Fortælling fra Daudets tidligere
Periode. Dens Helt var ogsaa en Hyrde, som en
Søndagaften oppe paa Højderne modtager Besøg af sin Herres Datter.
Uvidende om hans Kærlighed smutter hun derop. De falde i
Snak, Natten kommer, og dækket af hans Faareskindspels falder
hun i Søvn under aaben Himmel, medens han ridderligt vaagende
fortaber sig i hendes Skønhed, vel vidende, at deres Kærlighed
er en Umulighed. Denne lille Fortælling, hvis Ynde er som født
af en vid Horizonts milde Stjærneskin og en sydlandsk
Sommernats fortættede Poesi, er den vemodige Grundakkord, hvis Klang
gennemsitrer Stykket og faar én til at glemme al Kritik. Til
hvad Nytte desuden vække den; Stykket er tretten Aar gammelt
og Daudet har aldrig udgivet sig for Dramaturg. Spillet var
aldeles fortrinligt, Dekorationerne stemningsfulde, indsmigrende som
Bizets blide Musik. Som i Strandbii Folk var der gjort alt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
