Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober - Frk Clara Bergsøe: Teaterindtryk fra sidste Parisersæson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
i Klosteret har udspundet sig imellem Fernand og Martha, spindes
videre. Alle disse Beregninger slaa fejl. Femand, der i læmpelige
Træk er skildret som en Skurk, især paa Grund af en
modbydelig Spille- og Duelhistorie, afslaas ganske som Svoger af Greven,
og Denise tier, som sagt, ikke.
Som Følge heraf er Femand et Øjeblik tvungen til at give
Denise Ægteskabsløfte, men slipper derfra ved, at hun
foretrækker Klosteret og tibidst Grevens Arme.
Dette er Stykkets Hovedlinjer, som saa krydses af utallige
mindre, der alle løbe ud paa at spinde disse Mennesker, der i Forvejen
ere saa sammenknyttede ved Lidenskab, Interesserthed og skjult
Brøde, endnu tættere sammen. Det er et af disse klæbrige
Ed-derkoppevæv af Sladder og Intriguer, der bedst trives i indeklemt
Stueluft. Her er Stykkets Skyggeside, ti det er ikke nok, at
Personerne i Dramaet komme ind og tale om Friluftsrideture, naar
det faar Tilskuerne til at lide af samme Lyst. —
Stykket interesserer idet hele mere under Læsningen end ved
Opførelsen. De to unge Damer bliver spillet hjærtenskedsommelig
og paa en vis ensartet Maade af Bartet og Reichenberg. Deres
forskellige Livsførelse røber sig kun ved, at Denise ved et graat
dydigt Slæb dækker over en dunkel Fortid, medens Martha, som
ubedrageligt Tegn paa Ungdom og Uskyld, gaar om i hvid
Korthed. Hvorfor er theåtre frangais det eneste Teater, hvor
Kedsom-meligheden af og til sniger sig ind, hvor Klassicismens Støv faar
Lov til at brede sig i Ly af en glimrende Fortid, saa man blot
ønsker, at et rask Pust af Livets varme Aande kunde blæse det
bort. Yngre mandlige Kræfter ere engagerede til næste Saison, men
saa vist som det at udrydde Støv fra Verdens Skabelse symbolsk har
været betroet Kvindehænder, saa vist føler man, at det er en
Primadonna, der mangler. Om denne Plads udfyldes af
JaneHad-dings fængslende Talent, vil Tiden vise.
I »Denise« maa Palmen tilkendes Coquelin. Al den
aand-fulde bonhomie, alt det økonomisk tilbagetrængte Lune, der
giver hans Elskværdighed saa megen Finhed og Spil, kommer her
frem i fyldig Glans. Han er Stykkets Ræsonør, Forfatterens
Tolk, Forkynderen af de nye Ideer. Spændt lytter man til hans
Repliker, indtil man føler, at Forkyndelsen falder sammen, for
ganske slunkent at slutte sig om den borgerlige Sætning, at en
hæderlig Mand, ja selv en Greve, til Nød kan ægte en stakkels
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
